Klage over fjernelse af to tænder i forbindelse med bedøvelse under operation
Statutory Text (3 Articles)
Klage over fjernelse af to tænder i forbindelse med bedøvelse under operation
Resumé
En 83-årig mand blev indlagt på sygehus med henblik på operation.
Der var planlagt præoperativt tilsyn fra anæstesiafdelingen dagen før oprationen, men dette kunne ikke gennemføres på grund af travlhed.
Ved operationen blev der fjernet to løse fortænder i forbindelse med intubation til assisteret vejrtrækning.
Dagen efter blev patienten henvist til tandklinikken på et andet sygehus, hvor han oplyste, at den ene fortand var let løsnet inden operationen.
Det blev beskrevet, at de beskadigede tænder var udsat for caries inden operationen og derved svækket.
Der blev klaget over, at der blev fjernet to tænder under operationen, idet en medarbejder under operationen slog to tænder løse i er ellers velfungerende tandsæt.
Nævnet fandt grundlag for kritik af anæstesilægen for hans behandling af patienten og for hans indhentelse af informeret samtykke forud for operationen.
Det fremgik af præmedicineringsskemaet, at patienten havde fastsiddende tænder.
Der blev givet præmedicin på operationslejet.
Operationen foregik i fuld bedøvelse.
Det fremgik af journalen, at den præoperative vurdering blev gennemført på operationsgangen på selve operationsdagen, hvilket efter nævnets vurdering ikke var kritisabelt på en travl anæstesiafdeling.
Det fremgik desuden af journalen, at det under bedøvelsen blev nødvendigt at udtage 2 af tænderne for at sikre luftvejene mod evt. tandstumper, og at patienten ville blive orienteret efter opvågning.
Det fremgik af journalen fra tandklinikken på et andet sygehus, at patienten blev undersøgt 3 uger efter, og at de to tænder allerede før operationen var udsat for caries (huller i tænderne), og at tandsættet generelt var meget forsømt.
Patientklagenævnet fandt, at patientens tænder var meget skrøbelige, og at det ikke med sikkerhed kunne undgås, at én eller flere tænder kunne blive beskadiget i forbindelse med en intubation, og at anæstesilægens bekymring for, om de to løse tænder kunne aspireres, forekom velbeføjet, men anæstesilægen burde inden anæstesiindledningen have undersøgt tandstatus, og ikke have ladet sig nøje med patientens udsagn om, at tænderne var fastsiddende.