Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-462
Statutory Text (2 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-462
[K] har ved talsmand [A] klaget til Pressenævnet over en artikel i Jyllands-Posten den 12. december 2006, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.
1. Sagsfremstilling
Jyllands-Posten bragte den 12. december 2006 under overskriften ”Far i Tønder-sag er satanist” følgende artikel
”Faren i Tønder-sagen bekender sig til satanisme og omtaler sig selv som en af djævlens sønner.
Det kom frem under gårsdagens retsmøde, hvor anklageren fremviste et medlemskort til [K] med faderens underskrift.
I en vidneafhøring sagde den misbrugte pige – uden at have set medlemskortet – at hendes far engang har fortalt, at han er en af ”Fandens sønner” og er med i en klub, der tror på Fanden.
Det var egentlig moderens sag, der var for retten i går, men anklageren inddrog medlemskortet som et argument for, at pigen har en god hukommelse, idet hendes forklaringer stemmer overens med fakta.
Forsvareren forsøgte at så tvivl om videoafhøringen ved at sige, at ethvert barn kan huske, hvis deres far siger, at han tilbeder Fanden.
[K] udgiver bladet [B] og ønsker at skrotte de kristne værdier, så Danmark kan omdannes til et satanistisk samfund.
Den okkulte forening ser sig selv som Satans forbundsfæller, men foreningen vil ikke sættes i forbindelse med Tønder-sagen. Derfor kan faderen nu se frem til en eksklusions-sag.”
2. Parternes synspunkter
[K] har anført, at Jyllands-Postens redegørelse er farvet af skadevoldende hensigt, idet udsagnene anvendes til at mistænkeliggøre foreningen.
[K] har videre anført, at Jyllands-Posten har tilsidesat de Vejledende regler for god presseskik, punkt C.4, ved at fremhæve faderens angivne tro og påståede medlemskab. Medlemskabet er uvæsentligt for sagen, hvilket er bekræftet af anklageren i sagen, Helle Just Christensen. Medlemskortet skulle påvise datterens gode hukommelse. Avisen har imidlertid anvendt oplysningen til at nedgøre [K] og dens medlemmer ved at sætte foreningen i forbindelse med pædofilisagen. Jyllands-Posten har ikke kontaktet foreningen eller indhentet oplysninger fra foreningens hjemmeside www.sataniskforum.dk, hvoraf det fremgår, at man ”tolerer ikke, at medlemmer udøver race- eller kønsdiskrimination, eller opfører sig voldeligt eller blufærdighedskrænkende”.
Jyllands-Posten har anført, at der er tale om et retsreferat, hvor det under en vidneafhøring blev anført, at en af de tiltalte var satanist. Oplysningen var central for dækningen af det pågældende retsmøde.
Jyllands-Posten har afvist at have tilsidesat god presseskik. Avisen har loyalt oplyst, at [K] ikke vil sættes i forbindelse med Tønder-sagen.
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Finn Rowold, Lene Sarup og Marianne Druedahl.
Pressenævnet finder, at [K] er en gruppe af personer, der på et objektivt konstaterbart grundlag er afgrænset over for omverdenen, hvorfor [K] har partsstatus. Nævnet finder videre, at [K] er omtalt i artiklen på en sådan måde, at foreningen har retlig interesse i at klage til Pressenævnet.
Et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. Vejledende regler for god presseskik, punkt A.2. Pressenævnet finder, at der ikke er grundlag for at antage, at der er sket en sådan tilsidesættelse af denne pligt, så god presseskik er tilsidesat.
I en retsreportage bør det undgås at nævne personers trosbekendelse og organisationsforhold, medmindre dette direkte har med sagen at gøre, jf. Vejledende regler for god presseskik, punkt C.4. Pressenævnet lægger til grund, at medlemskortet er fremlagt under et retsmøde i Tønder-sagen. Nævnet finder herefter, at det fremlagte medlemskort til [K] direkte har med sagen at gøre, og Jyllands-Posten har ikke tilsidesat god presseskik ved at omtale forholdet.
Pressenævnet finder videre, at oplysningen om, at faderen i en pædofilisag var i besiddelse af et medlemskort til [K] kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for foreningen. Nævnet finder imidlertid, at det af udsagnet ”foreningen vil ikke sættes i forbindelse med Tønder-sagen. Derfor kan faderen nu se frem til en eksklusions-sag” fremgår, at [K] tager afstand fra de seksuelle krænkelser, sagen vedrører. Nævnet udtaler ikke kritik af det bragte.
Afgjort den 26. marts 2007.
Resumé
Klager – en forening - klagede over artikel bragt i Jyllands-Posten.
Pressenævnet fandt, at [K] var en gruppe af personer, der på et objektivt konstaterbart grundlag var afgrænset over for omverdenen, hvorfor [K] havde partsstatus. Nævnet fandt videre, at [K] var omtalt i artiklen på en sådan måde, at foreningen havde retlig interesse i at klage til Pressenævnet.
Et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. Vejledende regler for god presseskik, punkt A.2. Pressenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at der var sket en sådan tilsidesættelse af denne pligt, så god presseskik var tilsidesat.
I en retsreportage bør det undgås at nævne personers trosbekendelse og organisationsforhold, medmindre dette direkte har med sagen at gøre, jf. Vejledende regler for god presseskik, punkt C.4. Pressenævnet lagde til grund, at medlemskortet var fremlagt under et retsmøde i Tønder-sagen. Nævnet fandt herefter, at det fremlagte medlemskort til [K] direkte havde med sagen at gøre, og Jyllands-Posten havde ikke tilsidesat god presseskik ved at omtale forholdet.
Pressenævnet fandt videre, at oplysningen om, at faderen i en pædofilisag var i besiddelse af et medlemskort til [K] kunne være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for foreningen. Nævnet fandt imidlertid, at det af udsagnet ”foreningen vil ikke sættes i forbindelse med Tønder-sagen. Derfor kan faderen nu se frem til en eksklusions-sag” fremgik, at [K] tog afstand fra de seksuelle krænkelser, sagen vedrørte. Nævnet udtalte ikke kritik af det bragte.