Legislator Case Law & Legislation
W20070930325 DK

Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-460

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2007 9303 Valid

Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-460

[K] har ved talsmand [A] klaget til Pressenævnet over en artikel i Ekstra Bladet den 12. december 2006, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Ekstra Bladet bragte den 12. december 2006 forsideoverskriften ”Satanist-sex med lille pige” og med mindre typer ” ’Jeg er søn af Fanden’ sagde far mens han misbrugte grædende datter”.

Samme dag inde i avisen bragte Ekstra Bladet under overskriften ”Tønder-far søn af Satan” og underoverskriften ”DYSTER AFSLØRING: Tog halskæde fra Satan–kult på, når han sexmisbrugte sin grædende datter” en artikel, hvoraf bl.a. følgende fremgår

”Den 47-årige far i Tønder-sagen var i flere perioder af sit liv særdeles optaget af satanisme og voodoo. Han var ikke blot medlem af foreningen [K]. Han gik også rundt med en kæde med Satan-symboler om halsen. Der er tale om det såkaldte pentagram, der forestiller en stjerne i en ring.

Tror kun på Fanden

Symbolet er et af de mest brugte blandt satanister.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger tog faderen ligefrem halskæden på, når han misbrugte den ældste datter seksuelt.

- Jeg er medlem af en Satan-klub, hvor man kun tror på Fanden. Jeg er en af Fandens børn, sagde faderen på et tidspunkt til sin grædende datter, mens han misbrugte hende seksuelt.

Der gik et sus gennem retssalen i Tønder Byret i går, da anklager Helle Just Christensen til alles overraskelse pludselig fremviste faderens medlemskort til [K].

Kun få tilhørere i den fyldte retssal kendte til denne dunkle side i Tønder-faderens sind.

Bange for onde ånder

Ifølge Ekstra Bladets kilder fandt familien et medlemsblad fra [K] i en skrivebordskuffe, da man sidste efterår skulle rydde op i hjemmet efter faderen.

Da den 47-årige mand blev anholdt 24. august sidste år, bar han også halskæden fra Satan-dyrkelsen. På det tidspunkt havde den 73-årige pensionist [B] netop været på besøg i ejendommen, hvor han havde sex-misbrugt den 11-årige pige.

Andre kilder fortæller, at Tønder-faderen i de senere år blev mere og mere optaget af satanisme og voodoo. Måske i et forsøg på at finde et svar på, hvorfor han indeholdt så megen ondskab, der ramte både hustru og børn.”

På samme side bragte Ekstra Bladet under overskriften ”Satanister: Ud med ham” følgende artikel

”Danmarks mest forhadte mand får det sorte kort af [K].

Det okkulte broderskab med 3-400 medlemmer vil hurtigst muligt lyse Tønder-sagens førstebøddel BS i band.

Talsmanden for foreningen [K], [A], Aalborg, siger til Ekstra Bladet, at den sextiltalte Tønder-far under alle omstændigheder er fortid.

- Principielt udtaler vi os ikke om medlemsforhold til offentligheden, men jeg tør godt love, at han ingen fremtid har i [K].

- Politiet er velkomne til at tjekke, om den person, du nævner, er medlem hos os, men de har ikke henvendt sig, siger [A], der samtidig antyder, at BS kan have forfalsket sit medlemskort.

- Jeg kan dog godt røbe, at såfremt han skulle figurere på medlemslisten, så bliver han omgående ekskluderet.

- Hvis han har fået en ide om, at satanisme har noget at gøre med seksuel udnyttelse af børn, har han ikke fattet en brik af foreningens formål.

- Pædofile har intet at gøre her, siger [A].”

2. Partens synspunkter

[K] har anført, at Ekstra Bladet har tilsidesat de Vejledende regler for god presseskik, punkt C.4, ved at fremhæve, at faderen i Tønder-sagen angiveligt skulle være medlem af [K]. Medlemskortet er uvæsentligt for sagen, hvilket er bekræftet af anklageren i sagen, Helle Just Christensen. Medlemskortet skulle påvise datterens gode hukommelse. Oplysningen er imidlertid brugt til at nedgøre [K] og dets medlemmer og forbinde foreningen med en aktuel pædofilisag.

Ekstra Bladet har indledningsvis oplyst, at Helle Just Christensen i retten fremviste faderens medlemskort til foreningen [K], og datteren oplyste under sagen, at hendes far påberåbte sig at være barn af Satan, mens han misbrugte hende.

Ekstra Bladet har anført, at avisen omtalte faderens medlemskort til foreningen [K] i et forsøg på at forklare bevæggrundene for faderens adfærd. Foreningens talsmand har haft lejlighed til at udtale sig om faderens medlemskab i artiklen med overskriften ”Satanister: Ud med ham”.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jesper Rothe, Finn Rowold, Lene Sarup og Marianne Druedahl.

Pressenævnet finder, at [K] er en gruppe af personer, der på et objektivt konstaterbart grundlag er afgrænset over for omverdenen, hvorfor [K] har partsstatus. Nævnet finder videre, at [K] er omtalt i artiklerne på en sådan måde, at foreningen har retlig interesse i at klage til Pressenævnet.

I en retsreportage bør det undgås at nævne personers trosbekendelse eller organisationsforhold, medmindre dette direkte har med sagen at gøre, jf. Vejledende regler for god presseskik, punkt C.4. Pressenævnet lægger til grund, at medlemskortet er fremlagt under et retsmøde i Tønder-sagen. Nævnet finder herefter, at det fremlagte medlemskort til [K] direkte har med sagen at gøre, og Ekstra Bladet har derfor ikke tilsidesat god presseskik ved at omtale forholdet.

Pressenævnet finder, at oplysningen om, at faderen i en pædofilisag var i besiddelse af et medlemskort til [K], kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K]. Nævnet finder imidlertid, at [K] ved talsmand [A] har fået forelagt oplysningen, og Ekstra Bladet har bragt foreningens kommentar hertil, navnlig med udsagnene ”såfremt han skulle figurere på medlemslisten, så bliver han omgående ekskluderet”, ”hvis han har fået en ide om, at satanisme har noget at gøre med seksuel udnyttelse af børn, har han ikke fattet en brik af foreningens formål” samt ”pædofile har intet at gøre her”. Nævnet udtaler ikke kritik af det bragte.

Afgjort den 26. marts 2007.

Endelig adm. afgørelse 2007 9303 Valid

Resumé

Klager – en forening - klagede over artikel bragt i Ekstra Bladet.

Pressenævnet fandt, at [K] var en gruppe af personer, der på et objektivt konstaterbart grundlag var afgrænset over for omverdenen, hvorfor [K] havde partsstatus. Nævnet fandt videre, at [K] var omtalt i artiklerne på en sådan måde, at foreningen havde retlig interesse i at klage til Pressenævnet.

I en retsreportage bør det undgås at nævne personers trosbekendelse eller organisationsforhold, medmindre dette direkte har med sagen at gøre, jf. Vejledende regler for god presseskik, punkt C.4. Pressenævnet lagde til grund, at medlemskortet var fremlagt under et retsmøde i Tønder-sagen. Nævnet fandt herefter, at det fremlagte medlemskort til [K] direkte havde med sagen at gøre, og Ekstra Bladet havde derfor ikke tilsidesat god presseskik ved at omtale forholdet.

Pressenævnet fandt, at oplysningen om, at faderen i en pædofilisag var i besiddelse af et medlemskort til [K], kunne være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K]. Nævnet fandt imidlertid, at [K] ved talsmand [A] havde fået forelagt oplysningen, og Ekstra Bladet havde bragt foreningens kommentar hertil, navnlig med udsagnene ”såfremt han skulle figurere på medlemslisten, så bliver han omgående ekskluderet”, ”hvis han har fået en ide om, at satanisme har noget at gøre med seksuel udnyttelse af børn, har han ikke fattet en brik af foreningens formål” samt ”pædofile har intet at gøre her”. Nævnet udtalte ikke kritik af det bragte.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →