Klage over manglede og for sen behandling af lændediskusprolaps

Klage over manglede og for sen behandling af lændediskusprolaps

Resumé

En 37-årig mand havde i 1996 været indlagt på et sygehus på mistanke om diskusprolaps, og han var blevet behandlet konservativt med efterfølgende rygskole.

Han havde siden da haft kroniske rygsmerter.

Den 1. august 2004 fik patienten lændesmerter med udstråling til højre ben og fod samt føleforstyrrelse i læggen og på udsiden af fodsålen.

Der var ingen afførings- eller vandladningsproblemer.

Egen læge behandlede smerterne med gigtmedicin (Ibuprofen, Panodil) og et morfinlignende stof (Mandolgin).

Den smertestillende behandling var ikke tilstrækkelig, hvorfor patienen den 5. august 2004 blev indlagt på en medicinsk reumatologisk afdeling, sygehus A, hvor der blev fundet føleforstyrrelser i højre ben, men ingen lammelser.

Der blev ej heller fundet forstyrrelse af lukkemusklen i endetarmen og urinrøret.

Der blev ikke fundet grundlag for akut operation eller MR-scanning, hvilket patienten blev informeret om.

Senere på dagen blev det besluttet, at patienten skulle forblive indlagt til observation, og at der den følgende dag skulle tages stilling til MR-scanning.

MR-scanning den 12. august 2004 viste diskusprolaps.

Samme dag blev det konstateret, at patienten ikke havde lammelser.

Han ville gerne hjem, hvorfor smertebehandlingen blev ændret, og der blev bestilt neurokirurgisk tilsyn (til 30. august 2004), og han blev udskrevet med orientering om faresignaler.

Den 19. august 2004 blev patienten genindlagt på medicinsk reumatologisk afdeling, sygehus A af egen læge, idet denne mente, der var lang tid til neurokirurgisk vurdering (30. august 2004).

Ved undersøgelsen på sygehuset blev der ikke fundet forværring af tilstanden, og patienten blev udskrevet samme dag.

Den 30. august 2004 blev patienten tilset af en læge fra neurokirurgisk afdeling, og det blev besluttet, at han skulle opereres på grund af vanskeligt behandlelige smerter.

Operationen skulle foregå på forkortet ventetid (realistisk maximalt 4 uger).

Patienten blev indlagt den 13. september 2004 på sygehus B og opereret for diskusprolaps den 14. september 2004.

Ved den sidste ambulante kontrol den 14. december 2004 var smerterne i benet svundet, men føleforstyrrelsen var uændret, og der var lammelse over fodledet.

Der blev klaget over, at de læger, der var involveret i behandling af patienten i perioden fra den 5. august til den 1. september 2004 på sygehus A, ikke foretog korrekt behandling.

Der blev endvidere klaget over, at de læger, der var involveret i behandling af patienten i perioden fra den 6. til den 13. september 2004 på sygehus B, ikke foretog korrekt behandling af ham.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere de involverede læger på sygehus A

Det var nævnets opfattelse, at reservelæge A ved indlæggelsen indhentede en relevant sygehistorie og udførte en relevant grundig klinisk undersøgelse.

Nævnet bemærkede, at der blev fundet tegn på nerverodstryk, men ikke påvirkning af nerver til blære eller endetarmens lukkemuskler eller fremadskridende lammelser, hvilket blev bekræftet ved senere gennemgang samme dag af 1. reservelæge B.

Det var nævnets opfattelse, at der i perioden fra den 5. til den 19. august 2004 blev foretaget gentagne relevante kliniske undersøgelser med fokus på eventuel pågående eller fremadskridende lammelse, herunder eventuel påvirkning af nerver til blære og tarmmuskler.

Nævnet bemærkede endvidere, at der tidligt i forløbet blev udført en relevant MR-scanning.

Nævnet oplyste, at begrundelse for akut neurokirurgisk undersøgelse/behandling er fremadskridende lammelser, påvirkning af nerver til blære og tarmmuskler samt svære smerter.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den ledende overlæge på neurokirurgisk afdeling, sygehus B i hans egenskab af ansvarlig for afdelingens procedurer.

Nævnet oplyste, at akut operation inden for et par døgn er indiceret ved lændediskusprolaps, når der er hastigt progredierende lammelser eller, hvis der er vedvarende vandladningsforstyrrelser med nedsat blærefyldning samtidig med en stor midtstillet prolaps, der trykker på nerverne til blæren og endetarmslukkemusklen.

Ingen af disse forhold var opfyldt hos patienten.

Der var derfor efter nævnets opfattelse på det foreliggende ikke noget der tilsagde, at han skulle opereres akut.

Nævnet oplyste videre, at ukarakteristiske vandladningsforstyrrelser er almindelige hos patienter med diskusprolaps, blandt andet på grund af smerter og morfinbehandling, men kræver ikke akut operation, hvis de øvrige forhold ikke er opfyldt.

Følenedsættelse efter en diskusprolaps er almindeligt, og bedres ofte langsomt eller aldrig.