Klage over at medicinsk behandling til dement blev iværksat trods de pårørendes manglende samtykke, tilslutning fra embedslægeinstitutionen til behandling

Klage over at medicinsk behandling til dement blev iværksat trods de pårørendes manglende samtykke, tilslutning fra embedslægeinstitutionen til behandling

Resumé

En 80-årig kvinde flyttede i 2000 i en ældrebolig for demente, da hun var meget generet af hukommelsesbesvær, og da hun havde svært ved at klare sig selv.

Hendes datter var beskikket som værge for hende vedrørende personlige og økonomiske forhold.

Efterfølgende blev der foretaget en CT-scanning som sammenholdt med patientens sygehistorie tydede på, at hun led af Alzheimer demens.

Der blev derfor ordineret behandling med Aricept.

I de følgende år blev patienten løbende fulgt, der blev foretaget forskellige undersøgelser samt tests af hendes kognitive funktion.

Hun blev gradvist dårligere, og behandlingen med Aricept blev flere gange diskuteret.

Hver gang besluttede lægerne dog, at behandlingen skulle fortsætte.

I sommeren 2003 var patienten blevet meget dårlig.

Hun havde forfølgelsesvanvid, kastede med maden, havde giftfrygt og var synshallucineret.

En overlæge foreslog derfor behandling med antipsykotisk medicin i form af Zyprexa, som de pårørende imidlertid ikke ville acceptere.

Overlægen anmodede derfor i henhold til lov om patienters retstilling § 9, stk. 4, embedslægeinstitutionen om at tilslutte sig behandling med antipsykotisk medicin.

En måned senere tilsluttede embedslægen sig den foreslåede behandling, men da familien havde modsat sig Zyprexa, blev der ordineret behandling med Seroquel 12,5 mg dagligt.

Familien blev orienteret herom.

Der blev blandt andet klaget over, at patienten blev behandlet med Seroquel.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlægen for at ordinere behandling med Seroquel, idet patienten efter nævnets opfattelse var behandlingskrævende, og idet det var nødvendigt at behandle hende, idet undladelse af behandling åbenbart ville skade behandlingsresultatet af hende.

Nævnet lagde herved vægt på, at patienten i kraft af sin demenstilstand havde udviklet psykotiske symptomer i form af såvel vrangforestillinger som hallucinationer, og at hun var forpint af denne tilstand.

Det var nævnets opfattelse, at behandlingen med Seroquel var velegnet, og at der var tale om en beskeden dosis.

Videre var det nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at overlægen anmodede embedslægeinstitutionen om at tilslutte sig behandlingen, idet hun forinden forgæves havde forsøgt at indhente værgens samtykke hertil.

Nævnet oplyste i den forbindelse,, at det af lov om patienters retsstilling § 6, stk. 1, fremgår, at ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, med mindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller §§ 8-10.

Videre oplyste nævnet, at det af lov om patienters retsstilling § 9, stk. 1, fremgår, at for en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, kan de nærmeste pårørende give informeret samtykke til behandling.

I de tilfælde, hvor patienten er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, jf. værgemålslovens § 5, kan informeret samtykke dog gives af værgen.

Endelig oplyste nævnet, at det af samme lovs § 9, stk. 4, fremgår, at sundhedspersonen, såfremt denne skønner, at de nærmeste pårørende eller værgen, jf. stk. 1, forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet, kan gennemføre behandlingen, såfremt vedkommende embedslægeinstitution giver sin tilslutning hertil.