Klage over manglende information forud for operation for åreknuder
Statutory Text (3 Articles)
Klage over manglende information forud for operation for åreknuder
Resumé
En 44-årig kvinde blev i maj 2000 undersøgt på en klinik, idet hun var generet af åreknuder på venstre ben.
Hun blev på baggrund af en undersøgelse tilbudt fjernelse af åreknuderne på venstre ben.
I september 2000 blev patienten opereret, hvorved åreknuderne på venstre ben blev fjernet.
I perioden fra den september 2000 til marts 2002 henvendte patienten sig 3 gange på klinikken med henblik på kontrolundersøgelser.
Hun klagede over smerter svarende til operationsstedet, træthedsfornemmelse i venstre ben samt konstant snurren i venstre ben.
Ved undersøgelserne blev der ikke fundet føleforstyrrelse eller andre påfaldende forhold, hvorfor hun blev afsluttet uden yderligere behandlingstilbud.
Der blev klaget over, at patienten ikke forud for operationen i september 2000 blev informeret om de risici, der var forbundet med operationen, herunder blandt andet nerveskade.
Nævnet fandt grundlag for at kritisere overlægen for hans information af patienten i maj 2000 på klinikken.
Nævnet lagde til grund, at der forud for operationen af patienten var planlagt, og efterfølgende blev gennemført, operation med anvendelse af en snitsårsmetode, hvorved åreknuderne blev udtrukket via små hudsnit.
Nævnet oplyste, at risikoen for en nervelæsion ved denne operationsteknik ikke er sjældent forekommende.
Denne komplikation forekommer hos 5-10 % af de opererede, dog sjældent invaliderende.
De typiske symptomer omfatter sensibilitetsudfald i den nedre del af skinnebenets inderside.
Det var på denne baggrund nævnets opfattelse, at overlægen forud for indgrebet burde have informeret patienten om risikoen for sensibilitetsudfald i den nedre del af skinnebenets inderside.
Endvidere burde overlægen have informeret om risikoen for, at der hos ganske få patienter (formentlig under 1 %) forekommer alvorlige og vedvarende gener.