Klage over forsinket behandling af lukseret hofte
Statutory Text (3 Articles)
Klage over forsinket behandling af lukseret hofte
Resumé
En 52-årig mand fik indsat hofteproteser på begge sider i marts 2003.
Der måtte gives 7 portioner blod den første nat efter operationen og yderligere 5 portioner blod de følgende dage.
Patienten klagede flere gange over hævelse og uro i højre ben, og at foden vendte nedad mod madrassen.
Først 9 dage efter operationen blev der iværksat røntgenundersøgelse af højre ben, som viste at hofteprotesen var gået af led.
Patienten fik derfor sat hoften på plads.
Da patienten var udskrevet, opdagede hustruen, at der fortsat var 2 agraffer i såret på venstre side.
Der er klaget over, at patienten ikke modtog en korrekt behandling, idet man overså en lukseret hofte i flere dage, og at agrafferne ikke var fjernet ved udskrivelsen.
Endvidere blev der klaget over, at patienten ikke modtog information vedrørende årsagen til behovet for blodprøver og alvorligheden af blodtabet.
Nævnet fandt grundlag for at kritisere en række læger for journalføringen af den information, der blev givet til patienten.
Nævnet fandt grundlag for at kritisere den overlæge, der overså agrafferne i såret ved udskrivelsen og den sygeplejerske, som havde ansvaret for, at den sygeplejestuderende ikke havde fjernet alle agraffer.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere de læger, der var involveret i den øvrige behandling af patienten.
Nævnet lagde vægt på, at der på de postoperative røntgenbilleder sås velsiddende protesekomponenter og at der ikke var luksation på hverken venstre eller højre side på dette tidspunkt.
Nævnet lagde videre vægt på, at den betydelige hævelse omkring højre hofteregion medvirkede til at sløre de kliniske tegn på ledskred i hoften, og at patienten var tilset af en overlæge 2 dage efter operationen, hvor der ikke var klinisk mistanke om ledskred.
Nævnet fandt, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at man koncentrerede sig om den lave blodprocent og tiltagende hævelse omkring højre hofteled henset til, at der blev iværksat behandling med Kinetecskinne, og at der var en vis fremgang i patientens tilstand.
Nævnet fandt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at en overlæge efterlod 2 agraffer i den såret i venstre side ved udskrivelsen.
Nævnet lagde vægt på, at fjernelse af agraffer kan være forbundet med visse vanskeligheder, hvorfor sygeplejersken burde have inspiceret operationsarret forud for udskrivelsen af patienten, idet det var en sygeplejestuderende, der var sat til at fjerne agrafferne.
Endelig lagde nævnet vægt på, at der forelå modstridende oplysninger fra klager og overlægen vedrørende spørgsmålet, om der blev givet information om blodprøvetagningerne og svarene herpå.
Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at de involverede læger informerede patienten under normen for almindelig anerkendt faglig standard, men nævnet fandt, at de pågældende læger havde overtrådt lægelovens § 13, stk. 2 ved deres journalføring af den behandling og information, som de gav patienten.