Klage over videregivelse af oplysning om indlæggelse på psykiatrisk afdeling i 1978 til patients forsikringsselskab i forbindelse med udarbejdelse af psykiatrisk speciallægeerklæring i 2001

Klage over videregivelse af oplysning om indlæggelse på psykiatrisk afdeling i 1978 til patients forsikringsselskab i forbindelse med udarbejdelse af psykiatrisk speciallægeerklæring i 2001

Resumé

I 1978 blev en da 34-årig kvinde indlagt på en ortopædkirurgisk afdeling med henblik på undersøgelse og behandling af lammelser og føleforstyrrelser.

Det blev vurderet, at hun havde en hysterisk neurose.

Efter psykiatrisk tilsyn blev hun overflyttet til en psykiatrisk afdeling, hvor hun udviste klare symptomer på hysterisk neurose.

Under indlæggelsen blev der konfereret med neuromedicinere, som ikke fandt grundlag for yderligere udredning, og patienten blev udskrevet til hjemmet.

I foråret 2001 anmodede et forsikringsselskab en overlæge A på den psykiatriske afdeling, hvor patienten tidligere havde været indlagt, om speciallægeerklæring vedrørende patienten.

Speciallægeerklæringen skulle belyse, hvilke varige men patienten havde pådraget sig efter en ulykke i 1996 samt skulle give en udtalelse om, hvornår hjælp til patienten blev afsluttet.

Overlægen ønskede ikke selv at udfærdige speciallægeerklæringen, men overdrog dette til 1. reservelæge B som var under uddannelse til speciallæge i psykiatri.

Det blev derfor arrangeret, at overlæge A skulle fungere som vejleder ved udfærdigelsen af erklæringen og skulle være medunderskriver af erklæringen.

Forud for undersøgelsen blev der ikke umiddelbart fundet gamle journalnotater.

Den 30. april 2001 kom patienten til en ambulant undersøgelse hos 1. reservelæge B.

Hun fremkom med oplysninger om tidligere indlæggelser på forskellige sygehuse, men benægtede, at hun tidligere havde modtaget psykiatrisk behandling.

Da patienten ved undersøgelsen den 30. april 2001 fremkom med oplysninger om tidligere indlæggelser på forskellige sygehuse, fandt 1. reservelæge B det nødvendigt at indhente oplysninger fra de sygehuse, hvor patienten tidligere angav at have været indlagt.

Hun anmodede forsikringsselskabet om at indhente samtykke hertil fra patienten.

Den 3. maj 2001 ringede patienten til forsikringsselskabet og nægtede at underskrive en ny samtykkeerklæring, da hun ikke fandt, at de af 1. reservelæge B udbedte oplysninger var af relevans for personskadesagen.

Patienten meddelte desuden, at hun selv ville tage kontakt til 1. reservelæge B, og denne afstod fra at indhente yderligere journalmateriale.

Efterfølgende fandt man på den psykiatriske afdeling en journal, som viste, at patienten i 1978 havde været indlagt på afdelingen. 1. reservelæge B konstaterede, at dette var i modstrid med patientens oplysninger ved undersøgelsen den 30. april 2001 og fandt derfor efter vejledning fra overlæge A det rigtigst at anvende oplysninger fra journalen fra 1978 ved udarbejdelsen af speciallægeerklæring.

Speciallægeerklæringen var færdig den 31. august 2001 og blev underskrevet af 1. reservelæge B og overlæge A.

Der blev blandt andet klaget over, at 1. reservelæge B og overlæge A den 31. august 2001 uden patientens samtykke og under tilsidesættelse af deres tavshedspligt har videregivet oplysninger om indlæggelsen i 1978 på psykiatrisk afdeling til forsikringsselskabet.

Nævnet fandt grundlag for at kritisere overlæge B.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge A.

Nævnet lagde vægt på, at det var noteret i speciallægeerklæringen, at patienten havde nægtet at give samtykke til, at 1. reservelæge B måtte indhente lægelige oplysninger fra tiden før uheldet i 1996, og at det ved samtalen den 30. april 2001 ukorrekt var blevet benægtet, at der tidligere var modtaget psykiatrisk behandling.

Det var i den forbindelse nævnets opfattelse, at patienten nægtelse af at give samtykke til indhentelse af yderligere journaloplysninger til udfærdigelse af den psykiatriske speciallægeerklæring ikke umiddelbart kunne forstås som alene omfattede journaloplysninger fra andre sygehuse.

Nævnet var således af den opfattelse, at patientens nægtelse af at underskrive en ny samtykkeerklæring og hendes kontakt i den sammenhæng til 1. reservelæge B måtte forstås således, at hun generelt ikke ville give samtykke til lægeligt materiale fra før ulykken i 1996, herunder eventuelt materiale på den psykiatriske afdeling fra 1978.

Nævnet bemærkede herunder, at selv om der før forsikringsselskabets brev af 2. maj 2001 om til patienten måtte have foreligget et skriftligt samtykke til, at der generelt måtte indhentes journaloplysninger fra før 1996, så måtte hendes tilkendegivelse den 3. maj 2001 til forsikringsselskabet forstås således, at hun aktuelt trak et sådant skriftligt samtykke tilbage.

Nævnet fandt på denne baggrund, at patienten ikke havde givet skriftligt samtykke til, at 1. reservelæge B og overlæge As kunne videregive oplysninger om hende fra tiden før ulykken i 1996, da speciallægeerklæringen blev udfærdiget den 31. august 2001 til forsikringsselskabet.

Nævnet kan herunder videre oplyse, at det af pkt. 5.2 i Sundhedsstyrelsens vejledning af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv. fremgår, at det forudsættes, at sundhedspersonen i almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde, forinden en videregivelse finder sted, forsøger at indhente patientens samtykke.

Nævnet bemærkede herunder, at patienten ikke inden videregivelsen af journaloplysningerne fra 1978 i speciallægeerklæringen blev gjort opmærksom på, at 1. reservelæge B og overlæge A efter undersøgelsessamtalen havde fundet disse specifikke oplysninger og ønskede at videregive dem til forsikringsselskabet.

Det var nævnets opfattelse, at der ikke var noget til hinder for, at 1. reservelæge B og overlæge A kunne have anmodet patienten om samtykke til at videregive journaloplysningerne fra 1978 til forsikringsselskabet, da de på et tidspunkt efter den 3. maj 2001 var blevet opmærksom på eksistensen af materialet.

Nævnet bemærkede i den anledning, at hvis patienten udtrykkeligt havde nægtet at give samtykke til journaloplysningerne om den psykiatriske indlæggelse, så kunne 1. reservelæge B og overlæge A have afvist at udarbejde den anmodede speciallægeerklæring med henvisning til, at der efter deres vurdering ikke var givet samtykke til indhentelse af journalmateriale i et omfang, som sikrede, at der kunne laves en retvisende vurdering af de varige følger, som uheldet i 1996 eventuelt havde medført.

Patientklagenævnet fandt derfor, at 1. reservelæge B og overlæge A ikke var berettiget til den 31. august 2001 at videregive oplysninger om patientens indlæggelse i 1978 på psykiatrisk afdeling til forsikringsselskabet.

Nævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge B herfor, da hun forinden videregivelsen havde konfereret med sin overordnede overlæge A.

Nævnet fandt herefter, at ansvaret for den retsstridige videregivelse af oplysninger må placeres hos overlæge A, da han vejledte 1. reservelæge B om, at journaloplysningerne fra 1978 om indlæggelse på psykiatrisk afdeling, måtte anvendes i speciallægeerklæringen.