Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-390

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-390

[K] har klaget til Pressenævnet over en udsendelse i TV 2 den 21. august 2006, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

Klageren er datter af den afdøde vicepolitikommissær [A] og barnebarn af afdøde [C].

1. Sagsfremstilling

TV 2 bragte den 21. august 2006 kl. 20.00 udsendelsen ”Den sorte box: Mysteriet om [A]”. Udsendelsen beskriver afdøde vicepolitikommissær [A]s livsforløb – herunder hans deltagelse som delingsfører ved uroligheder på Nørrebro, København, den 18. maj 1993. I udsendelsen udtaler familie, venner og tidligere kolleger sig, og psykolog Hanne Hostrup vurderer gennem hele programmet de forskellige hændelsers indflydelse på [A]s mentale tilstand.

Udsendelsen indledes med en beskrivelse af urolighederne på Nørrebro, og hvordan disse kan have haft betydning for [A]s videre livsforløb. Af udsendelsen fremgår blandt andet følgende

” Speak : Vi har haft adgang til sagens efterforskning [mordet på [B]] og vil sammen med en af landets mest anerkendte psykologer lede efter den sandsynlige forklaring bag mysteriet om [A].”

Udsendelsen fortsætter med en beskrivelse af [A]s opvækst hos forældrene, Inger og Dines.

” [D], barndomsven : [A] var meget tilknyttet sin mor. [A] det var en mor-dreng.

Speak: Men bag facaden gemmer familien en hemmelighed.

[D] : [A]s mor var psykisk syg – eller dårlige nerver, som man sagde dengang

Speak : Men det er ikke noget man taler højt om i [A]s familie.

[D] : [A] var meget indelukket. Han var ikke den type, der græd. Det er klart, det har da været hårdt ved [A], men det lod han sig ikke sådan mærke med udadtil.

Hanne Hostrup, psykolog: Mor er jo repræsentant for det forkerte. Og det mærkelige er, at hun jo samtidig er det rigtige, fordi han er jo tæt knyttet til hende, men pludselig bliver hun det forkerte. Og så tilhører dem – den del af livet – man ikke skal ligne. Så hun er forkert. Igen forkert. Rigtigt [psykologen viser med hænderne ”på den ene side og på den anden side”] at den anden kurs, den, hvor man ikke har dårlige nerver, den, hvor man følger det normale, det er det rigtige. Hvor man ved, hvad der er rigtigt og forkert. Det er jo skræmmende for [A] at vokse op med en mor, der har været forkert. Det gør jo, at han bliver endnu mere på vagt for ikke at være forkert.”

Det beskrives kort, at politikerne – herunder statsministeren – går fra at rose politiet for deres indsats til, at stemningen vendes mod politiet. Medierne og flere undersøgelser mistænker [A] for at have afgivet ordren: ”Skyd efter benene” under urolighederne. Det oplyses videre i udsendelsen, at [B], der under urolighederne er i [A]s deling, får en brosten i hovedet og får alvorlige fysiske skader. [A] beskrives som ændret og mere indelukket efter urolighederne, men han forelsker sig i [B] og er ved hendes side under hendes genoptræning, hvilket angiveligt gør det muligt for [A] at glemme hændelserne den 18. maj 1993. Af udsendelsen fremgår følgende

” Hanne Hostrup : Det er jo hans strategi, når noget er næsten ubærligt, så skal det glemmes. Det har han jo lært, da mor tog livet af sig selv. Så snakker vi ikke mere om det ”

I 1995 bliver [B] og [A] gift. Efter nogle år begynder ægteskabet at vakle. [A] kommer ud for en trafikulykke og indlægges på hospitalet. [B] tager skilsmissebegæringen med på hospitalet til [A]. På trods af skilsmissen går [B] og [A] sammen til psykolog. [B] har fået en kæreste, [E], uden at [A] er bekendt hermed, men [A] har tidligere under ægteskabet givet udtryk for, at han troede, hun havde fundet en anden. En dag efter deres fælles psykologkonsultation tager [A] hjem til [B], der fra førstesalen råber ned til [A]: ”Er det dig, [E]?”. [A] myrder [B] og forsøger efterfølgende at begå selvmord. [A] begår senere selvmord i arresten. I tv-udsendelsen vises et kort klip fra [A]s begravelse, bl.a. hvor kisten sættes ind i rustvognen. De fremmødte til begravelsen er ikke sløret.

Undersøgelsesrapporten vedrørende urolighederne på Nørrebro frikender efterfølgende [A] for ansvar.

Til yderligere sagsfremstilling skal nævnes sognepræst [F] erklæring af 31. august 2006, hvoraf følgende blandt andet fremgår

” og der var på ingen måde givet tilladelse til fotografering eller filmoptagelse i kirken Fotografen er uset listet op på øverste pulpitur ”

Af en erklæring af 1. oktober 2006 fra [G], søn af afdøde [C] og bror til afdøde [A], fremgår blandt andet følgende

”Jeg kan bekræfte at min moder [C] havde dårlige nerver, som blev behandlet med medicin og flere behandlinger med elektrochok på Viborg Sygehus, jeg kan ligeledes bekræfte at hun blev kørt over af et tog ved en ubevogtet jernbaneoverskæring. Der var formodninger om, at det var selvmord på baggrund af min mors sygdomshistorie, men det er mig bekendt aldrig dokumenteret i form af afskedsbrev eller lignende.

Jeg kan bekræfte, at mine søskende [H] og [I] og jeg har givet vores samtykke til, at udsendelsen blev vist.”

2. Parternes synspunkter

[K] har indledningsvis anført, at klagen vedrører selve indholdet af udsendelsen og den behandling de nærmeste efterlevende pårørende er blevet udsat for i produktionsprocessen, idet ”massemedierne bør anerkende hensynet til den enkelte borgers krav på respekt for den personlige integritet og privatlivets fred og til behovet for beskyttelse mod ubeføjet krænkelse”, jf. de grundlæggende synspunkter for god presseskik i de vejledende regler. TV 2 og produktionsselskabet har handlet i strid med god presseskik, idet de har undladt at vise ”ofre for forbrydelser og ulykker det størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede. Ved indsamling og gengivelse af billedmateriale skal der vises hensynsfuldhed og takt.”, jf. de vejledende regler punkt B.3.

Ved udarbejdelsen af programmet er der sket misbrug af pårørendes uvidenhed og følelser, idet man blandt andet har forsøgt at overtale klager til at medvirke pga. en mulig gavnende terapeutisk effekt.

Hun har oplyst, at hun under hele forløbet har givet udtryk for sin modvilje mod udsendelsen og offentliggørelsen af programmet. Vedr. sin deltagelse i et af møderne har klager anført, at hendes ”hensigt med mødet var at finde ud af, hvad der var gang i.”

Det er relevant at diskutere urolighederne på Nørrebro den 18. maj 1993 i et samfundsmæssigt perspektiv. Udsendelsen omhandler imidlertid [A]s personlige forhold og i mindre grad politiledelsens rolle. En detaljeret gennemgang af ægteskabsproblemer, selvmord, mv., har ikke samfundsmæssig relevans. Oplysninger om [C]s formodede selvmord og detaljer om [A] og [B]s ægteskabelige problemer har ikke tidligere været offentligt kendt.

Hun finder det meget kritisabelt, at programmet indeholdt skjulte optagelser fra begravelsen, herunder tydelige billeder af pårørende foran kirken. Hun har afvist, at der er givet tilladelse til offentliggørelse af optagelser fra begravelsen.

Forud for offentliggørelsestidspunktet gjorde hun opmærksom på, at hun var uforstående over for oplysningerne vedrørende [C]s psykiske sygdom og selvmord. Påstandene savner lægelig dokumentation. Selv om oplysningerne skulle være korrekte, er det i strid med de presseetiske regler at omtale selvmord, jf. punkt B.2. Klager har anført, at TV 2 indvilligede i at fjerne en sekvens med farmoderens ”selvmord”, men psykolog Hanne Hostrups anvender ordet ”selvmord”, ligesom farmoderen fremstilles som selvmorder. Herudover er skildringen og den psykologiske profil af hendes far mangelfuld.

Klager har anført, at det fører til fejltolkninger, at programmet lægger op til, at [A]s handlinger og tanker den 18. maj 1993 skulle være rodfæstet i opdigtede barndoms- og ungdomstraumer. Ved at benytte psykolog Hanne Hostrup, der ifølge TV 2 er ”en af Danmarks mest anerkendte psykologer” til at finde den ”sandsynlige forklaring på mysteriet om [A]” får disse kommentarer karakter af sandheder, hvilket er i strid med de presseetiske regler, punkt A.5. Sandhedsværdien i indholdet understreges af, at udsendelsen går under betegnelsen ”dokumentarprogram”.

Hun har herudover anført, at selvom udsendelsen ikke omhandler en retsreportage, er det kritisabelt, at [A] fremstilles som drabsmand, når en domfældelse aldrig har fundet sted, jf. de presseetiske regler punkt C.5.

Hun har endelig anført, at man ikke som pårørende i en sådan situation skal tvinges til at stå frem på fjernsyn for at undgå, at påstande om ens slægtninge fremføres.

TV 2 har indledningsvis anført, at programmet tegner et nuanceret billede, som sætter efterspillet af urolighederne på Nørrebro i perspektiv. Der er tale om et samfundsrelevant program, som kaster nyt lys over den pressedækning og det billede, der blev tegnet af [A] i årene efter urolighederne på Nørrebro den 18. maj 1993, samt politiledelsens rolle efter urolighederne.

TV 2 har anført, at [K] flere gange i research- og optageperioden blev kontaktet og indvilligede i at mødes med tilrettelæggerne af programmet, ligesom klager har fortalt om sine oplevelser med [A] og fremskaffet barndomsfotos af faderen. Klager ønskede en række nærbilleder af pårørende fra [A]s begravelse fjernet. Optagelserne fra begravelsen er udleveret af Danmarks Radios produktionsselskab, der filmede åbenlyst. Optagelserne er tidligere offentliggjort, uden at det medførte reaktioner fra [A]s slægtninge, og optagelserne er ikke anvendt til et andet formål end det oprindelige.

TV 2 har anført, at klager ikke ønskede oplysninger om farmoderens selvmord offentliggjort, men at afdøde [C]s nulevende børn har samtykket i offentliggørelsen.

TV 2 har anført, at oplysningen om, at [A] myrdede [B] fremgår af det efterforskningsmateriale, tilrettelæggerne har haft adgang til, ligesom oplysningen og de fleste oplysninger om [A] af personlig karakter har været offentliggjort i flere medier. TV 2 har videre anført, at [B]s familie og [A]s søskende har samtykket i videregivelsen af personlige oplysninger.

TV 2 har afvist, at udsendelsen slører, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer og vurderinger. TV 2 har anført, at det gøres klart for seeren, at psykolog Hanne Hostrups analyse er hendes faglige vurdering baseret på de oplysninger, hun har fået forelagt, men at hun aldrig har mødt [A].

TV 2 har endelig anført, at klager først i august 2006 tilkendegav, at hun ikke ønskede programmet udsendt.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Niels Grubbe, Bo Maltesen, Lene Sarup og Ole Askvig.

Det fremgår af medieansvarsloven § 34, stk. 2, at klager over TV 2’s overtrædelse af god presseskik skal indgives til mediet senest 4 uger efter offentliggørelsen. Klager har korresponderet med TV 2 før offentliggørelse af udsendelsen, idet klager var bekendt med udsendelsens indhold på klagetidspunktet. TV 2 har realitetsbehandlet henvendelsen og klagevejledt klageren ved brev af 21. august 2006. Pressenævnet finder på denne baggrund, at klagen skal realitetsbehandles.

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. I tilfælde, hvor den berørte person er afgået ved døden, da omtalen blev offentliggjort, kan en klage efter Nævnets praksis under visse omstændigheder indgives af nære pårørende. Klagen angår udsendelsens omtale navnlig af afdøde [A], der er [K]s far. Pressenævnet finder, at hun derfor er klageberettiget.

Pressenævnet bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt der kan nedlægges forbud mod offentliggørelse af en udsendelse henhører under domstolenes afgørelse, hvorfor Pressenævnet ikke kan tage stilling hertil.

I de vejledende regler for god presseskik, pkt. B 3, hedder det, at ofre for forbrydelser og ulykker skal vises det størst mulige hensyn, og det samme gælder pårørende til de implicerede. Ved indsamling og gengivelse af billedmateriale skal der vises hensynsfuldhed og takt. Pressenævnet finder, at der ikke er grundlag for at antage, at der i research- og produktionsfasen ikke er udvist den fornødne hensynsfuldhed.

Pressenævnet finder, at der er en samfundsmæssig interesse i at medierne knytter omtalen af urolighederne på Nørrebro i 1993 og drabet på [B] sammen. Nævnet finder derfor, at TV 2 var berettiget til at omtale hændelserne, herunder [A]s livsforløb.

Parterne har over for Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt der er anvendt skjult kamera til [A]s begravelse. På grund af de bevismæssige begrænsninger kan Pressenævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige. Pressenævnet finder imidlertid, at optagelserne fra begravelsen alene er anvendt som led i beskrivelsen af [A]s livsforløb. Nævnet finder herefter - da billederne ikke har et krænkende indhold - at TV 2 er berettiget til at bringe disse, og Nævnet udtaler ikke kritik heraf.

Pressenævnet finder videre, at psykolog Hanne Hostrups udtalelser fremstår som hendes vurdering af [A] på baggrund af de i udsendelsen offentliggjorte oplysninger, og Nævnet udtaler ikke kritik heraf.

Vedrørende omtalen af afdøde [C] fremgår det, at hun har nulevende børn, der har givet samtykke til udsendelsens offentliggørelse. Denne del af klagen tages derfor ikke til følge.

Afgjort den 29. november 2006.

Resumé

Det fremgår af medieansvarsloven § 34, stk. 2, at klager over TV 2’s overtrædelse af god presseskik skal indgives til mediet senest 4 uger efter offentliggørelsen. Klager havde korresponderet med TV 2 før offentliggørelse af udsendelsen, idet klager var bekendt med udsendelsens indhold på klagetidspunktet. TV 2 havde realitetsbehandlet henvendelsen og klagevejledt klageren ved brev af 21. august 2006. Pressenævnet fandt på denne baggrund, at klagen skulle realitetsbehandles.

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. I tilfælde, hvor den berørte person er afgået ved døden, da omtalen blev offentliggjort, kan en klage efter Nævnets praksis under visse omstændigheder indgives af nære pårørende. Klagen angik udsendelsens omtale navnlig af afdøde [A], der var [K]s far. Pressenævnet fandt, at hun derfor var klageberettiget.

Pressenævnet bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt der kan nedlægges forbud mod offentliggørelse af en udsendelse henhører under domstolenes afgørelse, hvorfor Pressenævnet ikke kan tage stilling hertil.

I de vejledende regler for god presseskik, pkt. B 3, hedder det, at ofre for forbrydelser og ulykker skal vises det størst mulige hensyn, og det samme gælder pårørende til de implicerede. Ved indsamling og gengivelse af billedmateriale skal der vises hensynsfuldhed og takt. Pressenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at der i research- og produktionsfasen ikke var udvist den fornødne hensynsfuldhed.

Pressenævnet fandt, at der var en samfundsmæssig interesse i at medierne knyttede omtalen af urolighederne på Nørrebro i 1993 og drabet på [B] sammen. Nævnet fandt derfor, at TV 2 var berettiget til at omtale hændelserne, herunder [A]s livsforløb.

Parterne havde over for Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt der var anvendt skjult kamera til [A]s begravelse. På grund af de bevismæssige begrænsninger kunne Pressenævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der var den rigtige. Pressenævnet fandt imidlertid, at optagelserne fra begravelsen alene var anvendt som led i beskrivelsen af [A]s livsforløb. Nævnet fandt herefter - da billederne ikke havde et krænkende indhold - at TV 2 var berettiget til at bringe disse, og Nævnet udtalte ikke kritik heraf.

Pressenævnet fandt videre, at psykolog Hanne Hostrups udtalelser fremstod som hendes vurdering af [A] på baggrund af de i udsendelsen offentliggjorte oplysninger, og Nævnet udtalte ikke kritik heraf.

Vedrørende omtalen af afdøde [C] fremgik det, at hun havde nulevende børn, der havde givet samtykke til udsendelsens offentliggørelse. Denne del af klagen toges derfor ikke til følge.