Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-413
Statutory Text (2 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-413
[K] har klaget til Pressenævnet over nogle artikler i Herning Folkeblad navnlig den 6. oktober 2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1. Sagsfremstilling
Herning Folkeblad bragte den 6. oktober 2006 en artikel under overskriften ”Milliontab på ejendomsskat” og underoverskriften ”Prisen på fire års smøl og forskelsbehandling er foreløbig 1,3 millioner kroner”. I artiklen anføres, at Skattecenter Hernings har glemt at opdatere skattebilletten for nogle ejendomme i et område i Herning, og at dette har medført, at ejerne af nogle ejendomme samlet er sluppet 1,3 millioner kroner billigere i ejendomsskat. I artiklen hedder det videre
” Stort arbejde
Vurderingsrådets ovenstående klageinstans, Skyldrådet, skrev 14. januar 2002 i et klagesvar til tidligere bagermester [A]
” vurderingsrådet har oplyst, at de er påbegyndt arbejdet med at få indarbejdet retlige mulige bebyggelsesprocenter i de enkelte områder udlagt til etagebebyggelse i bl.a. midtbyen. Hvad angår adresserne [vejnavn] 15a-e og 41, vil de retlige bebyggelsesprocenter blive indarbejdet i vurderingen pr. 1. januar 2002.”
Ingen af delene er sket endnu. Og da både Vurderings- og Skyldrådets kompetencer i dag sorterer under den statslige styrelse Skat, falder ansvaret til syvende og sidst tilbage på Skattecenter Herning.”
Samme dag bragte avisen desuden en artikel under overskriften ”Nedlæggelse af råd førte til fadæse i ejendoms-skattesagen” og underoverskriften ”Hængepartier i skatteklageråd gik i glemmebogen, da Skattecenter Herning i 2002 overtog ansvaret for ejendomsvurderingerne”. I denne artikel nævnes nedlæggelse af råd og nævn i 2002 som mulig årsag til problemerne med vurderingerne. Direktøren for Skattecenter Herning erkender ansvaret for vurderingstallene.
Samme dag bragte avisen endelig en artikel under overskriften ”Hårde beskyldninger mod tidligere vurderingsmand” og underoverskriften ”Ejendomsskattesagens hovedperson undrer sig over, at grundejerforeningens formand er sluppet billigt i skat”. I denne artikel hedder det bl.a.
”Tidligere bagermester [A] undrer sig over, at en tidligere vurderingsmand i årevis er sluppet billigere i ejendomsskat, end det var meningen.
Skattemyndighedernes manglende opdatering af ejendomsvurderingen for Dalgashuskarréen har de seneste fire år sparet den tidligere vurderingsmand og nuværende formand for [B], [K], for mere end 100.000 kr.
- Vi har begge en grund på cirka 300 kvadratmeter i gågaden. Men selv om hans grund er bebygget med mange flere kvadratmeter end jeg i yderste instans kan få lov til at bygge på min, slipper han alligevel med det halve i ejendomsskat, siger [A] og konstaterer.
- Det ser både mærkeligt og uheldigt ud.
Efter at have modtaget en skattebillet, som med et var steget til det tredobbelte, tog [A] kontakt til [K] tilbage omkring årsskiftet 1999-2000.
- Jeg ville bare have en forklaring, husker [A].
[K] husker godt mødet med [A], men han erklærer overfor Herning Folkeblad, at han ikke vil udtale sig om sagen på det ikke længere eksisterende vurderingsråds vegne.
[K] henviser til rådsformand John Røjkjær, som i tirsdagens udgave af Folkebladet bekendtgjorde, at han ikke havde en forklaring på, hvorfor [A]s karré skulle vurderes efter det nye individuelle princip, mens andre karréer slap med det gamle billigere princip.
Hvorom alt er, så afviser [K] i dag [A]s insinuation.
- Der var to råd i Herning dengang – det ydre og det indre. Hvis nogen af os havde interesser i en ejendom, så blev vi erklæret inhabile, og dermed overgik vurderingen til det andet råd, påpeger [K].
Ingen særbehandling
Skattecenter Herning overtog i efteråret 2002 kompetencerne og ansvaret for ejendomsvurdering, og den deraf følgende skattefastsættelse i blandt andet Herning Kommune. Siden er der gået fire år, gennem hvilke [K] har sparet over 100.000 kroner i ejendomsskat. Det skyldes, at skattecentret har glemt at opdatere byggeretten for alle ejendomme i Dalgashus-karréen, hvor [K]s ejendom [vejnavn] 15 er beliggende.
Direktøren for Skattecenter Herning afviser i den sammenhæng alle teorier om nepotisme og vennetjenester.
- Nej. Ingen får positiv særbehandling her, og vi har slet ingen forbindelser til de vurderingsråd, som blev opløst dengang, siger skattedirektør Jens-Erik Jørgensen.
Tillægsarealer
[K] mener, at han måske har en logisk forklaring på, hvordan hans og en række andre grunde i gågaden er endt med at være meget mere bebygget, end skattemyndighederne reelt tillader og beregner ejendomsskat efter.
- Jeg mener, at man i tidernes morgen beregnede ejendomsskatten ud fra grundens areal plus nogle såkaldte tillægsarealer, som typisk ikke var bebygget, siger han og uddyber
- Tillægsarealerne er med byens udvikling blevet sløjfet, og på den måde er nogle grunde i dag bebygget med en højere procent end de oprindeligt maksimalt fastsat til, siger [K], der påpeget, at denne teori er en antagelse, som kræver nærmere historisk research at efterprøve.”
Til artiklen er indsat følgende billedtekster
” [vejnavn] 15
Grund: 312 kvadratmeter.
Samlet etageareal: 1479 kvadratmeter (474 %).
Vurderingsgrundlag: 546 kvadratmeter (175 %).
Grundværdi: 928.000 kroner.
Ejendomsskat i år: 20.142 kroner.
Ejer: [K].”
” [vejnavn] 67
Grund: 290 kvadratmeter.
Samlet etageareal: 580 kvadratmeter (191 %).
Vurderingsgrundlag: 995 kvadratmeter (373 %).
Grundværdi: 1.691.000 kroner.
Ejendomsskat i år: 36.695 kroner.
Ejer: [A].”
Ved artiklen er endvidere under overskriften ”Udregning for Dalgashus-karréen” indsat en faktaboks, hvoraf det fremgår, hvordan Herning Folkeblad er kommet frem til beløbet 1,3 millioner kroner.
Den 1. november 2006 bragte avisen i rubrikken ”Ordet er frit” under overskriften ”[A]-sagen – vi fik ikke hele sandheden” følgende indlæg fra [K]
”Jeg er nødsaget til at komme med mine berigtigelser til Herning Folkeblads store medieomtale om [A]s solokamp mod myndighederne.
[A] er ikke ”Palle alene i verden”, som man får opfattelsen af, vi er mange og flere af vore medlemmer i [B] kan med rette påstå, at de er vurderet efter samme princip, som [A]s ejendom i Hernings gågade.
Herning Folkeblad har fundet ud af, at Dalgashus-karréen ikke blev forhøjet 1. januar 2003, som lokalplanen foreskrev. Det sker nu inden årets udgang, og Skat har påtaget sig det fulde ansvar for fejlen.
Herefter hører roserne til Herning Folkeblad op.
Det forholder sig ikke, som Herning Folkeblad skriver, at det har gavnet ejerne i Dalgashus-karréen, nej, det er kommet detailhandlen, liberale erhverv og private boliglejere/-ejere til gode, og det kan man læse i lejeloven.
Det er usandt, når Herning Folkeblad skriver ”Resten af byens gågademiljø skulle angiveligt være fulgt efter med det nye vurderingsprincip, men det skete bare ikke.”
Til brevet fra Skyldrådet af 14. januar 2002, et klagesvar til tidligere bagermester [A], hvori omtales, at de retlige mulige, og de retlige bebyggelsesprocenter, vil blive indarbejdet i vurderingen pr. 1. januar 2002.
Hertil skriver Herning Folkeblad ”Ingen af delene er sket endnu.”
Det er også usandt.
Jeg kan personligt dokumentere, at en af mine ejendomme i gågademiljøet pr. 1. januar 2002 er steget 81,8 pct., vurderet efter individuel bebyggelsesprocent, præcis som [A]s omtalte ejendom, og derudover er mange ejendomme i midtbyen vurderet på samme måde.
Alle ejendomsvurderinger er fuldt tilgængelige på Skats hjemmeside. Så der er dokumentation for sagen.
Prøv engang at se nærmere, jeg nævner blot nogle ejendomme i midtbyen
[vejnavn] 1, 5,
Alle er vurderet med individuelle bebyggelsesprocenter fra 126 til 304 pct. – præcis som [A]s ejendom.
Det er værd at notere sig, at ejendomme kan være dejlige – men glashuse kan være skrøbelig mod stenkast.”
2. Parternes synspunkter
[K] har gjort gældende, at artiklerne er ærekrænkende for ham. Herning Folkeblad antyder, at han har fået særbehandling og vennetjenester. Det er usandt, når Herning Folkeblad skriver, at de retlige bebyggelsesprocenter for nogle ejendomme, han ejer, ikke er indarbejdet i vurderingerne pr. 1. januar 2002. Grundværdien for hans ejendomme er pr. 1. januar 2002 steget betydeligt efter individuelle bebyggelsesprocenter. Ejendomsvurderingerne er offentligt tilgængelige. og Herning Folkeblad kan til enhver tid se på SKATs hjemmeside, at han er blevet behandlet som andre ejere. Det fremgår endvidere af avisens beregninger for Dalgashus-karréen, at han ikke har fået særbehandling i forhold til de andre ejere.
Herning Folkeblad har oplyst, at avisen i en længere artikelserie har beskæftiget sig med forholdene omkring den offentlige vurdering af ejendommene i Herning. I artiklen ”Hårde anklager mod tidligere vurderingsmand” er [K] kommet til orde, den anden parts udsagn kaldes ”insinuationer”, og det er oplyst, at direktøren for Skattecenter Herning afviser teorier om nepotisme og vennetjenester. Avisen har ikke beskæftiget sig med den konkrete vurdering af ejendommene, men blot konstateret, at retligt mulige bebyggelsesprocenter endnu ikke er indbygget i vurderingerne. Endelig har avisen anført, at [K] er kommet til orde på avisens debatsider.
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Niels Grubbe, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Ole Askvig.
Selvom [K] ikke er nævnt ved navn i artiklen ”Milliontab på ejendomsskat” kan han efter oplysningerne i en anden artikel samme dag identificeres som ejer af [vejnavn] 15. Han har derfor retlig interesse også i klagen vedrørende denne artikel.
Parterne har over for Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt retlige bebyggelsesprocenter er korrekt anvendt i vurderingerne pr. 1. januar 2002. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring der er den rigtige.
Nogle af udsagnene i de omhandlede artikler kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K], men han er kommet til orde i artiklen samme dag og i debatindlægget den 1. november 2006. Pressenævnet finder herefter, at avisen ikke har tilsidesat god presseskik.
Pressenævnet finder, at Herning Folkeblad heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.
Afgjort den 29. november 2006.
Resumé
Klager klagede over artikel i Herning Folkeblad.
Selvom [K] ikke var nævnt ved navn i artiklen ”Milliontab på ejendomsskat” kunne han efter oplysningerne i en anden artikel samme dag identificeres som ejer af [vejnavn] 15. Han havde derfor retlig interesse også i klagen vedrørende denne artikel.
Parterne havde over for Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt retlige bebyggelsesprocenter var korrekt anvendt i vurderingerne pr. 1. januar 2002. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kunne Nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring der var den rigtige.
Nogle af udsagnene i de omhandlede artikler kunne være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K], men han var kommet til orde i artiklen samme dag og i debatindlægget den 1. november 2006. Pressenævnet fandt herefter, at avisen ikke havde tilsidesat god presseskik.
Pressenævnet fandt, at Herning Folkeblad heller ikke i øvrigt havde tilsidesat god presseskik.