Legislator Case Law & Legislation
W20061110525 DK

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-388/403

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2006 11105 Valid

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-388/403

[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Weekendavisen nr. 36 – 8. september 2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] har endvidere klaget over, at Weekendavisen har afvist at bringe et genmæle.

1. Sagsfremstilling

Weekendavisen bragte i nr. 36 – 8. september 2006 under overskriften ”Privatdetektiven” og underoverskriften ”Portræt. Det var en utraditionel personlighed, medier og myndigheder støttede sig til, da Bagmandspolitiet indledte den indtil videre kuldsejlede retssag mod Tvind.” følgende artikel

”Sejren har mange fædre, men nederlaget er forældreløst. Var Amdi Petersen & Co. blevet dømt i Ringkøbing Byret forrige torsdag, havde politi og medier kæmpet om at fremstå som fædre til sejren over Tvind-toppen. Men den egentlige Tvind-betvinger ville have været den 60-årige arkivar, privatdetektiv, forfatter og foredragsholder [K], som – en passant – voksede op som forældreløs.

Allerede i april 2001 fastslog arkivaren i Ekstra Bladets miniportræt med den mildt sagt forhastede overskrift Han fældede Tvind : »Sandheden er, at jeg det sidste par år har investeret tusindvis af timer på at klæde Tvind-imperiet af.«

[K]s rolle blev dengang understreget af kriminalkommissær Knud Haargaard fra Bagmandspolitiet i en fortrolig notits om efterforskningen: »Undersøgelserne i omhandlende sag er startet på baggrund af TV 2s dokumentarudsendelse om Tvind, og denne udsendelse bygger i det store hele på et af [K] indsamlet materiale hos tilsynsmyndighederne og materiale udleveret til ham fra en række Tvind-lærere og elever.«

Frustration

Sagen resulterede i et nederlag, der kun kan have frustreret Tvindjægerne. Men [K] gik fredagen derpå så vidt, at han – i et sprog, mange vil forbinde med gangsterfilm – sendte nogle personlige »advarsler« til historikeren Jes Fabricius Møller, der har skrevet bogen På Sejrens Vej (1999) om Tvind. Møller havde fredag formiddag i P1, hvor han var gæst hos Claus Hagen Petersen, udtalt sig om Tvind-sagen og dommen, og her indskudt denne kritiske bemærkning: »Jeg synes, der er nogle meget dunkle omstændigheder ved sagens begyndelse i 2000. Altså, hvilken rolle har [K] egentlig spillet for det her. Det er der ingen, der rigtig vil frem med. Især ikke ham selv.«

Fredag aften modtog Møller så denne mail fra [K]: »I radioudsendelsen, ’Ugen på spidsen’, 1. september d.å., fremkommer du med hetz og injurie mod mig ved navns nævnelse. Én gang til offentligt om min person, uden at jeg kan tage til genmæle, så mødes vi i retten eller på rette sted,« lød det fra [K], der sluttede: »Jeg behøver ikke at give dig flere advarsler. Vandrørene rundt om dig fortæller, og jeg er godt informeret. Hold dig til kendsgerningerne. [K].«

Om han, med udtrykket »rette sted«, mente uddeling af tørre tæsk, eller duel på pistoler, eller noget helt tredje, blev ikke nærmere konkretiseret.

Det er yderst sjældent i Danmark, men dog ikke hidtil uset, at en debat mellem personer i det offentlige rum har ført til håndgribeligheder. I 1900 opfordrede skuespilleren Robert Schyberg Politikens Edvard Brandes til duel på pistoler i Ermelunden nord for København, efter at Brandes havde nedgjort Schyberg i en teateranmeldelse. Duellen endte med, at de ramte ved siden af på 20 meters afstand.

»Jeg tror ikke, at [K] vil gøre alvor af sine trusler, så jeg tager det roligt. Man kunne fristes til at afskrive ham som en betydningsløs galning, men det ville være at underkende den rolle, han har spillet i retssagen mod Tvind,« siger Jes Fabricius Møller til Weekendavisen.

Da avisen kontakter [K], afvises det, at han har truet: »Udtrykket ’på rette sted’ er i de medier, hvor Jes Fabricius Møller bagtaler mig, uden at jeg kan være til stede. Ved ’Retten’ forstås domstolene. Sådan! Alt sludder om trusler og så videre er selvpåtaget forfølgelse fra Jes Fabricius Møllers side,« mener [K] og tilføjer

»Jes Fabricius Møller benytter ustandselig sin adgang til såvel Weekendavisen som dele af DR til at fylde sine omgivelser med forestillinger, der savner grundlag i virkeligheden. Det er hr. Møllers ret at gøre dette, og det er ok for mig. Dér, hvor Jes Fabricius Møller går over stregen, er, når han uimodsagt kan bagvaske og citere mig, uden at jeg kan tage til genmæle. Det er denne løbende infami fra Jes Fabricius Møllers side, jeg påpeger. Jeg havde dog forventet, at hr. Jes Fabricius Møller selv henvendte sig til mig for at forespørge, om udtrykket ’på rette sted’ skulle forstås som en trussel. Nu har han så valgt Weekendavisens skørter.«

Hvordan end [K]s mail kan tolkes, vidner intermezzoet om, at det har været en utraditionel personlighed, medier og myndigheder støttede sig til, da man først baserede dokumentarudsendelser – og siden startede den indtil videre kuldsejlede retssag – »på et af [K] indsamlet materiale«.

Barn nr. 33

Der har aldrig været noget, der tydede på, at [K] ville gå den konforme, lige vej. Han kom til verden i 1945 i Odense, født som det fjerde barn i en familie, der siden voksede til 11-12 børn. Forholdene var så vanskelige, at han som spæd blev sendt til et børnehjem i Odense, hvor han blev indregistreret som ’barn nr. 33’. Siden kom han til Tønder Børnehjem, hvor han boede indtil det attende år under ekstremt ydmyge forhold.

Han har fortalt, at hans største passion er kirkemusik, store korværker, klassisk musik – især Bach. Det var en kærlighed, der opstod, da han som »plaget børnehjemsbarn søgte hen i Tønder Kirke for at få et øjebliks fred og hørte organisten spille de store værker«.

I et interview med Berlingske Tidende i oktober 2000 angav [K], hvad opvæksten havde betydet: »Tidligere ville sådan en som mig være blevet dræbt – for det gjorde man med forældreløse. Nu blev jeg reddet af den menneskelighed, der siger, at sådan noget gør man altså ikke mere – derfor er jeg så fokuseret på menneskerettigheder og humanisme. Man skal aldrig sparke til et menneske, der ligger ned. Alligevel ser vi det hver dag. Jeg har mere respekt for de svage, de dumme, de usle, de stinkende – posedamerne og tiggerne – end jeg har for alle de hovmodige akademikere, der sidder i deres store huse og skal være ååh så sociale.«

Tilbage i Odense kom han som ung mand i lære som skibsbygger, men begyndte siden at læse Teologi For Lægfolk på Aarhus Universitet, hvilket blandt andet resulterede i et 13-tal til eksamenen i Paulus’ korinterbrev. [K] blev også forelsket og gift og fik to døtre. Men ægteskabet blev opløst efter seks år i 1973. Derefter blev også universitetsstudiet droppet.

I stedet begyndte [K] for alvor at hellige sig det tv- og radioarkiv – Kulturhistorisk Fondsarkiv – som er blevet hans levevej hjemme i privaten i Auning. Her arbejder maskinerne døgnet rundt for at registrere begivenheder over hele verden.

Arkivet rummer flere hundredtusinde optagelser, blandt andet samtlige tv-aviser siden 1980. Det sidste skaffede ham en større ordre, da DR – der gennem årene havde slettet sine tv-aviser – henvendte sig for at kopiere dem til deres eget arkiv.

Nazijæger

Første gang offentligheden stiftede bekendtskab med [K] var i begyndelsen af 1990erne, hvor han trådte frem i medierne som nazijæger med timevis af optagelser fra de nazistiske cirkler i Danmark. Han var blandt andet kommet tæt på den tidligere leder af DNSB, Poul Heinrich Riis-Knudsen. På den baggrund sendte TV 2 i 1993 dokumentarudsendelsen De skjulte bånd om den nationalsocialistiske bevægelse.

Men der blev sået tvivl om, hvor [K]s egen loyalitet havde været. En anklage, som [K] lige siden har tilbagevist ved enhver lejlighed.

Daværende formand for Mosaisk Trossamfund, [B], blev således i 2002 sammen med sin samlever, journalist [C], idømt 30 dages betinget hæfte i sag mod [K], efter at parret i 1996 i pressen havde kaldt ham for en løgner med tætte naziforbindelser. Parret skulle desuden betale op mod 200.000 kroner i erstatning og sagsomkostninger. Under retssagen blev det oplyst, at da [B] og [C] havde været på besøg hos [K], optog han deres samtale ved hjælp af en mikrofon, han havde skjult i et lasagnefad.

»Jeg har aldrig været nazist, og jeg har aldrig bekendt de nazistiske værdier,« sagde han ophidset ifølge et interview med Politiken i maj 2001 og tilføjede: »Men hvis man vil dokumentere et fænomen som holocaustbenægtelse, bliver man jo nødt til at filme det på dets egne vilkår.«

Ifølge [K] har nazisterne flere gange prøvet at myrde ham. Det stoppede ham dog ikke i at udgive bogen Løgneren fra Auschwitz (1995) om nazisten Thies Christoffersen.

For som han i oktober 2000 fortalte Berlingske Tidende : »De skræmmer mig ikke – af den simple årsag at jeg kender dem. Man bliver først for alvor bange, når man ikke ved, hvad og hvem det er, der truer en – så bliver fantasien ens værste fjende.«

Netop fantasien var på spil, da [K] i et indlæg i Ekstra Bladet i 1997 gik i clinch med journalisten Søren Espersen, Dansk Folkepartis daværende pressechef, og påstod, »at Søren Espersen ikke vil vedstå sit tidligere engagement som nazisternes mand i pressen.«

Beskyldningen mod Espersen – der er jødisk gift – endte med, at [K] i Landsretten i 2004 tabte en injuriesag mod Espersen. Denne udtalte efter sejren til DFs medlemsblad: »Ufrivilligt at komme ind i arkivar [K]s univers er som at dumpe ned i en ormegård. Det er ikke noget rart sted at være.«

PET-meddeler

I løbet af halvfemserne kom det frem, at han i en årrække havde været meddeler hos PET, Politiets Efterretningstjeneste. [K] havde givet oplysninger til PET om den yderste højrefløj, nazisterne og den yderste venstrefløj. Der var tale om foto- og videooptagelser af møder samt båndede telefonsamtaler.

Men han ragede uklar med efterretningstjenesten, hvilket førte til, at han i begyndelsen af 1998 stod frem i TV 2-dokumentaren Den hemmelige tjeneste og fortalte om sin og PETs infiltrering af den danske venstrefløj. I marts 1998 udsendte Justitsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste så en Redegørelse vedrørende dele af PET’s virksomhed , der løftede sløret for mange af [K]s lyssky aktiviteter i statens hemmelige tjeneste. For eksempel

På ønske fra PET udspionerede [K] i 1988 et møde i Århus, hvor foredragsholderen var et medlem af Socialistisk Arbejderparti. Under arbejdskonflikten i 1985 forsynede [K] PET med optagelser fra Radio Århus, hvor der blev fremsat opfordringer til ulovlige blokader. I 1996 gav [K] PET fotos og videooptagelser fra moddemonstrationer i anledning af møder afholdt af Den Danske Forening.

I november 1996 blev der i Århus Kongreshus afholdt en høring om kurdernes kamp for frihed i Tyrkiet. Talere var blandt andet Lasse Budtz fra Socialdemokratiets Udenrigspolitiske Udvalg. PET aftalte med [K], at han skulle deltage i og båndoptage høringen, og [K] fik til brug for mødet udleveret en såkaldt Nagrabåndoptager.

Efter bombesprængningen i 1992 af Internationale Socialisters kontor i København, hvor en aktivist blev dræbt, blev [K] afhørt af PET, som gav denne karakteristik af arkivaren: »Af afhøringsmaterialet kan alene udledes, at han fremkom med forskellige udokumenterede antydninger, som mest af alt drejer sig om hans opfattelse af forskellige personer, og hvorom man ikke kan frigøre sig for den opfattelse, at han har en indre trang til at gøre sig ’interessant’.«

Ydermere kastede redegørelsen lys over [K]s økonomi, idet den fortalte, at »han angiver selv, at han ’handler med oplysninger og tjener 13.000,- kr. om måneden’. Han sælger blandt andet oplysninger til journalister.«

Online med politiet

[K]s forhold til medier, myndigheder og ekstreme bevægelser har været præget af gådefulde alliancer og usædvanlige opgør. Samarbejdet med myndighederne blev genoptaget to dage efter, at TV 2-dokumentaren om Imperiet Tvind blev sendt i august 2000. Her henvendte TV 2 og [K] sig sammen til politiet i Holstebro og »meddelte, at politiet kunne se de dele af materialet, der kunne have relevans,« som kriminalkommissær Knud Haargaard oplyste i sin notits fra 2001.

Samarbejdet fik en exceptionel dimension om morgenen den 25. april 2001, da politiet stormede Tvinds hovedsæde i Grindsted. Betjentene sprang over hegnet og ransagede ejendommen. Det var en hemmelig aktion, der foregik samtidig med ransagninger på andre af Tvinds ejendomme.

Men helt hemmelig var den ikke. Forinden var [K] blevet briefet af Haargaard om aktionen, så [K] kunne stå udenfor og filme for TV 2.

Det samarbejde blev der ironiseret over hos Tvind, hvor en lærer fik optaget dette indlæg i Information : »Samtidig med aktionen var [K] stationeret udenfor med filmkamera af en kvalitet, som gør, at han må have lånt det af bagmandspolitiet. På trefod. Vi spurgte Holstebros politimester om ikke han fandt det lidt pinligt at være online med [K], hvis liv går med at svine Tvind til.« Og lidt pinligt var det ifølge vicestatsadvokat Poul Gade, der skrev til Statsadvokaten i Aalborg og beklagede briefingen af TV 2 og [K].

To år efter, i 2003, skrev [K] sin Tvind-beretning i Mesteren fra Tvind , en bog om Mogens Amdi Petersen.

Men i en kronik i 2005 i Information anførte historiker Jes Fabricius Møller: »Denne selvbestaltede arkivar og hemmelighedskræmmer havde fremskaffet, hvad en håndfuld myndigheders professionelle jurister og økonomer i løbet af to årtier ikke havde magtet at finde. Hvordan han bar sig ad, forbliver en gåde.«

Men [K] afviser over for Weekendavisen, at der i dag er noget gådefuldt eller dunkelt om hans rolle i Tvind-sagen og påpeger

»Gennem mange foredrag, i medierne og for tv m.m., har jeg udtalt mig om alle de forhold, jeg har været involveret i siden 19. februar 1999 og op til i dag. Jeg har svaret på alle tænkelige spørgsmål. Selv forsvarskredsen i Tvind-sagen indkaldte mig som Deres vidne. Igen og igen blev jeg spurgt om, hvordan jeg havde fået fat i dokumenter, koster-rapporter osv. Jeg henviste til min bog, Mesteren fra Tvind , og redegjorde eksakt for hver en detalje i de stillede spørgsmål. Mine besvarelser kan ses af udskrift af dombogen. Der foreligger således ingen dunkle omstændigheder, hverken i min rolle som forfatter eller involvering i tv-udsendelserne om Tvind.«

Senest på torsdag skal politiet i Holstebro så finde ud af, hvorvidt de vil anke Tvind-sagen og gå videre i landsretten med »et af [K] indsamlet materiale«”

Weekendavisen bragte i nr. 39 – 29. september 2006 under overskriften ”Rettelse” følgende

”I artiklen Privatdetektiven omtalte Weekendavisen 8. september en kontrovers mellem arkivaren [K] og DF-politikeren Søren Espersen om sidstnævntes påståede forbindelse til DNSB. Avisen skrev, at sagen ”endte med, at [K] i landsretten i 2004 tabte en injuriesag mod Espersen.” Dette er ikke korrekt, idet det var ungdomsmagasinet Tjeck Magazine, som Espersen vandt over i en landsretssag. Den rette sammenhæng er – som Østre Landsret skrev i en pressemeddelelse – at Tjeck Magazine i en artikel om Espersen støttede sig ”på udtalelser fra [K] om forståelsen af materialet. [K] er den eneste citerede kilde vedrørende udsagnene om medlemskab af DNSB ” Vi beklager fejlen.”

2. Parternes synspunkter

2.1. [K]s synspunkter

[K] har vedrørende god presseskik indledningsvis anført, at de ukorrekte oplysninger er bragt i bevidst skadevoldende hensigt. [K] har anført, at navnlig følgende udsagn er i strid med god presseskik

Overskriften ”Privatdetektiven” idet udsagnet er krænkende i artiklens sammenhæng og usandt, eftersom han hverken har udgivet sig for eller ikke har ret til at kalde sig privatdetektiv. Formålet er at skildre klager som ”dunkle” [dunkel], ”frustreret” ”hemmelighedskræmmer”, der truer og uddeler ”tørre tæsk blev ikke nærmere konkretiseret”. Klager har inden offentliggørelsen afvist, at der med ordvalget ”rette sted” var fremsat en trussel. Han har siden 1999 udtalt sig om ”sin dunkle rolle”, hvorfor udsagnet fra Jes Fabricius Møller ”især ikke ham selv” er særligt krænkende,

Citatet ”Man fristes til at afskrive ham som en betydningsløs galning”, idet det er bragt for at tilsværte klager,

”debat mellem personer i det offentlige rum har ført til håndgribeligheder”, idet udsagnet er bragt efter det stod klart for Weekendavisen, at han ikke havde truet nogen,

”Tvind-betvinger” er ukorrekt, idet han blot har besvaret spørgsmål, når myndighederne henvendte sig. Der er endvidere ikke belæg for, at myndighederne skulle besidde materiale fra klager, som de ikke i forvejen selv var i besiddelse af,

”tabte en injuriesag mod Espersen”, idet der ikke har været et retligt sagsforhold mellem Søren Espersen og [K],

”PET-meddeler”, idet han har fungeret som konsulent for PET – og har således ikke drevet ”lyssky” virksomhed. Klager har afvist at være blevet afhørt af PET i Søllerød-sagen, hvorfor PET ikke kan fremkomme med oplysninger om, hvad han skulle have sagt, og

Beskrivelsen af klagers involvering sammen med politiet den 25. april 2001 er usand, idet han ikke blev briefet forud for ransagningen, hvilket også efterfølgende blev afvist. [K] har anført, at denne oplysning burde være medtaget i artiklen.

[K] har herudover anført, at udsagnet ”Derefter blev også universitetsstudiet droppet” ikke er korrekt, idet der ikke er nogen sammenhæng mellem klagers studier og ægteskab. Der er endvidere ikke sammenhæng mellem klagers personlige baggrund og hans virksomhed, og klager har afvist at have leveret en eneste tv-avis til Danmarks Radio. Der var ikke en ”mikrofon i et lagsagnefad”, men en indretning. ”Nazijæger” er endvidere et udtryk opfundet af Ekstra Bladet i 1993. Udsagnet ”Men der blev sået tvivl om, hvor [K]s egen loyalitet havde været” er nedsættende, idet offentligheden ”vidste, hvor han stod”.

[K] har anført, at han blev nægtet adgang til de ukorrekte oplysninger før offentliggørelsen.

[K] har anmodet Weekendavisen om at få bragt følgende genmæle

”Genmæle af de røde [kursive] tekster, jf. Medieansvarslovens kapitel 6 § 36. Genmæleteksten er formuleret sådan: ”Udsagnet er ukorrekt og usandt” eller ”uanset citeret ukorrekt og usandt”.

Lin. 2: myndigheder støttede sig til Udsagnet er ukorrekt og usandt.

Lin. 4: Privatdetektiven Udsagnet er ukorrekt og usandt.

Lin. 10: Privatdetektiv Udsagnet er ukorrekt og usandt.

Lin. 21: frustreret Tvindjægerne Udsagnet er ukorrekt og usandt.

Lin. 26, 27 og 28: »Jeg synes, der er nogle meget dunkle omstændigheder ved sagens begyndelse i 2000. Altså, hvilken rolle har [K] egentlig spillet for det her. Det er der ingen, der rigtig vil frem med. Især ikke ham selv.« Uanset citeret er udsagnets indhold ukorrekt og usandt.

Lin. 150 og 151: Forinden var [K] blevet briefet af Haargaard om aktionen, så [K] kunne stå udenfor og filme for TV 2. Udsagnet er ukorrekt og usandt. I nævnte tilfælde direkte løgnagtigt og injurierende.

Lin. 153, 154, 155 og 156: »Samtidig med aktionen var [K] stationeret udenfor med filmkamera af en kvalitet, som gør, at han må have lånt det af bagmandspolitiet. På trefod. Vi spurgte Holstebros politimester om ikke han fandt det lidt pinligt at være online med [K], hvis liv går med at svine Tvind til.« Uanset citatet er indholdet ukorrekt og usandt. Groft injurierende.

Lin. 157: beklagede briefingen af TV 2 og [K] Uanset citatet er indholdet ukorrekt og usandt.

Lin. 161: hemmelighedskræmmer Udsagnet er ukorrekt og usandt.

Lin. 174: et af [K] indsamlet materiale Udsagnet er ukorrekt og usandt.”

[K] har endelig anført, at den bragte rettelse af 29. september 2006 er ukorrekt.

2.2. Weekendavisens synspunkter

Weekendavisen har indledningsvis oplyst, at man fandt det interessant at gå tæt på personen [K] som en relevant opfølgning på byretsdommen i Tvind-sagen. I portrætgenren er det almindeligt, at der tages udgangspunkt i et aktuelt emne, og en person portrætteres via en række kilder – herunder portrætpersonen selv. Der er således fremkommet både positive og negative sider af [K]. Ved udarbejdelse af et portræt er et medie ikke forpligtet til at lade den portrætterede person gennemgå portrættet.

Weekendavisen har videre anført, at avisen finder det af betydelig offentlig interesse at trække sager frem, hvor personer, der deltager i den offentlige debat, får tilsendt mails af truende karakter.

Weekendavisen har afvist at have bragt ukorrekte oplysninger, og at disse skulle være bragt i skadevoldende hensigt. Til de påklagede udsagn har Weekendavisen anført følgende

Ad 1.

Udtrykket ”privatdetektiv” er en almindelig betegnelse for folk, der ernærer sig ved at fremskaffe oplysninger. Ligesom [K] tidligere selv har oplyst, at han ”handler med oplysninger”. Udsagnene ”dunkle omstændigheder”, ”kun kan have frustreret Tvindjægerne” og ”tørre tæsk, eller duel på pistoler” er henholdsvis citat og journalistiske betragtninger.

Ad 2-3.

[K]s mail til Jes Fabricius Møller blev forelagt forskellige kolleger, som fandt [K]s sprogbrug truende. Avisen overlod det til læseren at vurdere mailens karakter og trykte mailen som faksimile sammen med [K]s og Jes Fabricius Møllers kommentarer.

Ad 4.

Det af en notits fra bagmandspolitiet fremgår, at [K] havde en aktiv rolle – herunder blev dele af [K]s materiale kopieret af politiet.

Ad 5.

Citatet er korrekt gengivet, men avisen erkender, at Søren Espersen ikke vandt over [K], men over Tjeck Magazine. Avisen bragte den 29. september 2006 en rettelse.

Ad 6.

Udsagnet ”lyssky virksomhed” anvendes, idet efterretningstjenester virker ved hemmeligt arbejde, såsom at lave skjulte optagelser. Weekendavisen har henvist til ”Redegørelse vedrørende dele af PET’s virksomhed”, hvoraf det fremgår, at [K] blev godkendt som kilde for PET. Af samme redegørelse fremgår det, at [K] blev afhørt vedrørende Søllerød-sagen. Avisen har anført, at afhøringen bibragte den opfattelse, at [K] ville gøre sig ”interessant”.

Ad 7.

Beskrivelsen af [K]s involvering er dokumenteret.

Weekendavisen har endelig afvist at have bragt ukorrekte oplysninger – udover den allerede rettede oplysning - der kan berettige [K] til at få bragt et genmæle.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Niels Grubbe, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Ole Askvig.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt udsagn er af injurierende karakter, henhører under domstolene, og Pressenævnet kan ikke tage stilling hertil.

Et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. Vejledende regler for god presseskik, punkt A.2. Pressenævnet finder, at der ikke er grundlag for at antage, at der er sket en sådan tilsidesættelse af denne pligt, at god presseskik er tilsidesat.

Det er Pressenævnets opfattelse, at offentlige personer i forhold til andre må tåle en mere nærgående og kritisk omtale af deres person og de handlinger, de foretager. Det er samtidig Nævnets opfattelse, at der må gives medierne vide rammer med hensyn til satiriske gengivelser eller kommentarer i forhold til personer eller begivenheder. Dette må særligt gælde i forhold til offentlige personer. [K] har efter det oplyste en central rolle i Tvind-sagen, og Nævnet finder derfor, at han må tåle, at avisen har inddraget hans person ved omtalen af Tvind-sagen.

I artiklen fremkom udsagnene; ”privatdetektiven”, ”under dunkle omstændigheder”, ”lyssky virksomhed”, ”frustreret”, ”mente uddeling af tørre tæsk, eller duel på pistoler” og ”Man fristes til at afskrive ham som en betydningsløs galning”, ”Derefter blev også universitetsstudiet droppet”, ”Men der blev sået tvivl om, hvor [K]s egen loyalitet havde været” samt ”nazijæger” og ”Tvind-betvinger”. Det er Nævnets opfattelse, at udsagnene klart fremstår som henholdsvis Weekendavisens vurderinger på baggrund af de fremkomne oplysninger. Pressenævnet bemærker, at [K]s kommentarer til mailens karakter er medtaget i artiklen. På denne baggrund finder Pressenævnet, at Weekendavisen ikke har handlet i strid med god presseskik ved at undlade at forelægge de øvrige udsagn for [K].

Parterne har over for Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer – herunder bl.a. vedrørende informationsstrømmen fra [K] til politiet og omvendt. Pressenævnet kan på grund af de begrænsede bevismæssige muligheder ikke afgøre, hvilke forklaringer, der er de rigtige.

Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Pressenævnet finder, at udsagnet ”debat mellem personer i det offentlige rum har ført til håndgribeligheder” er en korrekt oplysning, og Nævnet udtaler ikke sin kritik.

Pressenævnet finder, at udsagnet ”tabte injuriesag mod Søren Espersen” er en forkert oplysning, og Weekendavisen burde have kontrolleret oplysningens rigtighed. Da dette ikke er sket, udtaler Nævnet sin kritik. Da Weekendavisen har beklaget dette forhold i avisen den 29. september 2006, finder Pressenævnet imidlertid, at der ikke er grundlag for at pålægge Weekendavisen at offentliggøre kritikken vedrørende dette punkt, jf. medieansvarsloven § 49.

Nævnet finder, at ordet ”PET-meddeler” er anvendt på en uheldig måde, men at det ikke i sig selv er nok til at udtale kritik.

Pressenævnet finder ikke, at Weekendavisen i øvrigt har tilsidesat god presseskik.

Det fremgår af medieansvarsloven § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

De påklagede udsagn indeholder i hovedsagen vurderinger og ikke oplysninger af faktisk karakter. Pressenævnet finder, at der derfor ikke er grundlag for at bringe et genmæle. Pressenævnet finder imidlertid, at udsagnet ”tabte injuriesag til Søren Espersen” er en faktisk oplysning, der kan være egnet til at påføre [K] økonomisk eller anden skade af betydning. Da Weekendavisen har beklaget dette forhold i rettelsen af 29. september 2006, finder Pressenævnet imidlertid, at der ikke er grundlag for at pålægge Weekendavisen at offentliggøre kritikken vedrørende dette punkt i form af et genmæle, jf. medieansvarsloven § 39.

Pressenævnet kan, allerede som følge af den manglende henvisning i klagen til konkrete urigtige oplysninger i berigtigelsen af 29. september 2006, ikke tage stilling til, hvorvidt berigtigelsen i øvrigt ikke har været fyldestgørende.

Afgjort den 29. november 2006.

Endelig adm. afgørelse 2006 11105 Valid

Resumé

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt udsagn er af injurierende karakter, henhører under domstolene, og Pressenævnet kunne ikke tage stilling hertil.

Et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. Vejledende regler for god presseskik, punkt A.2. Pressenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at der var sket en sådan tilsidesættelse af denne pligt, at god presseskik var tilsidesat.

Det er Pressenævnets opfattelse, at offentlige personer i forhold til andre må tåle en mere nærgående og kritisk omtale af deres person og de handlinger, de foretager. Det er samtidig Nævnets opfattelse, at der må gives medierne vide rammer med hensyn til satiriske gengivelser eller kommentarer i forhold til personer eller begivenheder. Dette må særligt gælde i forhold til offentlige personer. [K] havde efter det oplyste en central rolle i Tvind-sagen, og Nævnet fandt derfor, at han måtte tåle, at avisen havde inddraget hans person ved omtalen af Tvind-sagen.

I artiklen fremkom udsagnene; ”privatdetektiven”, ”under dunkle omstændigheder”, ”lyssky virksomhed”, ”frustreret”, ”mente uddeling af tørre tæsk, eller duel på pistoler” og ”Man fristes til at afskrive ham som en betydningsløs galning”, ”Derefter blev også universitetsstudiet droppet”, ”Men der blev sået tvivl om, hvor [K]s egen loyalitet havde været” samt ”nazijæger” og ”Tvind-betvinger”. Det var Nævnets opfattelse, at udsagnene klart fremstod som henholdsvis Weekendavisens vurderinger på baggrund af de fremkomne oplysninger. Pressenævnet bemærkede, at [K]s kommentarer til mailens karakter var medtaget i artiklen. På denne baggrund fandt Pressenævnet, at Weekendavisen ikke havde handlet i strid med god presseskik ved at undlade at forelægge de øvrige udsagn for [K].

Parterne har over for Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer – herunder bl.a. vedrørende informationsstrømmen fra [K] til politiet og omvendt. Pressenævnet kunne på grund af de begrænsede bevismæssige muligheder ikke afgøre, hvilke forklaringer, der var de rigtige.

Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Pressenævnet fandt, at udsagnet ”debat mellem personer i det offentlige rum har ført til håndgribeligheder” var en korrekt oplysning, og Nævnet udtalte ikke sin kritik.

Pressenævnet fandt, at udsagnet ”tabte injuriesag mod [A]” var en forkert oplysning, og Weekendavisen burde have kontrolleret oplysningens rigtighed. Da dette ikke var sket, udtalte Nævnet sin kritik. Da Weekendavisen har beklaget dette forhold i avisen den 29. september 2006, fandt Pressenævnet imidlertid, at der ikke var grundlag for at pålægge Weekendavisen at offentliggøre kritikken vedrørende dette punkt, jf. medieansvarsloven § 49.

Nævnet fandt, at ordet ”PET-meddeler” var anvendt på en uheldig måde, men at det ikke i sig selv var nok til at udtale kritik.

Pressenævnet fandt ikke, at Weekendavisen i øvrigt havde tilsidesat god presseskik.

Det fremgår af medieansvarsloven § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

De påklagede udsagn indeholdt i hovedsagen vurderinger og ikke oplysninger af faktisk karakter. Pressenævnet fandt, at der derfor ikke var grundlag for at bringe et genmæle. Pressenævnet fandt imidlertid, at udsagnet ”tabte injuriesag til [A]” var en faktisk oplysning, der kunne være egnet til at påføre [K] økonomisk eller anden skade af betydning. Da Weekendavisen havde beklaget dette forhold i rettelsen af 29. september 2006, fandt Pressenævnet imidlertid, at der ikke var grundlag for at pålægge Weekendavisen at offentliggøre kritikken vedrørende dette punkt i form af et genmæle, jf. medieansvarsloven § 39.

Pressenævnet kunne, allerede som følge af den manglende henvisning i klagen til konkrete urigtige oplysninger i berigtigelsen af 29. september 2006, ikke tage stilling til, hvorvidt berigtigelsen i øvrigt ikke havde været fyldestgørende.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →