Klage over tvangsbehandling med et andet præparat, end der var motiveret for

Klage over tvangsbehandling med et andet præparat, end der var motiveret for

Resumé

En 31-årig mand blev frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling men senere tvangstilbageholdt, da han havde fremsat trusler og hans tilstand blev sidestillet med en psykoselignende tilstand.

Der blev ordineret behandling med dråber Cisordinol 10 mg, som patienten fra den 16. august 2005 blev søgt motiveret for men vedvarende afviste, idet han mente, at den var for gammeldags og for skrap.

Efter 7 dage blev det efter aftale med patienten besluttet at omlægge behandlingen til tablet Seroquel, stigende fra 25 mg til 2 x 100 mg over 3 dage og herved standse behandlingen med Cisordinol.

Efterfølgende nægtede patienten imidlertid at tage medicinen.

Den 26. august 2005 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Cisordinol med overgang til Seroquel, når den kliniske tilstand tillod det.

Der blev klaget over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn, som godkendte beslutningen om tvangsmedicinering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for tvangsmedicinering var opfyldte, og at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde herved vægt på, at patienten gennem 11 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling med antipsykotisk medicin, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn bemærkede, at det er nævnets opfattelse, at motivationstiden i forbindelse med tvangsbehandling regnes fra det tidspunkt, hvor patienten er blevet gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud, idet patienten ved et konkret behandlingstilbud kan forholde sig til eksempelvis hvilket præparat, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling.

I forløbet af motivationsperioden kan der imidlertid fra især patienten fremkomme en række indvendinger i form af fx risiko for vægtstigning, parkinsonprægede bivirkninger, bivirkninger af seksuel karakter mv., som, i delvis imødekommelse af patientens ønsker, kan gøre det hensigtsmæssigt at træffe beslutning om tvangsbehandling med et andet præparat end det, patienten primært er søgt motiveret for.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte på denne baggrund den afgørelse, der var truffet af det lokale Psykiatriske Patientklagenævn.