Klage over ansøgning om dispensation fra bopælspligten
Statutory Text (3 Articles)
Klage over ansøgning om dispensation fra bopælspligten
Direktoratet for FødevareErhvervs skrivelse af 26. april 2006 , j. nr. 3101-065-05-2718.
»---
I brev af 23. august 2005 har De klaget over, at Jordbrugskommissionen for Ringkøbing Amt den 16. august 2005 har fastholdt et meddelt afslag på en ansøgning om dispensation fra bopælspligten på landbrugsejendommen S, som De har ønsket suppleret med 8,5 ha.
Direktoratets afgørelse
Indledningsvis skal Direktoratet for FødevareErhverv beklage den lange sagsbehandlingstid.
Direktoratet for FødevareErhverv finder, at det er en mangel, at jordbrugskommissionens afgørelse ikke indeholder en uddybende begrundelse, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24, herunder en angivelse af, om afgørelsen på grund af tidspunktet for retshandelen bør behandles efter nugældende eller tidligere landbrugslov. Herudover finder direktoratet, at jordbrugskommissionen bør tage stilling til det retlige spørgsmål om, hvorvidt afslaget på dispensation fra bopælspligten findes at være proportionalt i forhold til sagens konkrete omstændigheder.
Direktoratet hjemviser derfor sagen til fornyet behandling, jf. nedenfor for en uddybende redegørelse for sagens forløb og baggrunden for direktoratets afgørelse.
Redegørelse for sagen
Sagens forhistorie
I forbindelse med R's erhvervelse af V har De erhvervet 8,5 ha fra V til supplering af Deres landbrugsejendom S, der herefter udgør 118,6 ha.
Jordbrugskommissionen for Ringkøbing Amt meddelte den 27. januar 2004, at der ikke kunne forventes tilladelse til det ansøgte, idet det fremgik, at De ikke ville opfylde bopælspligten på den supplerede ejendom. De bebor således ikke landbrugsejendommen S, men N, som ikke er en landbrugsejendom. Ved en supplering af en landbrugsejendom efter § 13 i landbrugsloven, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 598 af 15. juli 1999, indtræder der en ny 8-årig bopælspligt på den supplerede landbrugsejendom, der skal opfyldes af erhververen/ejeren. (Tilsvarende krav gælder efter den nugældende lovgivning, jf. § 2, stk. 6, i bekendtgørelse nr. 421 af 3. juni 2005 om reglerne i lov om landbrugsejendomme.)
Det meddeltes samtidig, at kommissionen fandt, at der ikke forelå sådanne særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation for bopælspligten på den supplerede ejendom.
Herefter fremsendte De brev og erklæring af henholdsvis den 12. juli og 27. juli 2004 om at ville opfylde bopælspligten inden 6 måneder fra en evt. erhvervelse af suppleringsjord.
Jordbrugskommissionen meddelte herefter ved brev af 20. august 2004, at der kunne forventes meddelt tilladelse til at overføre det ønskede areal, hvis der efter annoncering ikke fremkommer ønsker fra naboer, der kan godkendes efter landbrugslovens § 13 som fortrinsstillede til arealet, (jf. § 29, stk. 2, efter den nugældende lov nr. 435 af 9. juni 2004 om landbrugsejendomme).
Herudover bemærkes, at det af jordbrugskommissionens afgørelse af 16. august 2005 tillige fremgår, at der er flere nabolandmænd, der er interesserede i jorden og er meddelt, at de kan forvente tilladelse til at supplere deres ejendomme med arealet.
Aktuel sag
I brev af 17. juni 2005 har De søgt om dispensation fra bopælspligten ved den omhandlede supplering.
I en uddybende redegørelse gør De bl.a. opmærksom på, at De er 81 år og kontraktligt berettiget til at bebo Deres nuværende bolig, der tidligere var aftægtshus til Deres landbrugsejendom M. Huset ejes nu af Folkeuniversitetscenteret. Deres postadresse er N. Af sagen fremgår, at Folkeuniversitetscenteret i 1987 købte ejendommens bygninger af Dem, men at De - for at have et stuehus til Deres landbrugsejendom - tilbagekøbte S, som tidligere havde hørt til ejendommen, men i 1912 var blevet frastykket ejendommen M. Deres nuværende bopæl ligger ca. 15 meter fra skellet til Deres landbrugsejendom.
De oplyser, at De er 3. generations ejer af landbrugsejendommen M, som De i 1973 overtog fra Deres mor. De oplyser, at Deres bedstefar købte gården 1905.
Det fremgår af det fremsendte, at den påtænkte løsning til opfyldelse af bopælspligten ved at tilbagesælge N, hvor De bor nu, til sammenlægning med Deres landbrugsejendom S og derved at opfylde bopælspligten derfra, siden har vist sig at være kompliceret og medføre en del omkostninger.
Det fremgår endvidere af sagen, at Jens Kirk (MF) har været inddraget i sagen, og at Fødevareministeriet i denne sammenhæng har meddelt, at det umiddelbart er vurderet, at der bør kunne dispenseres fra bopælspligten.
Jordbrugskommissionen har den 16. august 2005 fastholdt den tidligere afgørelse efter 1999- loven af 27. januar 2004, hvor kommissionen fandt, at der ikke foreligger sådanne særlige forhold, der kan begrunde en dispensation for bopælspligten på den supplerede ejendom, og idet der ved den fremsendte ansøgning ikke er fremkommet nye oplysninger til sagen, der kan begrunde en ændring af den tidligere trufne afgørelse. Jordbrugskommissionen redegør ikke for forholdet til landbrugsloven af 2004 og begrunder ikke yderligere, hvorfor man ikke finder, at der foreligger særlige forhold.
I brev af 23. august 2005 har De klaget over afgørelsen. De fremhæver især
1) Deres egen og Deres slægts stærke tilhørsforhold til M,
2) Deres store ønske om at fremtidssikre landbrugsejendommen med en god arrondering og et velbeliggende stuehus, og
3) Deres fremadrettede perspektiv på udviklingen i landdistrikter ved at støtte Folkeuniversitetet som et eksempel på, at en moderne uddannelses- og kulturinstitution kan vokse frem på landet.
Deres anmodning om dispensation understøttes af bestyrelsen for Folkeuniversitetscenteret. Folkeuniversitetscenteret fremhæver især de forhold i 2004-lovens § 17, stk. 2 og 7, om at ejendommen i længere tid har været i slægtens eje og hensyn til videnskabelige, undervisningsmæssige forhold.
De henviser endelig til, at der i forbindelse med sagsbehandlingen har været nogle kommunikationsmæssige vanskeligheder omkring ordene »ikke vil opfylde sin bopælspligt«, idet De fejlagtigt havde troet, at dette hentydede til de hidtidige forhold. De beklager således Deres andel i heraf opståede misforståelser.
Bestyrelsen for Folkeuniversitetscenteret har pr. 17. august 2005 til Deres klage over jordbrugskommissionens afgørelse bl.a. tilføjet, at det er af vital betydning, at De bebor N, og at Deres køb af suppleringsjorden skete efter udtrykkeligt ønske fra centerbestyrelsens side ud fra historiske og fremtidige kultur- og miljømæssige hensyn og for at sikre landbrugsejendommen en smuk arrondering.
Jordbrugskommissionen har den 5. oktober 2005 fremsendt klagen hertil, idet kommissionen fastholder afgørelsen.
Jordbrugskommissionen har i afgørelsen til Dem som begrundelse anført, »at der ikke foreligger sådanne særlige forhold, der kan begrunde en dispensation fra bopælspligten på den supplerede ejendom, og idet der ved den fremsendte ansøgning ikke er fremkommet oplysninger til sagen, der kan begrunde en ændring af den tidligere trufne afgørelse.«
Af sagen fremgår desuden, at jordbrugskommissionens sekretariat til jordbrugskommissionens møde den 4. oktober 2005 anførte følgende bemærkninger i et notat, hvoraf kopi er fremsendt til Direktoratet for FødevareErhverv med henblik på behandling af Deres klage
»Der henvises i klagebrevet til landbrugslovens § 17, stk. 2 og 7.
Af stk. 2 fremgår, at der kan dispenseres for bopælskravet ved erhvervelse af en slægtsejendom (krav: været i slægtens eje mindst 75 år eller 3 generationer og der ikke er sket væsentlige suppleringer af ejendommen inden for de seneste år).
Af stk. 7, nr. 3, fremgår det, at der kan dispenseres for erhvervelsesbetingelserne, når erhvervelsen sker med henblik på særlige formål, herunder anvendelse til videnskabelige, undervisningsmæssige, almene sociale, sundhedsmæssige eller almene rekreative formål.
I nærværende sag erhverves arealet efter det oplyste til landbrugsmæssig drift.«
Det fremgår imidlertid ikke af jordbrugskommissionens brev af 5. oktober 2006, om sagen er blevet behandlet efter loven af 2004, eller om sagen alene er behandlet efter loven af 1999.
Redegørelse for direktoratets afgørelse
Jordbrugskommissionens afgørelse kan påklages til Direktoratet for FødevareErhverv for så vidt angår retlige spørgsmål, mens skønsmæssige spørgsmål ikke kan påklages, jf. § 16 i bekendtgørelse nr. 863 af 19. august 2004 om regionale jordbrugskommissioner mv. I et retligt spørgsmål kan bl.a. indgå en vurdering af, om skønnet er udøvet inden for rammerne af lovgivningen og almindelige retsprincipper. Direktoratet har i sin afgørelse således lagt ovennævnte forhold til grund og har vurderet følgende forhold i relation til lov nr. 435 af 9. juni 2004
Lovens § 17, stk. 2 (slægtens eje)
I Deres klagebrev af 23. august 2005 fremhæver De, at ejendommen i længere tid har været i slægtens eje. De har ifølge det af Dem oplyste ejet ejendommen siden 1973, hvor De overtog den efter Deres mor. Jordbrugskommissionens sekretariat fortolker lovens § 17, stk. 2, således, at der kan dispenseres ved erhvervelse af en slægtsejendom, og dermed modsætningsvis ikke ved erhvervelse af suppleringsjord.
Efter lovens § 29, stk. 1, nr. 3), skal erhververen ved køb af suppleringsjord opfylde de personlige erhvervelsesbetingelser i henhold til §§ 12, 16 og 20. Til disse erhvervelsesbetingelser er der i lovens § 17 knyttet dispensationsmuligheder, hvorefter en slægtsejendom, der ønskes overdraget til en anden slægtning, er omfattet af dispensationsbestemmelsen. Direktoratet er således enig med jordbrugskommissionens sekretariat i, at denne dispensationsbestemmelse ikke fortolkes udvidende og derfor ikke finder anvendelse i forbindelse med erhvervelse af suppleringsjord, idet hensynet bag dispensationsmuligheden gælder erhvervelse af selve slægtsejendommen og ikke tillige af suppleringsjord hertil.
Lovens § 17, stk. 7, nr. 3 (videnskabelige, undervisningsmæssige forhold)
Efter lovens § 17, stk. 7, nr. 3, kan der dispenseres, når erhvervelsen sker med henblik på særlige formål, herunder anvendelse til videnskabelige, undervisningsmæssige, almene sociale sundhedsmæssige eller almene rekreative formål.
Jordbrugskommissionens sekretariat henviser til, at Deres erhvervelse af suppleringsjord sker til jordbrugsmæssige formål, og dermed at Deres tilknytning til Folkeuniversitetscenteret ikke berører muligheden for at anvende denne dispensationsmulighed i denne sammenhæng, hvilket direktoratet er enig i.
Reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord (2004-lovens §§ 31-33)
Sekretariatet for jordbrugskommissionen har som ovenfor omtalt i et notat til brug for mødet i jordbrugskommissionen den 4. oktober 2005 overvejet muligheden for dispensation efter § 17, stk. 2 og 7, i landbrugsloven af 2004. Sekretariatet eller jordbrugskommissionen har derimod ikke taget stilling til, hvorvidt reglerne i 2004-loven om fortrinsstilling til suppleringsjord, herunder hovedejendomsreglen, kan bringes i anvendelse.
Andre særlige forhold og dispensationsovervejelser
Af § 72, stk. 2, nr. 6, i cirkulære nr. 36 af 3. juni 2005 om lov om landbrugsejendomme fremgår derudover, at betingelserne for erhvervelse af den supplerede ejendom, herunder bopælskrav, kan fraviges, når særlige forhold taler for det. Dette gælder således bl.a., hvor der er tale om mindre arealer, særlig god arrondering mv.
Af sagens kortbilag fremgår således, at suppleringen af Deres ejendom på ca. 110 ha med de 8,5 ha giver en særlig god arrondering, idet arealet ligger i et hjørne i umiddelbar tilknytning til Deres ejendom og langs en landevej. Af sagen fremgår imidlertid ikke, at jordbrugskommissionen har overvejet dispensationsadgangen i cirkulærets § 72, stk. 2, nr. 6.
For så vidt øvrige særlige forhold henviser De til, at der er tale om en atypisk situation, og at det helt gennemgående synspunkt såvel fra Deres som centerbestyrelsens side har været at fremtidssikre en helhedsudvikling af området til gavn for såvel landbruget som for det i 1987 etablerede Folkeuniversitetscenter, der er med til at støtte en fremtidig landdistriktsudvikling. Med erhvervelsen af suppleringsjord til Deres landbrugsejendom henviser De tillige til landbrugsmæssige, historiske og kulturelle perspektiver i en fremtidssikring af området. Samtidig ønsker De ved at blive boende i Deres nuværende bolig at støtte Folkeuniversitetscenteret, som De ser som et eksempel på, at en moderne uddannelses- og kulturinstitution kan vokse frem på landet, og herved have et fremadrettet perspektiv på udviklingen af landdistrikterne. Dette støttes af Folkeuniversitetets bestyrelse.
Direktoratet for FødevareErhverv kan være enig med Dem i, at der er tale om en atypisk situation, men må dog samtidig henvise til, at dette ikke i sig selv nødvendigvis kan begrunde en dispensation i overensstemmelse med landbrugslovens formålsbetragtninger. Hvorvidt en dispensation kan gives, beror således på et skøn, der udøves af jordbrugskommissionen, jf. nedenfor.
Imidlertid finder Direktoratet for FødevareErhverv, at jordbrugskommissionen bl.a. må overveje, om kravet om sammenlægning af beboelsesejendommen, hvor De bor, med landbrugsejendommen M kan frafaldes eller erstattes af et mindre byrdefuldt vilkår, idet bopælspligten i Deres ejertid rent faktisk opfyldes i umiddelbar nærhed af landbrugsejendommen, og suppleringsarealets størrelse og beliggenhed må indgå i vurderingen, idet de arronderingsmæssige forhold også må tages i betragtning. Ved ejerskifte skal bopælspligten naturligvis opfyldes efter reglerne i lov om landbrugsejendomme.
Sagsbehandlingen (Begrundelse og sagens oplysning)
Inden for rammerne af lovgivningen og almindelige retsprincipper, herunder proportionalitetsprincippet, vil der i den givne situation således være tale om et skøn, der udøves af jordbrugskommissionen. Dette skøn skal tillige indeholde en afvejning af de forskellige elementer, der er lagt til grund for afgørelsen såvel i forhold til det konkrete regelsæt som til særlige forhold, der på relevant vis kan gøres gældende i den konkrete sag.
Kun retlige spørgsmål kan således påklages til Direktoratet for FødevareErhverv. Jordbrugskommissionen begrunder sin afgørelse under henvisning til, at man finder, at der ikke foreligger sådanne særlige forhold, der kan begrunde en dispensation fra bopælspligten på den supplerede ejendom.
Efter forvaltningslovens § 22 skal en skriftlig afgørelse, der ikke giver parten fuldt ud medhold, være ledsaget af en samtidig begrundelse. Kravene til begrundelsens indhold fremgår af forvaltningslovens § 24. Herefter skal en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
En begrundelse skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold.
En afgørelse, der alene er begrundet i, at De ikke har bopæl på den supplerede landbrugsejendom, kan derfor være i strid med proportionalitetsprincippet, idet en sagligt begrundet afgørelse skal stå i et rimeligt forhold til formålet med reglerne, og et mere bebyrdende indgreb må ikke benyttes, når et mindre bebyrdende indgreb er tilstrækkeligt. Afgørelsen må i øvrigt tillige bero på, om reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord er til hinder for, at der meddeles tilladelse til den ansøgte supplering, herunder om reglerne i 1999- loven eller i 2004-loven skal bringes i anvendelse. Henvisningen skal være præcis med angivelse af efter hvilken paragraf og evt. stykke og litra eller nummer afgørelsen er truffet.
Sammenfattende finder Direktoratet for FødevareErhverv, at afgørelsen bør indeholde en uddybende begrundelse, herunder en angivelse af, om afgørelsen på baggrund af retshandelstidspunktet bør behandles efter nugældende eller tidligere landbrugslov, herunder hvorvidt reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord kan bringes i anvendelse. Herudover finder direktoratet, at der bør tages stilling til det retlige spørgsmål om, hvorvidt afslaget på dispensation fra bopælspligten findes at være proportionalt i forhold til sagens konkrete omstændigheder. Dette indebærer således tillige et krav om udbygning af jordbrugskommissionens begrundelse for afgørelsen.
Direktoratet har derfor hjemvist sagen til fornyet behandling. Direktoratets afgørelse kan efter § 16, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 863 af 19. august 2004 om regionale jordbrugskommissioner mv. ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Med venlig hilsen
---«
1 Peter Mortensen, Landbrugsloven – Landbrugets retsforhold II (2005), s. 304 f.
Resumé
Jordbrugskommissionen havde meddelt afslag på en ansøgning om dispensation fra bopælspligten på en landbrugsejendom, som klageren K ønskede suppleret med 8,5 ha. Direktoratet for FødevareErhverv fandt, at det var en mangel, at jordbrugskommissionens afgørelse ikke indeholdt en uddybende begrundelse, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24. Direktoratet fandt, at jordbrugskommissionen burde tage stilling til det retlige spørgsmål om, hvorvidt afslaget på dispensation fra bopælspligten fandtes at være proportionalt i forhold til de konkrete omstændigheder. Direktoratet hjemviste derfor sagen til fornyet behandling. 1