Legislator Case Law & Legislation
W20061095025 DK

Ankestyrelsens principafgørelse G-1-06 om almen ældrebolig - visitation - frit valg - flytning til ny kommune - aktuelle boligforhold - afhændelse af tidligere bolig

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2006 10950 Historic

Ankestyrelsens principafgørelse G-1-06 om almen ældrebolig - visitation - frit valg - flytning til ny kommune - aktuelle boligforhold - afhændelse af tidligere bolig

KEN#LOKDOK23 2006 10950 Historic

Resume

Ankestyrelsen fandt, at der ved visitation til en almen ældrebolig ikke kunne lægges afgørende vægt på, hvorvidt ansøgers aktuelle bolig i tilstrækkeligt omfang tilgodeså ansøgers behov.

Ankestyrelsen lagde vægt på formålet med reglerne i almenboligloven om frit valg, hvorefter personer med et særligt behov for almene ældreboliger efter forudgående visitation havde ret til frit at vælge sådanne boliger uanset boligens beliggenhed.

Desuden lagde Ankestyrelsen vægt på forarbejderne til reglerne om frit valg, hvoraf det bl.a. fremgik, at retten til frit valg både gjaldt, hvor personen boede i eget hjem, og hvor personen allerede boede i en ældrebolig/plejebolig mv.

KEN#LOKDOK23 2006 10950 Historic

Love

Lov om almene boliger m.v. - lovbekendtgørelse nr. 610 af 21. juni 2005 - § 1, § 2, § 3, § 4, § 54, stk. 1, § 57, stk. 1, § 58a, stk. 1, § 58a, stk. 2 og § 58a, stk. 3

Sagsfremstilling

Sagen drejede sig om en handicappet kvinde, som på ansøgningstidspunkt boede i en handicapvenlig andelsbolig sammen med sin ægtefælle.

Ansøger ønskede at flytte til en anden kommune og ansøgte derfor sin bopælskommune om at blive visiteret til en almen ældrebolig.

Ansøger fik afslag på sin ansøgning om en almen ældrebolig.

Ved afgørelsen lagde kommunen vægt på, at ansøger med sit aktuelle funktionsniveau boede i en bolig, som opfyldte hendes behov.

Ansøger klagede over afgørelsen til det sociale nævn.

Under nævnets behandling af sagen blev det oplyst, at ansøger havde solgt sin andelsbolig.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet pålagde kommunen at visitere ansøger til en almen ældrebolig.

Nævnet vurderede, at ansøger havde et særligt behov for at bo i en bolig, der var indrettet til personer med handicap, jf. lov om almene boliger mv., §§ 54, 57 og 58.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger havde søgt om at blive visiteret til en almen ældrebolig med henblik på at flytte til en anden kommune.

Nævnet fandt derfor, at der ikke kunne lægges afgørende vægt på ansøgers aktuelle bolig, som hun i øvrigt havde solgt efterfølgende.

Nævnet lagde herved vægt på § 58 a i lov om almene boliger mv. om visitation til almene ældreboliger og om mulighederne for at frit at vælge ældreboliger uanset beliggenhed.

Nævnet henviste til bemærkningerne til lovforslag 01/02 vedrørende almenboliglovens § 58 a, hvoraf bl.a. fremgik, at ældre og personer med handicap har ret til frit at vælge en ældrebolig/plejebolig mv., både i sin bopælskommune og i en anden kommune.

Det foreslås, at denne ret både gælder, hvor den pågældende bor i eget hjem, og hvor den pågældende allerede bor i en ældrebolig/plejebolig mv.

Nævnet fandt herefter på baggrund af det oplyste i kommunens "serviceaftale hjemmepleje", at ansøgers funktionsniveau bevirkede, at hun havde et særligt behov for at bo i en bolig, der var indrettet til personer med handicap, og at ansøgers aktuelle boligforhold ikke kunne tilgodese dette behov, allerede fordi hun havde valgt at flytte til en anden kommune og derfor havde solgt sin aktuelle bolig.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at kommunen ikke var enig med nævnet i, at der ikke kunne lægges afgørende vægt på ansøgers nuværende boligforhold, idet boligens egnethed i forhold til ansøgers funktionsniveau var en del af kommunens generelle bestemmelser for at få anvist en bolig.

Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til SM G-2-01, herunder det forhold, at ansøger havde solgt sin hidtidige bolig, som opfyldte hendes behov.

Afgørelse

Ansøger havde ret til at blive visiteret til en almen ældrebolig.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen ikke fandt grundlag for at tilsidesætte nævnets vurdering, hvorefter ansøger opfyldte betingelserne i lov om almene boliger mv. for at blive visiteret til en almen ældrebolig i kommunen.

Ankestyrelsen fandt, at der ved afgørelsen om visitation til en almen ældrebolig ikke kunne lægges afgørende vægt på, hvorvidt ansøgers aktuelle bolig i tilstrækkeligt omfang kunne tilgodese hendes behov.

Ankestyrelsen lagde vægt på formålet med reglerne i almenboligloven om frit valg, hvorefter personer med et særligt behov for almene ældreboliger efter forudgående visitation havde ret til frit at vælge sådanne boliger uanset boligens beliggenhed.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på forarbejderne til reglerne om frit valg, hvoraf det bl.a. fremgik, at retten til frit valg både gjaldt, hvor personen boede i eget hjem, og hvor personen allerede boede i en ældrebolig/plejebolig mv.

Det blev bemærket, at det ikke var blevet tillagt betydning ved afgørelsen, at ansøger havde solgt sin tidligere bolig.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →