Klage over at det lokale psykiatriske patientklagenævn godkendte beslutning om tvangsbehandling, som blev truffet under mødet i nævnet

Klage over at det lokale psykiatriske patientklagenævn godkendte beslutning om tvangsbehandling, som blev truffet under mødet i nævnet

Resumé

En 28-årig mand, der siden 17-års alderen havde lidt af paranoid skizofreni og var idømt en anbringelsesdom på psykiatrisk hospital, havde i en periode været indforstået med at tage antipsykotisk medicin herunder Cisordinol depot.

Den 27. november 2006 fik patienten den seneste dosis antipsykotisk medicin, idet han efterfølgende afviste medicinen.

Den 12. december 2005 accepterede patienten injektion med Cisordinol depot 150 mg med ugentlige intervaller, men efterfølgende afviste han på ny at tage medicin.

Den 21. december 2005 var patienten truende med tiltagende affektspændthed og affektophobning med eskalering i de verbale trusler.

Der blev derfor truffet beslutning om tvangsbehandling med injektion Cisordinol 15 mg dagligt.

Hans klage blev på grund af farlighed ikke tillagt opsættende virkning, hvorfor han samme dag fik en injektion med 15 mg Cisordinol under fastholden.

Senere samme dag accepterede patienten frivilligt at modtage Cisordinol depot 150 mg med ugentlige intervaller, hvorfor det blev besluttet, at der skulle holdes pause med tvangsbehandlingen.

Den 28. december 2005 tog patienten frivilligt den ordinerede depotmedicin, men efterfølgende afviste han atter at tage den.

Under mødet den 11. januar 2006 i Det Psykiatriske Patientklagenævn oplyste patienten, at han havde det bedst uden medicin, men at han var indforstået med at tage Cisordinol i depotform men udelukkende 100 mg og ikke løbende, da han fik bivirkninger af denne medicinering blandt andet i form af træthed.

Under mødet den 11. januar 2006 traf overlægen beslutning om, at patienten skulle tvangsbehandles med injektion Cisordinol depot 200 mg hver 7. dag reguleret efter behov og bivirkninger.

Der blev klaget over beslutningen om tvangsbehandling til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, som ved sin afgørelse godkendte tvangsbehandling med Cisordinol depot 200 mg med ugentlige intervaller.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn hjemviste afgørelsen fra det lokale Psykiatriske Patientklagenævn for så vidt angår beslutningen af 21. december 2005 om tvangsmedicinering af patienten med injektion Cisordinol 15 mg dagligt, da det ikke i tilstrækkelig grad fremgik af afgørelsen, at det lokale nævn havde taget stilling til denne beslutning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ophævede endvidere afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn for så vidt angår beslutningen af 11. januar 2006 om tvangsmedicinering af patienten, da det var nævnets opfattelse, at det ikke var i overensstemmelse med psykiatriloven, at det lokale patientklagenævn på baggrund af overlægens beslutning på mødet om tvangsbehandling af patienten med 200 mg Cisordinol depot hver 7. dag, umiddelbart herefter traf afgørelse vedrørende denne afgørelse, idet det lokale patientklagenævn ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling til beslutningen, herunder da de formelle krav, om at der skal foreligge et skriftligt grundlag for overlægens beslutning, ikke var opfyldte.

Nævnet oplyste, at det fremgår af psykiatrilovens § 36, stk. 1, at når en sag om blandt andet tvangsbehandling indbringes for det lokale patientklagenævn, skal sygehusmyndigheden fremsende sagens akter, herunder en udskrift af tvangsprotokollen samt en erklæring fra overlægen.

Nævnet oplyste endvidere, at det fremgår af § 14, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998 om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn med senere ændringer, at nævnet ved klage over beslutning om tvangsbehandling kan godkende eller tilsidesætte beslutningen.

Dette gælder også, hvis klagen angår det præparat eller den dosering, der er angivet i beslutningen.

Nævnet kan således ikke anvise et andet præparat eller dosering.

Herudover oplyste nævnet, at det fremgår af § 6 i bekendtgørelse nr. 1302 af 14. december 2004 om underretning og klagevejledning til patienter i forbindelse med anvendelse af tvang i psykiatrien, at når tvangsbehandling skønnes at være påkrævet, skal patienten underrettes herom.

Underretningen skal indeholde oplysning om det nærmere indhold af den påtænkte tvang, baggrunden for at anvende tvang og formålet hermed.

Ved tvangsbehandling skal patienten endvidere vejledes om udsigten til en bedring af helbredstilstanden og behandlingens virkninger og mulige bivirkninger.

Nævnet bemærkede, at såfremt patienten ønskede at klage over overlægens beslutning på mødet den 11. januar 2006 kunne han på sædvanligvis fremsende en klage til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn herom.