Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-399
Statutory Text (2 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-399
Advokat Jørgen Vinding har på vegne af [K1], [K2] og [K3] klaget til Pressenævnet over en artikel på www.journalisten.dk den 17. august 2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1. Sagsfremstilling
Www.journalisten.dk bragte den 17. august 2006, kl. 10.43, under overskriften ”[K1] skubber [K3] fra sig” og underoverskriften ”[K1] vil ikke længere selv stå for at udgive [K3], men blot skyde 50 millioner kroner i et nyt investeringsselskab.” følgende artikel
”Netop som gratisaviserne 24timer og Dato lander i mange danske hjem, ser det nu ud til, at islandske [K1] har fået kolde fødder over sit storstilede projekt [K3].
Efter et elendigt halvårsregnskab med et samlet driftsunderskud på 154 millioner kroner oplyser [K1] til den islandske fondsbørs i en halvårsmeddelelse, at selskabet ikke længere selv ønsker at være udgiver af [K3] via selskabet [K2], som [K1] i dag fuldt ud kontrollerer.
I stedet vil [K1] dele risikoen ved det danske avisprojekt og inviterer andre investorer med i et nyt investeringsselskab. [K1] vil skyde 50 millioner kroner i investeringsselskabet, som man blot ønsker at være mindretalsaktionær i.
»Det kunne se ud, som om [K1] har fået kolde fødder efter et dårligt halvårsregnskab,« siger tidligere bankdirektør, cand.oecon., Jørn Astrup Hansen, der har været på Island for at undersøge økonomien bag [K3] for fagbladet Journalisten.
Det fremgår ikke af halvårsmeddelelsen, om [K1] har fundet interesserede investorer til selskabet, men man vil gerne have både islandske og udenlandske investorer med.
Jørn Astrup Hansen anser det for sandsynligt, at [K1] ville meddele offentligheden, hvis der var andre aktuelle investorer på banen – om ikke andet så for at styrke troværdigheden bag det storstilede avisprojekt, som de seneste måneder har sat det danske mediemarked i brand.
Ikke alene har [K1] driftsunderskud. Likviditeten i selskabet er så ’miserabel’, at det kan få ’det til at gibbe lidt i en stilfærdig bankmand’, konkluderer Jørn Astrup Hansen i sin analyse.
Læs Jørn Astrup Hansens analyse:”
I forlængelse af artiklen bragte www.journalisten.dk en analyse af Jørn Astrup Hansen under overskriften ”Har [K1] fået kolde fødder? Af analysen fremgår følgende
” ANALYSE: JØRN ASTRUP HANSEN
Det islandske mediaselskab [K1] – eneaktionær i [K2] , der står bag planerne om at etablere en gratisavis, [K3], i Danmark – offentliggjorde i går sit regnskab for 1. halvår 2006.
Regnskabet er skuffende. Nok havde [K1] sammenholdt med 1. halvår i 2005 en fremgang i omsætningen på 188 procent til 1,7 mia. danske kroner. Alligevel faldt det ordinære driftsresultat med 11 procent til blot 56 millioner danske kroner.
Helt galt er det efter finansielle omkostninger på 211 [mio.] kroner, som i 1. halvår 2006 efterlader [K1] med et underskud på 154 mio. DKK før skat.
[K1] har ekspanderet kraftigt i 1. halvår 2006 ved erhvervelse af andre virksomheder. Ved udgangen af juni 2006 var de samlede aktiver således bogført til en værdi af 7,6 milliarder kroner – det er tre gange så meget som ved udgangen af 2005.
Men balancen er forholdsvis luftig; over halvdelen, 57 procent, af de bogførte aktiver udgøres således af immaterielle aktiver – det er blandt andet goodwill og varemærker.
Men egenkapitalen kan ikke følge med. Ved udgangen af 1. halvår 2005 var egenkapitalen bogført til 1,5 milliarder kroner – kun 19 procent af den bogførte aktivmasse. Egenkapitalen udgør blot en tredjedel af de bogførte, immaterielle aktiver. Dagsbruns solvens står og falder således med værdien af de immaterielle aktiver, der skærer lidt i øjnene sammenholdt med koncernens pauvre driftsresultater.
Gælden vokser kraftigt i [K1]. Fra 1,2 til 6,2 milliarder danske kroner i 1. halvår 2006. Udviklingen har efterladt koncernen med en miserabel likviditet. Ved udgangen af 1. halvår 2006 udgjorde de kortfristede omsætningsaktiver således blot 49 procent af de kortfristede forpligtelser på 3,2 mia. kroner. Det er tal, som nok kan få det til at gibbe lidt i en stilfærdig bankmand.
[K1] glæder sig i halvårsmeddelelsen i øvrigt over den massive respons, som koncernens planer om at udgive en gratisavis i Danmark har fremkaldt. Dog ikke mere, end at man nu vil dele glæden med andre.
I alt fald meddeler [K1], at der vil blive etableret et investeringsselskab, som skal indtræde i [K1]s interesser i [K3]. [K1], der vil deltage i selskabet med 50 millioner kroner, vil stå for den daglige drift af investeringsselskabet.
[K1], der ser frem til at blive mindretalsaktionær i investeringsselskabet, forventer at få både nationale islandske og udenlandske medinvestorer. Det oplyses ikke, om Post Danmark er en af dem. [K1] oplyser slutteligt, at investeringsselskabet også vil overveje mulighederne for at udgive gratisaviser på andre markeder end Danmark.
Blå bog: Jørn Astrup Hansen, der er cand.oecon., er bankuddannet. Han fik i 1993 til opgave at stå i spidsen for en rekonstruktion af det færøske bankvæsen, og han var administrerende direktør i Føroya Banki indtil 2005. Jørn Astrup Hansen har i de senere år været en interesseret iagttager af udviklingen på Island. Jørn Astrup Hansen har for Journalisten været på Island for at undersøge økonomien bag [K3].”
Www.journalisten.dk bragte den 17. august 2006, kl. 20.48, en artikel under overskriften ”[A]: 350 mio. kroner bag [K3]” og underoverskriften ”Direktør [A] siger, at der er penge nok til at drive [K3]. Navnene på investorerne er dog ikke offentliggjort.” I artiklen anføres bl.a.
”Direktør [A] er "100 procent sikker" på, at der er investorer og penge bag [K3]. Han ønsker imidlertid ikke at sætte navn på, hvilke investorer, der vil skyde penge i det kommende investeringsselskab, som skal udgive den budomdelte gratisavis.
Det er op til moderselskabet [K1], at offentliggøre navnene, siger han til Journalisten. [A] er blevet præsenteret for en liste med investorer, der vil skyde i alt 350 millioner kroner ind i investeringsselskabet, siger han.
Oplysningerne kommer efter, at selskabet [K1] i en halvårsmeddelelse har offentliggjort, at man nu vil danne et investeringsselskab bag [K3]. Her skal Dagsbrun blot skyde 50 millioner kroner ind og være mindretalsaktionær.
- Jeg har vidst det hele tiden, lige siden jeg talte med [K1] første gang. Men jeg kan se, at det nok havde været bedre at forklare det noget før. Jeg er helt sikker på, at der er penge til at gennemføre projektet. Vores økonomi er bedre end betalingsavisernes, siger [A] til Journalisten.
Tidligere bankdirektør, cand.oecon., Jørn Astrup Hansen, har været på Island for at undersøge økonomien bag [K3] for fagbladet Journalisten.
Jørn Astrup Hansen anser det for sandsynligt, at [K1] ville meddele offentligheden, hvis der var andre aktuelle investorer på banen – om ikke andet så for at styrke troværdigheden bag det ambitiøse avisprojekt.
»Det kunne se ud, som om [K1] har fået kolde fødder efter et dårligt halvårsregnskab,« siger han.
Ifølge [A] kan det være vanskeligt at offentliggøre navne før beløb og terminer ligger fast. Endelig skal investorerne også have mulighed for at underrette børser og bagland.
[K1]s administrerende direktør [B] maner til ro i forhold til [K3]s fremtid.
- Vi har mindst 350 millioner fra os selv og andre investorer i [K3]. Nogle af investorerne er fra Island, men der er også investorer fra andre lande. [K3] vil udkomme efter planen, og der er ingen grund til bekymring, siger administrerende direktør i [K1], [B], til Ritzau.
Heller ikke [B] ønsker på nuværende tidspunkt at oplyse, hvem de andre investorer i [K3] er, men oplyser, at nogle allerede er aktionærer i [K1].”
Jyllands-Posten bragte den 25. marts 2006 under overskriften ”Medier: Ledelsen for islandsgratisavis på trapperne” og underoverskriften ”Topchefen for islandske [K1] taler nu om, at den gratisavis, som man vil husstandsomdele i Danmark, skal have et oplag på helt op til 900.000 eks.” en artikel, hvoraf følgende blandt andet fremgår
”Han [adm. direktør for [K1]] understreger, at der formentlig bliver flere investorer involveret i såvel gratisavisprojektet som et eventuelt opkøb ”
2. Parternes synspunkter
Advokat Jørgen Vinding har indledningsvis anført, at det er afgørende i en ”aviskrig” som den eksisterende, at det faktuelle grundlag for nyhedsdækningen er af- eller bekræftet, eller der er indhentet kommentarer hertil, så nyhedsdækningen bliver afbalanceret. Advokaten har hertil anført, at det påklages, hvorvidt www.journalisten.dk skulle have forelagt oplysninger, jf. Vejledende regler for god presseskik punkt A.3. Det påklages ikke, hvorvidt indholdet i artiklen er korrekt, jf. punkt A.1.
Advokaten har anført, at baggrunden for artiklen er, at [K1] den 17. august 2006 udsendte en halvårsmeddelelse om, at man ville indskyde 50 millioner kroner i [K3], og at der også ville være andre investorer. Det har siden februar 2006 været offentligt kendt, at der ville indgå flere investorer. Dette blev udlagt af www.journalisten.dk som om, at [K1] skubbede [K3] fra sig og ville involvere sig mindre økonomisk end først tilkendegivet. Dette ville hurtigt have kunnet afkræftes ved en søgning i danske artikelbaser.
Advokat Jørgen Vinding har videre anført, at www.journalisten.dk har tilsidesat god presseskik ved ikke at forelægge skadelige, krænkende eller agtelsesforringende oplysninger for klagerne inden offentliggørelsen, jf. punkt A.3. Det var indlysende, at en oplysning om, at der ikke var finansiering eller tilstrækkelig finansiering bag [K3], kunne være skadelig i en aviskrig. Hele grundlaget for artiklen ville være forsvundet, såfremt www.journalisten.dk havde forelagt klagerne oplysningerne.
Advokaten har herudover anført, at www.journalisten.dk fortalte [K3], at oplysningerne ikke blev forelagt, fordi www.journalisten.dk ikke turde risikere at måtte ændre omtalen.
Advokaten har endelig anført, at www.journalisten.dk ikke agerede som en nyhedstjeneste, der udsender en koncentreret nyhed og gradvis udvider den i takt med, at der indhentes kommentarer fra de involverede.
Www.journalisten.dk har indledningsvis anført, at på baggrund af, at kun punkt A.3. påklages, må lægges til grund, at de bragte informationer var korrekte.
Www.journalisten.dk har anført, at baggrunden for artiklen var en børsmeddelelse fra den islandske fondsbørs, som [K1] selv havde offentliggjort. Der var således ikke anledning til at tro, at klagerne ikke ønskede oplysningerne kommenteret og bragt. Nyheden om finansieringsforholdene indeholdt negative elementer for klagerne, men oplysningerne var ikke krænkende. [K1] og [K3] havde tidligere informeret offentligheden om, at der var tilstrækkelig kapital til brug for finansieringen. Fondsbørsmeddelelsen havde nyhedsværdi, navnlig da [K1] alene var forpligtiget til at indskyde 50 millioner kroner – et beskedent beløb henset til opgavens omfang.
Www.journalisten.dk har videre anført, at det er kutyme at referere bl.a. halvårsregnskaber uden at have talt med direktøren om de problematiske forhold i regnskabet. På et internetmedie bringes nyhederne løbende efterhånden, som man får fat i kilderne, idet man har en kontinuerlig deadline i modsætning til trykte medier.
Www.journalisten.dk har anført, at [K3] efter offentliggørelsen blev anmodet om at kommentere nyheden, men [K3]s chefredaktør ønskede kun at gentage, at der var tilstrækkelig finansiering. Derimod fik www.journalisten.dk senere på dagen en kommentar fra direktøren. Kommentaren blev bragt sammen med en kommentar fra [K1] refereret fra Ritzaus samme dag. Www.journalisten.dk har herudover henvist til Pressenævnets kendelse af 14. december 2005 (sag 2005-6-207).
Www.journalisten.dk har endelig afvist at have tilsidesat god presseskik, idet artiklen er bragt sammen med en analyse.
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Niels Grubbe, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Ole Askvig.
Internetmediet www.journalisten.dk, hvori de påklagede artikler blev bragt, er anmeldt til Pressenævnet den 18. september 2006 efter medieansvarsloven § 8, stk. 1, hvorfor mediet er omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 3. Artiklerne er bragt den 17. august 2006, og klagebrevet er modtaget i Pressenævnet den 6. oktober 2006 - efter anmeldelsen af hjemmesiden. Da mediet var anmeldt til Pressenævnet på tidspunktet for klagens modtagelse, finder Nævnet, at klagen skal realitetsbehandles.
Pressenævnet bemærker, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Pressenævnet finder imidlertid, at oplysningerne i artiklen fremstår som henholdsvis www.journalisten.dk og Jørn Astrup Hansens vurderinger på baggrund af det offentliggjorte halvårsregnskab og fondsbørsmeddelelsen, og Nævnet udtaler ikke sin kritik.
Afgjort den 29. november 2006
Resumé
Internetmediet www.journalisten.dk, hvori de påklagede artikler blev bragt, er anmeldt til Pressenævnet den 18. september 2006 efter medieansvarsloven § 8, stk. 1, hvorfor mediet er omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 3. Artiklerne er bragt den 17. august 2006, og klagebrevet er modtaget i Pressenævnet den 6. oktober 2006 - efter anmeldelsen af hjemmesiden. Da mediet var anmeldt til Pressenævnet på tidspunktet for klagens modtagelse, fandt Nævnet, at klagen skulle realitetsbehandles.
Pressenævnet bemærker, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Pressenævnet fandt imidlertid, at oplysningerne i artiklen fremstod som henholdsvis www.journalisten.dk og Jørn Astrup Hansens vurderinger på baggrund af det offentliggjorte halvårsregnskab og fondsbørsmeddelelsen, og Nævnet udtalte ikke sin kritik.