Legislator Case Law & Legislation
W20061110925 DK

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-396

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2006 11109 Valid

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-396

[K] har klaget til Pressenævnet over en udsendelse i Danmarks Radio den 20. september 2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Danmarks Radio bragte den 20. september 2006 en tv-udsendelse ” Når døden spiller med”. Udsendelsen havde til formål at vise, at fodboldverdenen i stort omfang anvender smertestillende medicin (gigtpiller). Det blev tilkendegivet, at der kunne være sammenhæng mellem anvendelsen af denne medicin og 4 fodboldspilleres uforklarlige dødsfald på banen. Af udsendelsen fremgår blandt andet følgende

” Speak : Vi har også kigget på [fodboldklub A]. Lægen i [fodboldklub A] hedder [K]. Han har det overordnede ansvar for, at klubbens spillere er klar til kamp. I øjeblikket tæller [fodboldklub A]s trup 26 spillere. Fem er på skadeslisten. Og nu begynder mystikken at brede sig. [K] har nemlig udleveret næsten 3000 receptpligtige smertestillende tabletter om året.

Steffen Thirstrup, overlæge, Lægemiddelstyrelsen: 3000 tabletter om året er noget, der ligger langt over, hvad en gennemsnitslæge normalt udskriver i Danmark.

Speak: Vi beslutter os for at kontakte både Frank Odgaard og [K] for at spørge dem om deres ordination af smertestillende medicin, men inden vi når så langt, rammer et nyt tragisk dødsfald fodboldverdenen.

Interviewer: Du har ikke noget bud på det?

Frank Odgaard, cheflæge, FC København: På hvor mange piller, der bliver udleveret? Nej, det har jeg ikke, fordi altså vi dækker jo ikke kun førsteholdstruppen på 25 mand. Vi dækker jo mange forskellige spillere. Så kommer der ungdomsspillere, som har fået akutte skader, vi har set om mandagen. Så får de måske tabletter til tre dage. Så det. Det er jo ikke sådan, vi skriver ned, hvor mange vi udskriver, men det.

Interviewer: Nej, men er det 100 om året? Eller 1000 om året, 3000 om året?

Frank Odgaard: Nej, det er ikke 1000. Jamen, du skal. Hvis det er til førsteholdstruppen, som er 25 mand. Det ved jeg ikke. Det er måske 100. Måske 50.

Speak: Men ifølge vores oplysninger udskriver Frank Odgaard selv næsten 1500 smertestillende tabletter om året. Samlet udskriver FCKs to læger 1800 tabletter. Vi har også en interviewaftale med fodboldlægen i [fodboldklub A], [K], der har udskrevet næsten 3000 smertestillende tabletter om året. Men inden vi når så langt, ringer ledelsen i [fodboldklub A]. Vi modtager denne besked på vores telefonsvarer.

[A], sportschef, [fodboldklub A] (telefonsvarer): [A], [fodboldklub A]. Vi er kommet frem til, at vi takker nej tak.

Speak: Med den viden ringer vi til lægen [K]. Manden der har ansvaret for medicin-udskrivningerne.

[K], læge, [fodboldklub A] (over telefonen): Vi vil altså ikke være med. Folk er bekymret for dine journalistiske metoder, og jeg har også snakket med Frank Odgaard, som du interviewede i Idrætsparken. Og han var ikke specielt begejstret for den måde, som interviewet blev drejet på. Derfor bliver jeg nødt til at sige nej til dig.

Interviewer: Men kan du svare mig på, hvor meget smertestillende medicin udskriver du om året?

[K]: Jamen altså, altså. Det ved jeg sgu ikke. Det er sgu meget forskelligt. Det ved jeg sgu ikke. Det er sgu ikke ret meget. Vi er vel op omkring et par hundrede vil jeg tro. Det er nok deromkring. Men altså, ved du hvad? Jeg ved det ikke, hvor mange det er. Men jeg køber jo også noget til mig selv. Jeg spiser jo også selv smertestillende, når jeg har ondt i mine muskler, så skal jeg selv bruge det. Men jeg ved ikke, hvor meget det er.

Interviewer: Altså ifølge mine oplysninger udskriver du op mod 3000 smertestillende tabletter om året. Hvad siger du til det?

[K]: Ved du hvad altså, jeg ved ikke rigtig, hvor du vil hen med det her, så jeg stiller mig fuldstændig solidarisk med klubben.”

Udsendelsen var produceret for DR af Bastard Film, der i et brev af 5. april 2006 til [fodboldklub A] havde skrevet blandt andet

”Som vi aftalte i går, sender jeg dig kort beskrivelse af vores tanker med [fodboldklub A] som en lille del af en større dokumentar.

Almindelige fodboldfans og tilskuere kan ofte undre sig over, hvordan spillere kan klare den ekstreme fysik og være på banen søndag efter søndag.

Helt konkret betyder det, at vi ser på vigtigheden af så få skader som muligt. Hvad betyder skaderne for en trup, for den enkelte spiller, og hvad gør holdet for at undgå skader og behandle dem så hurtigt som muligt.”

2. Parternes synspunkter

2.1. [K]s synspunkter

[K] har anført, at produktionsselskabet er kommet i besiddelse af oplysning om hans årlige udskrivning af gigtpiller på ulovlig måde, og at det er i strid med god presseskik at bringe ulovligt indhentede oplysninger.

[K] har endvidere gjort gældende, at telefoninterviewet er forvansket ved redigeringen. Han blev spurgt, hvor mange spillere han årligt behandler, hvortil han svarede noget i retning af: ”Vi er vel oppe på et par hundrede.” Udsendelsen er imidlertid klippet sådan sammen, at udsagnet bringes som svar på spørgsmålet: ”Hvor mange piller bruger I så i [fodboldklub A]?” Det fremstår suspekt, at han siger 200 tabletter, mens det stærkt antydes, at der bruges 3000 tabletter i [fodboldklub A]. [K] har desuden anført, at han fortalte journalisten om sit arbejde, herunder, at han var læge for [fodboldklub A] og [fodboldklub B]samt konsulent for 5-6 klubber og herudover behandlede smertepatienter ved siden af jobbet som hospitalslæge. Det oplyses imidlertid ikke i udsendelsen. I udsendelsen fremstår det, som om der i [fodboldklub A] alene anvendes 3000 tabletter, hvilket ikke er korrekt, idet de 3000 tabletter er fordelt over syv klubber, smerteklinikken og ham selv.

[K] har videre klaget over, at han på intet tidspunkt blev gjort bekendt med, at samtalen blev optaget på bånd, endsige at båndoptagelsen blev bragt i en udsendelse. Han har oplyst, at to af de fire omtalte spillere ikke døde af uforklarlige årsager, men af en bindevævssygdom henholdsvis en medfødt hjertefejl, og at Rigshospitalets hjertelæger afviser, at der er bevis for, at gigtpiller kan medføre uforklarlige hjertefejl. Der er ikke nogen samfundsmæssige interesse i at bringe misvisende oplysninger om en sådan påstået sammenhæng. Endelig fik han ikke mulighed for at kommentere optagelserne i sammenhæng med udsendelsen.

2.2. Danmarks Radios synspunkter

Danmarks Radio har under henvisning til kildebeskyttelsen afvist at meddele, hvorledes oplysningerne om [K]s udskrivning af piller er fremkommet, og i øvrigt gjort gældende, at brugen af disse oplysninger ikke er i strid med god presseskik.

Danmarks Radio har endvidere afvist, at der er sket en misvisende redigering, og at [K]s svar er klippet ud af én sammenhæng og sat ind i en helt anden. Danmarks Radio har henvist til en udskrift af den båndede telefonsamtale af 3. september 2006, hvorefter telefonsamtalen blandt andet lød som følger

” Interviewer: Og jeg bliver nødt til at spørge dig om det. Du skal jo have haft muligheden for at svare på de her spørgsmål omkring brugen af smertestillende medicin. Jamen, kan du svare mig på, hvor meget smertestillende medicin du udskriver om året?

[K]: Jamen altså. Det ved jeg sgu ikke. Det er sgu meget forskelligt, fordi jeg er jo ikke alene i [fodboldklub A], vel. Jeg er jo også i [fodboldklub B].

Interviewer: Ja.

[K]: Og det ved jeg sgu ikke. Det er sgu ikke ret meget. Altså, når man tænker på, at det dækker måske spillere på, ja to hold ikke, i hvert fald.

Interviewer: Jamen, er det 100 tabletter om året, du udskriver eller er det 1000. Er det 3000, er det 5000?

[K]: Nej, nej. Overhovedet ikke, overhovedet ikke.

Interviewer: Jamen, hvad, hvad. Hvad leje er vi i?

[K]: Vi er vel oppe omkring et par hundrede, vil jeg tro.

Interviewer: Et par hundrede om året?

[K]: Ja, det er nok deromkring.

Interviewer: Men altså, det er fordi, altså ifølge mine oplysninger er det et langt, langt højere tal.

[K] : Ok, hvad. Sådan en oplysning, hvor har du den fra?

Interviewer : Jamen altså, det er nogle oplysninger, jeg har fået. Det er jo derfor. Det er jo det, jeg gerne vil snakke med dig om. Det er jo derfor, jeg er nødt til at høre dig om, hvor mange det er.

[K] : Aner det ikke. Og i øvrigt så.

Interviewer : Jamen. Hvis jeg nu for eksempel sagde, at det var tættere på 3000 tabletter om året, lyder det så forkert i dine ører?

[K] : Ja, det gør det bestemt. Men altså, ved du hvad? Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvor mange det er. Jeg køber også til mig selv. Jeg spiser da også selv smertestillende piller. Men jeg spiser selvfølgelig ikke andet end i ganske beskedent omfang, ikke. Når jeg har ondt i mine muskler. Så kan jeg da selv bruge det, ikke. Men jeg ved ikke, hvor meget det er.

Interviewer : Jamen, der er alligevel et spring fra, kan man sige, fra et par hundrede til 3000.

[K] : medicin, ikke? Vi bruger, vi bruger jo også antibiotika, vi bruger Panodil. Vi bruger magnesium, calcium. Vi bruger, når spillerne skal ud og rejse, så skal de jo vaccineres, ikke. Så der er vacciner. Jeg ved ikke, hvor du har de tal fra.

Interviewer : Nej. Men altså, når jeg nu siger, at jeg har fået at vide, at det er op mod 3000 om året. Hvad siger du så til det? Op til 3000 smertestillende tabletter om året.

[K] : Jamen, det synes jeg lyder af alt for meget.

Interviewer : Men det er ikke noget, du kan lægge.

[K] : Skulle vi bruge 3000 tabletter om året i Nordsjælland?

Interviewer : Ja, det ved jeg ikke. Det er jo bare i forhold til altså, hvor mange du udskriver.

[K]: Det tror jeg ikke på. Det tror jeg ikke på. Men altså, ved du hvad? Altså, jeg ved ikke rigtigt, hvor du vil hen med det her. Så jeg bliver. Jeg stiller mig fuldstændig solidarisk med klubben. Og med vore superligakolleger. Du må henvende dig til vores, til vores Superliga Læge Forening, hvis du vil vide mere.”

Danmarks Radio har herudover anført, at det af udsendelsen alene fremgår, at klager udskriver 3000 piller om året, men udsendelsen går ikke nærmere ind på, hvilke aktiviteter de dækker. [K] har rutine i omgang med medier, og der er derfor ikke en særlig pligt til at stille kontrolspørgsmål for at sikre, at der ikke er indfortolket nogle bestemte forudsætninger i besvarelsen af de stillede spørgsmål.

Danmarks Radio har anført, at journalisten præsenterede sig forud for optagelsen af telefonsamtalerne. Klager må som cheflæge i en superligaklub og overlæge antages at have rutine i at omgås pressen, hvorfor han formodes at vide, at journalister optager samtaler.

Danmarks Radio har bekræftet, at optagelserne er bragt uden [K]s samtykke. Danmarks Radio har imidlertid anført, at programmet havde som formål at belyse fodboldverdenens omfattende brug af den slags smertestillende medicin, der sædvanligvis anvendes til gigtsmertebehandling, samt at der kan være en sammenhæng mellem brug af denne medicin og flere fodboldspilleres død. Den samfundsmæssige interesse i at søge oplyst, hvor meget receptpligtig smertestillende medicin, der bliver udskrevet af sportslæger, overstiger hensynet til klageren. Det var kun muligt at dokumentere oplysningerne ved at bringe samtalerne, idet klager afviste at medvirke i udsendelsen. Danmarks Radio har afvist, at det er et brud på god presseskik, at medvirkende i udsendelser ikke får tilbudt at se programmet, inden det bringes. [K] fik lejlighed til at kommentere oplysningen om omfanget af medicinudskrivningen under telefonsamtalen den 3. september 2006.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Niels Grubbe, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Ole Askvig.

Det ligger uden for Nævnets kompetence at afgøre, om straffeloven er overtrådt ved indhentelsen af oplysningen om, hvor mange piller [K]s udskriver om året. Denne afgørelse hører under domstolene. Pressenævnet finder imidlertid, at Danmarks Radio ikke har overtrådt god presseskik ved at bringe den muligvis ulovligt indhentede oplysning.

På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke tage stilling til, om der er sket misredigering ved, at [K]s udsagn ”Vi er vel oppe omkring et par hundrede” fremstår som en oplysning om antal udskrevne piller, og ikke som oplysning om, hvor mange spillere der udskrives piller til. På grundlag af DR’s egen udskrift af telefonsamtalen den 3. september 2006 finder Pressenævnet imidlertid, at interviewet er misredigeret ved, at man har fjernet [K]s indledende svar med oplysning om, at han ikke alene er i [fodboldklub A], men også i [fodboldklub B]. Dette bevirker, at den følgende tale om det samlede pilleforbrug sættes i relation til forbruget alene i [fodboldklub A], og ikke til forbruget i begge klubber. Pressenævnet finder endvidere, at udsagnet ”Vi har også interviewet fodboldlægen i [fodboldklub A], [K], der har udskrevet næsten 3000 smertestillende tabletter om året” – i strid med de faktiske forhold trods journalistens kendskab hertil - fremstår som om de angivne tabletter alene anvendes i [fodboldklub A]. Nævnet finder, at DR herved har overtrådt god presseskik.

Pressenævnet lægger til grund, at journalisten inden interviewet med [K] præsenterede sig og oplyste, at han ringede som journalist fra Danmarks Radio. En båndoptager må i dag anses for et almindeligt journalistisk arbejdsredskab, og nævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at interviewet blev optaget på bånd, uden at journalisten gjorde [K] opmærksom på det.

Pressenævnet finder det som udgangspunkt betænkeligt at bringe optagelser indhentet med skjult mikrofon, uden at efterfølgende samtykke er tilvejebragt. En sådan fremgangsmåde kan kun være berettiget efter en nøje afvejning af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse i hvert enkelt tilfælde. Der skal imidlertid gives den optagne mulighed for i udsendelsen at kommentere optagelserne i den sammenhæng, hvori de bringes.

Nævnet finder, at den samfundsmæssige interesse i at belyse en omfattende anvendelse af smertestillende medicin i fodboldverdenen gjorde det berettiget at offentliggøre det båndede telefoninterview. [K] fik imidlertid ikke mulighed for at kommentere optagelserne, og han blev ikke gjort bekendt med udsendelsens vinkling, en mulig sammenhæng mellem medicinforbruget og uforklarlige dødsfald. Tværtimod havde producenten på forhånd i brevet af 5. april 2006 angivet en anden vinkling af udsendelsen. Pressenævnet finder, at god presseskik herved er overtrådt, og udtaler sin kritik .

I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Danmarks Radio at offentliggøre følgende

”Kendelse fra Pressenævnet

Danmarks Radio bragte den 20. september 2006 udsendelsen ”Når døden spiller med” vedrørende en mulig sammenhæng mellem fodboldspilleres uforklarlige dødsfald og anvendelsen af smertestillende medicin. I udsendelsen omtales [fodboldklub A]s læges udskrivning af smertestillende medicin. Lægen har klaget til Pressenævnet, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnets afgørelse og begrundelse

På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke tage stilling til, om der er sket misredigering ved, at [K]s udsagn ”Vi er vel oppe omkring et par hundrede” fremstår som en oplysning om antal udskrevne piller, og ikke som oplysning om, hvor mange spillere der udskrives piller til. På grundlag af DR’s egen udskrift af telefonsamtalen den 3. september 2006 finder Pressenævnet imidlertid, at interviewet er misredigeret ved, at man har fjernet [K]s indledende svar med oplysning om, at han ikke alene er i [fodboldklub A], men også i [fodboldklub B]. Dette bevirker, at den følgende tale om det samlede pilleforbrug sættes i relation til forbruget alene i [fodboldklub A], og ikke til forbruget i begge klubber. Pressenævnet finder endvidere, at udsagnet ”Vi har også interviewet fodboldlægen i [fodboldklub A], [K], der har udskrevet næsten 3000 smertestillende tabletter om året” – i strid med de faktiske forhold trods journalistens kendskab hertil - fremstår som om de angivne tabletter alene anvendes i [fodboldklub A]. Nævnet finder, at DR herved har overtrådt god presseskik.

Pressenævnet finder det som udgangspunkt betænkeligt at bringe optagelser indhentet med skjult mikrofon, uden at efterfølgende samtykke er tilvejebragt. En sådan fremgangsmåde kan kun være berettiget efter en nøje afvejning af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse i hvert enkelt tilfælde. Der skal imidlertid gives den optagne mulighed for i udsendelsen at kommentere optagelserne i den sammenhæng, hvori de bringes.

Nævnet finder, at den samfundsmæssige interesse i at belyse en omfattende anvendelse af smertestillende medicin i fodboldverdenen gjorde det berettiget at offentliggøre det båndede telefoninterview. [K] fik imidlertid ikke mulighed for at kommentere optagelserne, og han blev ikke gjort bekendt med udsendelsens vinkling, en mulig sammenhæng mellem medicinforbruget og uforklarlige dødsfald. Tværtimod havde producenten på forhånd i brevet af 5. april 2006 angivet en anden vinkling af udsendelsen. Pressenævnet finder, at god presseskik herved er overtrådt, og udtaler sin kritik .

København, den 29. november 2006

Niels Grubbe, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Ole Askvig.”

Afgjort den 29. november 2006

Endelig adm. afgørelse 2006 11109 Valid

Resumé

Det ligger uden for Nævnets kompetence at afgøre, om straffeloven var overtrådt ved indhentelsen af oplysningen om, hvor mange piller [K] udskrev om året. Denne afgørelse hører under domstolene. Pressenævnet fandt imidlertid, at Danmarks Radio ikke havde overtrådt god presseskik ved at bringe den muligvis ulovligt indhentede oplysning.

På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kunne Nævnet ikke tage stilling til, om der var sket misredigering ved, at [K]s udsagn ”Vi er vel oppe omkring et par hundrede” fremstod som en oplysning om antal udskrevne piller, og ikke som oplysning om, hvor mange spillere der blev udskrevet piller til. På grundlag af DR’s egen udskrift af telefonsamtalen den 3. september 2006 fandt Pressenævnet imidlertid, at interviewet var misredigeret ved, at man havde fjernet [K]s indledende svar med oplysning om, at han ikke alene var i [fodboldklub A], men også i [fodboldklub B]. Dette bevirkede, at den følgende tale om det samlede pilleforbrug sættes i relation til forbruget alene i [fodboldklub A], og ikke til forbruget i begge klubber. Pressenævnet fandt endvidere, at udsagnet ”Vi har også interviewet fodboldlægen i [fodboldklub A], [K], der har udskrevet næsten 3000 smertestillende tabletter om året” – i strid med de faktiske forhold trods journalistens kendskab hertil - fremstod som om de angivne tabletter alene anvendes i [fodboldklub A]. Nævnet fandt, at DR herved havde overtrådt god presseskik.

Pressenævnet lagde til grund, at journalisten inden interviewet med [K] præsenterede sig og oplyste, at han ringede som journalist fra Danmarks Radio. En båndoptager må i dag anses for et almindeligt journalistisk arbejdsredskab, og nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at interviewet blev optaget på bånd, uden at journalisten gjorde [K] opmærksom på det.

Pressenævnet finder det som udgangspunkt betænkeligt at bringe optagelser indhentet med skjult mikrofon, uden at efterfølgende samtykke er tilvejebragt. En sådan fremgangsmåde kan kun være berettiget efter en nøje afvejning af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse i hvert enkelt tilfælde. Der skal imidlertid gives den optagne mulighed for i udsendelsen at kommentere optagelserne i den sammenhæng, hvori de bringes.

Nævnet fandt, at den samfundsmæssige interesse i at belyse en omfattende anvendelse af smertestillende medicin i fodboldverdenen gjorde det berettiget at offentliggøre det båndede telefoninterview. [K] fik imidlertid ikke mulighed for at kommentere optagelserne, og han blev ikke gjort bekendt med udsendelsens vinkling, en mulig sammenhæng mellem medicinforbruget og uforklarlige dødsfald. Tværtimod havde producenten på forhånd i brevet af 5. april 2006 angivet en anden vinkling af udsendelsen. Pressenævnet fandt, at god presseskik herved var overtrådt, og udtalte sin kritik.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →