Klage over fastholdelse og efterfølgende tvangsfiksering

Klage over fastholdelse og efterfølgende tvangsfiksering

Resumé

En 78-årig mand, der fire gange tidligere havde været indlagt på psykiatrisk afdeling og som led af skizo-affektiv psykose, blev den 25. november 2005 tvangsindlagt på farlighedsindikation, idet han var i livsfare på grund af manglende indtagelse af medicin.

Ved ankomsten til psykiatrisk afdeling forsøgte patienten at undvige, og da personalet fastholdt ham kæmpede han voldsomt for at komme fri, sparkede ud efter personalet og slog og sparkede ud efter ting.

Han blev herefter kl. 17.45 tvangsfikseret i en seng på gangen og derefter kørt på stuen, og da han slog meget ud og var meget voldsom, blev der endvidere anlagt to fodremme.

Der blev efterfølgende givet beroligende medicin, hvorefter han faldt til ro og sov.

Tvangsfikseringen blev bragt til ophør næste dag kl. 12.

Der blev klaget over tvangsfikseringen til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, som ved sin afgørelse underkendte tvangsfikseringen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede afgørelsen fra det lokale Psykiatriske Patientklagenævn vedrørende fastholdelsen af patienten den 25. november 2005 og den efterfølgende iværksættelse af tvangsfiksering.

Nævnet tiltrådte dog afgørelsen for så vidt angår den fortsatte tvangsfiksering samt for så vidt angår den fortsatte anvendelse af fodremme.

Det var nævnets opfattelse, at en fysisk fastholdelse, der finder sted i forbindelse med gennemførelsen af en tvangsfiksering, er omfattet af selve tvangsfikseringen, således at der i et sådant tilfælde alene er tale om et enkelt tvangsindgreb.

Hjemlen til at iværksætte tvangsfiksering udgør i et sådant tilfælde ligeledes hjemlen til at fastholde patienten med henblik på at lægge vedkommende i bæltet.

Det var endvidere nævnes opfattelse, at hvis der er tale om en beslutning om at anvende fastholdelse i forbindelse med flytning af en patient til et andet opholdssted, og situationen i den forbindelse udvikler sig, således, at det efterfølgende bliver nødvendigt at tvangsfiksere patienten, er der tale om to selvstændige tvangsindgreb.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde til grund, at patienten blev fastholdt med henblik på at sikre hans tilstedeværelse på afdelingen og eventuelt ligeledes med henblik på at føre ham til sin stue, hvorfor der burde have været udarbejdet en selvstændig tvangsprotokol for så vidt angår fastholdelsen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for at fastholde patienten var opfyldt for at sikre hans fortsatte tilstedeværelse i afdelingen samt at tvangsindgrebet opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet nævnet lagde vægt på, at personalet forinden havde forsøgt at berolige ham ved at tale ham til ro samt forsøgt at skærme ham på stuen.

Nævnet fandt således ikke grundlag for at fastslå, at der ved tvangsindgrebet blev anvendt unødig magt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at betingelserne for at tvangsfiksere patienten var opfyldte, idet der var en nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred.

Nævnet lagde vægt på, at han ifølge både læge- og sygeplejerskejournal kæmpede voldsomt for at komme fri i forbindelse med, at han blev fastholdt, og at han i den forbindelse sparkede ud efter personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt videre, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet nævnet lagde vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at skærme patienten på sin stue og ved fysisk magt havde forsøgt at fastholde ham.

Herudover lagde nævnet vægt på, at han efter iværksættelsen af tvangsfikseringen fik beroligende injektioner, der kunne medvirke til at afkorte tvangsfikseringens længde.

Vedrørende anlæggelse af 2 fodremme fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn det sandsynliggjort, at det på tidspunktet for anlæggelsen af fodremme var nødvendigt for at undgå, at han udsatte andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Nævnet lagde således til grund, at anlæggelsen af mavebælte alene ikke kunne afværge risikoen for, at personalet kunne komme til skade.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt imidlertid, at udstrækningen af tvangsfikseringen, herunder den fortsatte anvendelse af fodremme, ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at patienten ikke kunne have været løsnet af bæltet og fodremmene på et tidligere tidspunkt.