Tendenser i afgørelser efter serviceloven - af Peter Korsgaard\n(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3, november 2006)

Tendenser i afgørelser efter serviceloven - af Peter Korsgaard

(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3, november 2006)

Det skal indledningsvis bemærkes, at Ankestyrelsen ikke har medtaget alle indsendte afgørelser i nærværende artikel, idet der foretages en udvælgelse ud fra sagernes generelle indhold og vejledningsværdi.

Servicelovens § 15 - Betalingsforpligtelse ved indflytning

En mand flyttede ind på den adresse, hvor datteren boede, samme dag som moderen flyttede ud. Kommunen sendte en opkrævning til manden for daginstitutionsplads. Manden ville ikke betale, da han mente, at han først overtog forpligtelsen fra den næste måned.

Nævnet fastholdt kommunens afgørelse med den begrundelse, at det fremgik af § 118, stk. 1, at den der modtog hjælpen efter serviceloven, skulle betale for den hjælp han modtog.

Det var ikke oplyst, om faderen havde del i forældremyndigheden.

Ankestyrelsens bemærkninger

Vi har i SM O-5-92 meldt ud, at en far, som var samlevende med moderen til sit barn, ikke kunne anses for at hæfte for betalingen for barnets institutionsplads, når han ikke havde del i forældremyndigheden.

Denne situation svarer ikke til den omtalte fra nævnet. I ovennævnte SM boede forældrene sammen, og ingen af parterne var pålagt bidragspligt overfor barnet.

I SM O-20-94 har vi meldt ud, at det påhvilede B Kommune, hvor faderen opholdt sig med barnet, som var i privatpleje hos faderen, at opkræve daginstitutionspladsbetaling. Der blev lagt vægt på, at faderen havde indmeldt barnet i institution og som led i plejeforholdet var berettiget til alle offentlige børneydelser, samt at moderen var pålagt bidragspligt overfor barnet, hvilket sædvanligvis betragtes som en tilstrækkelig opfyldelse af forsørgelsespligten.

Vi har ikke taget stilling til den beskrevne situation, og vi ville formodentlig have antaget den til principiel behandling, hvis den var blevet påklaget.

Servicelovens § 38 – Garantiforskrift

En kommune havde givet afslag på døgnplads til en dreng, der var infantil autist. Der forelå ikke en § 38-undersøgelse i sagen. Der var i sagen kun en udtalelse fra en overlæge fra børneafdelingen på et sygehus.

Det sociale nævn udtalte, at reglen i servicelovens § 38 er en sagsbehandlingsregel, der har karakter af en garantiforskrift, som har til formål at sikre, at der træffes en indholdsmæssig rigtig afgørelse. Manglende overholdelse af en garantiforskrift indebærer, at der er en formodning for, at en afgørelse indholdsmæssigt er påvirket af den manglende overholdelse af reglerne. Afgørelsen er derfor ugyldig, medmindre det konkret kan afkræftes, at manglen har påvirket afgørelsens resultat.

Nævnet fandt, at denne formodning ikke var afkræftet i sagen. Nævnet fandt, at det ikke kunne udelukkes, at drengen trængte til støtte, hvorfor kommunen var forpligtet til at lave en § 38-undersøgelse.

Ankestyrelsens bemærkninger

Efter servicelovens § 38 er kommunen forpligtet til at undersøge forholdene, når det må antages, at barnet eller den unge trænger til særlig støtte.

Efter servicelovens § 40, stk. 2, kan støtte kun iværksættes efter gennemførelse af en undersøgelse, jf. §§ 38 og 39, med mindre særlige forhold gør sig gældende.

Det fremgår af Ankestyrelsens praksisundersøgelse om frivillige foranstaltninger – servicelovens § 40, februar 2005, at der i næsten en fjerdedel – 24 procent – af de 75 sager i undersøgelsen enten ikke var iværksat en § 38-undersøgelse (15 procent), eller undersøgelsen samlet set var utilstrækkelig (9 procent). Ankestyrelsen var enig i kommunernes vurdering af behovet for støtte, men sagsbehandlingsreglerne om blandt andet udarbejdelse af en § 38-undersøgelse sås ikke at være fast indarbejdet i den kommunale sagsbehandling.

Vi har ikke haft en lignende sag. Vi ville formentlig have antaget sagen til principiel behandling, hvis den var blevet indbragt for Ankestyrelsen.

Servicelovens § 73 – Socialpædagogisk bistand

En 60-årig kvinde med en kronisk depression havde været tilknyttet et bostøttetilbud, da hun havde behov for støtte til at få struktur på dagen og en mere normal døgnrytme. Endvidere havde hun haft behov for støtte til praktiske ting som f.eks. indkøb. Ca. ½ år før hun fyldte 60 år, begyndte kommunen at arbejde hen imod en afslutning af tilbuddet, idet visitationen ifølge kommunen var skærpet efter dette tidspunkt.

Kommunen traf afgørelse om at afslutte tilbuddet, bl.a. med den begrundelse, at kvinden var i gang med forskellige aktiviteter og nu havde fået mere overskud.

Nævnet var ud fra en konkret vurdering enig heri. Det var indgået i nævnets vurdering, at kommunen havde foretaget en konkret vurdering af kvindens behov og sammenholdt det med kommunens generelle retningslinier vedrørende socialpædagogisk støtte.

Ankestyrelsens bemærkninger

Der findes kun 1 SM på området. I C-22-03 fandt Ankestyrelsen, at en bestemt boform ikke var til hinder for at yde støtte i form af socialpædagogisk bistand til scleroseramt kvinde.

Af vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap fremgår, at der kan være tale om et bredt spektrum af socialpædagogiske og andre støtteforanstaltninger. Det fremgår ikke, at der kan foretages en skærpet visitation efter det fyldte 60. år. Dette skønnes ikke at være lovligt.

Vi ville formentlig have antaget sagen til principiel behandling, hvis den var blevet indbragt for Ankestyrelsen.

Servicelovens § 84 – Bevilling af køleskab

En kommune gav afslag på hjælp til køb af et nyt køleskab i forbindelse med ansøgers indflytning i en ny bolig.

Det var oplyst, at kommunen havde ydet ansøger hjælp til boligskift efter serviceloven. Det var tillige oplyst, at ansøgers tidligere bolig var sat til salg med alle hårde hvidevarer og at der ikke fandtes et køleskab i ansøgers nye bolig.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at der var tale om en nødvendig merudgift, som var opstået fordi ansøger, på grund af sin varigt nedsatte funktionsevne, havde måttet fraflytte sin tidligere bolig, og at udgiften til et nyt køleskab ikke ville være fremkommet såfremt flytningen ikke skete. Nævnet lagde vægt på, at ansøger ikke havde rådighed over et køleskab i forbindelse med indfl ytningen i sin nye bolig, idet han havde sat sin tidligere bolig til salg inklusive boligens hvidevarer. Det indgik i vurderingen, at det gamle køleskab ikke ville kunne placeres i ansøgers nye køkken, medmindre der blev lavet en boligændring.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke taget stilling til en tilsvarende problemstilling.

Ankestyrelsen har på det foreliggende ikke bemærkninger til nævnets afgørelse.

Servicelovens § 94 – Fastsættelse af betaling

En kommune gav afslag på en beboers ansøgning om økonomisk hjælp efter aktivlovens § 81 til kostudgifter i forbindelse med ophold i et midlertidigt botilbud efter servicelovens § 94. Det var oplyst, at beboeren havde opretholdt sin tidligere bolig.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet lagde til grund, at betalingen for beboerens kost var fastsat af amtskommunen i henhold til Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for botilbud mv. Det fremgik af disse regler at beboere, der bevarede egen bolig under opholdet, som udgangspunkt ikke betalte for boligen, og at betalingen i øvrigt skulle fastsættes således, at der blev taget hensyn til de udgifter i forbindelse med opretholdelsen af bolig og således, at beboerne havde mulighed for at opfylde deres hidtidige forpligtelser, samt at de havde et rimeligt beløb til personlige fornødenheder.

Nævnet fandt, at betalingen for opholdet skulle fastsættes og reguleres efter ovennævnte bekendtgørelse. Der var derfor ikke hjemmel til at yde hjælp til betalingen efter trangsbestemmelserne i aktivloven.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke taget stilling til en tilsvarende problemstilling. Ankestyrelsen vurderer dog umiddelbart, at nævnets afgørelse er i overensstemmelse med reglerne.

Servicelovens § 98 – Diktafon og egen betaling

En kommune havde bevilget en blind ansøger en diktafon som et forbrugsgode med 50 procents egenbetaling, jf. servicelovens § 98, stk. 4.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Begrundelsen var, at ansøger benyttede diktafonen efter dens formål, dvs. optagelse og afspilning af det indtalte. Der var således ikke andre anvendelsesmuligheder eller fordele ved diktafonen, som ansøger havde mulighed for at udnytte. Nævnet henviste til punkt 42 i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998, hvorefter de ganske særlige tilfælde, hvor der kunne ydes hjælp til den fulde anskaffelsespris, især drejede sig om forbrugsgoder i form af computere og andet elektronisk udstyr i tilfælde, hvor udstyret i væsentlig grad kunne afhjælpe en nedsat kommunikationsevne, og hvor den pågældende på grund af den nedsatte funktionsevne ikke havde mulighed for at udnytte de øvrige anvendelsesmuligheder og fordele, der lå i udstyret.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen fi nder, at nævnets afgørelse ikke er i overensstemmelse med loven og Ankestyrelsens praksis.

Det følger således af servicelovens § 98, stk. 6 sammenholdt med bestemmelserne i hjælpemiddelbekendtgørelsen, at et produkt udelukkende fungerer som et hjælpemiddel, hvis ansøgers anvendelse af produktet alene er begrundet i handicappet. Da en diktafon alene kan anvendes til optagelse og afspilning, og da ansøgeren i den konkrete sag netop grundet sit handicap skulle anvende diktafonen til disse formål, ville ansøgeren være berettiget til at få hjælp til hele anskaffelsessummen.

Der henvises til SM C-25-06, hvor Ankestyrelsen fandt, at en tohjulet cykel med hjælpemotor var et forbrugsgode, der udelukkende fungerede som et hjælpemiddel. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der for kvinden ikke var tilknyttet nogen forbrugsgodeværdi til cyklen, og at hendes alternativ til at benytte cyklen til at komme omkring med i nærmiljøet ville være benyttelse af et egentligt hjælpemiddel.

Servicelovens § 98 – Afgrænsning til behandlingsredskaber

En kommune havde givet en ansøger afslag på at få hjælp til en Airex-måtte til ansøgers 2-årige handicappede søn. Kommunen lagde vægt på, at måtten skulle betragtes som et trænings-/behandlingsredskab.

Det var oplyst, at måtten blev anbefalet frem for et tæppe eller en almindelig madras fordi den kunne understøtte og hjælpe sønnen til kvalitativ bevægelse. Et tæppe kunne skride og en almindelig madras ville være for blød og derved være hæmmende for barnets bevægelse.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet fandt således, at Airex-måtten ikke var et hjælpemiddel, der skulle afhjælpe barnets handicap. Nævnet lagde vægt på, at måtten skulle bruges som underlag, når barnet lå på gulvet, så han ikke gled, og at den skulle understøtte og hjælpe barnet med at udvikle dets fysiske færdigheder.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har truffet fl ere afgørelser om afgrænsningen mellem hjælpemidler/forbrugsgoder og behandlingsredskaber. Der kan henvises til SM C-28-03, hvor Ankestyrelsen fandt, at et Méniett-apparat ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel omfattet af servicelovens hjælpemiddelbestemmelse.

Ankestyrelsen har på det foreliggende ikke bemærkninger til nævnets afgørelse.

Servicelovens § 109b – Fastholdelse i hygiejnesituationer

En kommune havde til nævnet fremsendt en anmodning om godkendelse af, at fastholdelse i hygiejnesituationer fortsatte ud over 6 måneder. Det havde ikke været muligt på nogen måde at motivere pågældende til at acceptere at få hjælp i hygiejnesituationer. Det havde derfor været nødvendigt fortsat at anvende magt for at sikre den helt nødvendige hygiejne langt ud over det normale maksimum på 6 måneder, jf. § 4, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1109 af 12.12.2003. Kommunen havde på nævnets forespørgsel oplyst, at der ikke var indgivet klage over kommunens afgørelse. Sagen blev således fremsendt til nævnet på foranledning af psykiatrien i amtet.

For så vidt angår nævnets kompetence oplyste nævnet med henvisning til servicelovens § 109f, at nævnet ikke havde nogen kompetence til at godkende en afgørelse om fastholdelse i hygiejnesituationer. Nævnet havde ej heller kompetence til at godkende, at afgørelse om fastholdelse fortsatte ud over det i ovennævnte bekendtgørelse fastsatte maksimum på 6 måneder. Nævnet kunne kun tage stilling til en afgørelse efter servicelovens § 109b på grundlag af en klage, jf. § 109i. Da der ikke var indgivet nogen klage over afgørelsen, kunne nævnet derfor ikke behandle sagen.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke haft lejlighed til at forholde sig principielt til nævnenes og Ankestyrelsens kompetence for så vidt angår kommunernes og amtskommunernes afgørelser om fastholdelse, jf. servicelovens § 109b, men det er Ankestyrelsens umiddelbare vurdering, at afgørelser efter denne bestemmelse kun kan behandles i det administrative klagesystem, hvis der er indgivet en klage, jf. servicelovens § 109i, stk. 1. Dette vurderes også at gælde i de tilfælde, hvor fastholdelse fortsætter ud over 6 måneder.

Servicelovens § 109e – Optagelse i særlige botilbud uden samtykke. Ægtefællens betydning

Ankestyrelsen har modtaget en sag om optagelse af en mand i særligt botilbud uden samtykke. Nævnet fandt ikke, at betingelserne for flytning var opfyldt.

Ud fra det foreliggende fandt nævnet det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at manden udsatte sig selv for at lide væsentlig personskade ved at forblive i egen bolig, jf. servicelovens § 109e, stk. 1, nr. 4, ligesom det ikke var godtgjort, at hjælpen ikke kunne gennemføres i den hidtidige bolig.

Borgeren – en ældre mand – var dement og uden sygdomsopfattelse efter en blodprop. Han fremtrådte plaget, fortvivlet og med dårlig nattesøvn.

Det fremgik, at ægtefællen til borgeren i den konkrete sag var meget ophængt og aldrig fik ro, idet manden ønskede hjælp, så snart han vågnede, eller så snart et behov meldte sig. Ægtefællen magtede ikke at modtage mere hjælp fra kommunen, idet hun oplevede det som en ekstra belastning at have medarbejdere fra hjemmeplejen i hjemmet.

Kommunen ydede hjælp i hjemmet 4 gange i døgnet, ydede aflastningsophold og stod til rådighed ved tilkald. Nævnet anførte, at det ikke kunne udelukkes, at ægtefællens og kommunens hjælp betød, at betingelsen om risiko for væsentlig personskade konkret ikke var opfyldt.

I relation til betingelsen om, at der før en eventuel flytning skulle forsøges gennemført hjælp i boligen, anførte nævnet, at kommunen måtte forsøge at tilbyde en hjælp, der kunne aflaste ægtefællen yderligere.

Der skulle ved vurderingen af, om betingelserne for flytning var opfyldt, tages hensyn til mandens behov for hjælp, og hensyn til, hvor han bedst muligt kunne modtage den nødvendige hjælp. Hensynet til ægtefællen skulle også indgå i den samlede afvejning, jf. servicelovens § 109e, stk. 3, navnlig i situationer, hvor den syge blankt afviste at modtage den nødvendige pleje eller omsorg fra ægtefællen.

Nævnet fandt på trods heraf ikke, at der var tilstrækkelig dokumentation for, at hjælpen ikke kunne gennemføres i mandens hidtidige bolig.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen er umiddelbart enig i nævnets afgørelse, herunder i den vægtning, som hensynet til ægtefællen, jf. § 109e, stk. 3, er tillagt i forhold til betingelserne for flytning uden samtykke, jf. § 109e, stk. 1. Det er således Ankestyrelsens vurdering, at betingelserne i § 109e, stk. 1, fortsat skal være opfyldt, før en fl ytning uden samtykke kan ske. § 109e, stk. 3, synes dog at udgøre en lille lempelse i forhold til tidligere.

I forlængelse af ovenstående bemærkninger skal det dog understreges, at Ankestyrelsen ikke ved behandlingen af en konkret sag har haft lejlighed til at forholde sig til vægtningen af servicelovens § 109e, stk. 3, i forhold til betingelserne for flytning.

Resumé

Tendenser i afgørelser efter serviceloven.