Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-415
Statutory Text (2 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-415
Advokat Claus Hanghøj har på vegne af [K] klaget til Pressenævnet over en artikel i Sjællandske den 25. september 2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1. Sagsfremstilling
Sjællandske bragte den 25. september 2006 på forsiden overskriften ”Værdifulde effekter fjernet fra det konkursramte AOF” og med mindre typer ”KORSØR: Tidligere skoleleder på AOF Daghøjskole i Korsør mener, at der skyndsomt er fjernet PH-lamper og andre effekter fra daghøjskolens konkursbo, inden genstandene nåede at blive registreret af boets kurator”.
Samme dag bragte Sjællandske inde i avisen en artikel under overskriften ”Effekter fjernet fra konkursbo” og underoverskriften ”KORSØR: Tidligere skoleleder [A] mødte lørdag op på [adresse] til kommunens ”kæmpesalg” af inventar fra AOF Korsør Daghøjskoles konkursbo. Han kunne konstatere, at der manglede noget og bebuder nu en politianmeldelse.”. I artiklen hedder det bl.a.
”Hvor er PH-lamperne, spurgte tidligere AOF-skoleleder [A] gentagne gange. Men han fik ikke noget tilfredsstillende svar.
[A] var lørdag formiddag mødt op på sin gamle arbejdsplads på [adresse] til kultur- og fritidsafdelingens ”kæmpesalg” af effekter, som afdelingen via kuratoren havde købt fra AOF Daghøjskolens konkursbo.
Det samme var AOF-formand [K], men hendes minespil afslørede, at [A] absolut ikke var nogen kær gæst ved ”kæmpesalget”.
Luften mellem de to var sibirisk kold i de par timer, hvor [A] opholdt sig i de for ham så særdeles velkendte lokaliteter.
PH-lamperne var en del af de genstande fra [adresse], som ikke var med på listen over det inventar fra konkursboet, som kultur- og fritidsforvaltningen har erhvervet for 60.000 kroner plus moms til delvis brug for det gamle kabeldepot.
- Der mangler også tolv nye cykler, seks til herrer og seks til damer, lærermøbler, havebænke og haveredskaber plus dele fra en computer, bemærkede [A] efter nøje at have studeret listen over inventar til salg.
Sjællandske spurgte [K], om hun kendte noget til PH-lamperne og alt det andet, der tilsyneladende var væk. Men det benægtede hun. Og havebænkene udenfor, der ifølge [A] havde været fastgjort til husvæggen, kunne hun slet ikke huske havde stået der.
”
2. Parternes synspunkter
Advokat Claus Hanghøj har anført, at Sjællandske har tilsidesat god presseskik, idet [K] er fejlciteret i artiklen. [K] har ikke udtalt sig om de i artiklen nævnte forhold, men alene oplyst, at hun ikke havde nogen kommentarer.
Sjællandske har afvist at have tilsidesat god presseskik. [K] er korrekt citeret. Hun har, som det fremgår af artiklen, redegjort for nogle forhold, mens hun på andre punkter har afvist at kommentere.
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Niels Grubbe, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Ole Askvig.
Parterne har over for Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt det bragte er en gengivelse af de udtalelser, [K] har fremsat. Pressenævnet kan på grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet ikke fastslå, at [K] er forkert citeret, og der er derfor ikke grundlag for at fastslå, at bladet har tilsidesat god presseskik.
Afgjort den 29. november 2006.
Resumé
Parterne havde over for Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt det bragte var en gengivelse af de udtalelser, [K] havde fremsat. Pressenævnet kunne på grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet ikke fastslå, at [K] var forkert citeret, og der var derfor ikke grundlag for at fastslå, at bladet havde tilsidesat god presseskik.