Klage over at der ikke blev iværksat yderligere undersøgelser ved luftvejssymptomer hos yngre kvinde

Klage over at der ikke blev iværksat yderligere undersøgelser ved luftvejssymptomer hos yngre kvinde

Resumé

En 33-årig kvinde henvendte sig til sin praktiserende læge, da hun havde luftvejsproblemer.

Lægen vurderede, at hun havde en luftvejsinfektion og ordinerede smertestillende medicin. 7 dage senere kontaktede patienten lægen telefonisk og oplyste, at hun havde fået det værre.

Lægen ordinerede antibiotika. 4 dage senere henvendte patienten sig atter til lægen, da hun havde smerter under venstre bryst og stadig hostede.

Antibiotikabehandlingen blev fortsat.

Få dage efter henvendte patienten sig atter, da hun nu havde blodigt opkast.

Hun blev indlagt på medicinsk afdeling, hvor det blev konstateret, at hun havde en meget aggressiv form for lungekræft.

Patienten afgik ved døden en måned senere.

Der blev klaget over, at der ikke blev iværksat yderligere undersøgelser og behandling af patienten.

Nævnet fandt blandt andet grundlag for kritik af den praktiserende læge, der telefonisk ordinerede antibiotika til patienten, da hun havde trykken for brystet, øresmerter, og hoste.

Det var nævnets vurdering, at det i visse tilfælde kan være relevant at udskrive recept på antibiotika telefonisk.

Men med patientens symptomer var der mistanke om en lungelidelse med lidt diffuse oplysninger om smerter.

Videre forelå der oplysning om, at hun ikke følte sig i stand til at bevæge sig af sted til lægehuset.

Patienten var en yngre ellers rask kvinde, og der var mange forskellige diagnosemuligheder, hvoraf ingen var så oplagt, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at behandle uden undersøgelse.

Der kunne således både være tale om en alvorligere infektionstilstand (lungebetændelse) og om kredsløbsproblem (blodprop i lunge), ligesom der kunne være tale om en fredeligere virustilstand.

Det var nævnets vurdering, at lægen burde have undersøgt patienten, førend han ordinerede penicillin, da sygdomsforløbet på det pågældende tidspunkt ikke var afklaret.

Det var videre nævnets vurdering, at lægen, som et minimum, burde have afslået at telefonordinere et penicillinpræparat i den givne situation og fastholde, at en sådan behandling skulle følge en undersøgelse.

Hvis patienten herefter havde fastholdt, at hun ikke var i stand til at komme op lægens konsultation, havde det været nærliggende at overveje at aflægge et sygebesøg, for på den måde at sikre, at der ikke var tale om en alvorligere, behandlingskrævende tilstand.