Klage over undersøgelser i forbindelse med mistanke om ondartet lidelse, som senere blev afkræftet
Statutory Text (3 Articles)
Klage over undersøgelser i forbindelse med mistanke om ondartet lidelse, som senere blev afkræftet
Resumé
En 73-årig mand blev efter henvisning fra en speciallæge undersøgt på øre-, næse- halsambulatoriet på et hospital.
Speciallægen havde foretaget en finnålsundersøgelse af en hævelse på halsen, og resultatet af undersøgelsen var, at der var mistanke om en halscyste.
På øre-, næse- halsambulatoriet blev der foretaget finnålspunktur af en hævelse på højre side af halsen, og det udtagne materiale blev sendt til undersøgelse på patologisk afdeling.
En afdelingslæge på patologisk afdeling anførte i sin beskrivelse af undersøgelsen, at der var flere celler, som kunne mistænktes for at være ondartede.
Patienten blev underrettet om resultatet af en 1. reservelæge fra øre-, næse- halsafdelingen, og det blev aftalt, at der skulle foretages yderligere undersøgelser, nemlig røntgenundersøgelse af lungerne, MR-scanning af hovedet, hals og brystregion, og derefter kikkert-undersøgelse af luftvejene og spiserøret.
Derefter skulle der foretages dobbeltsidig fjernelse af mandlerne med henblik på at diagnosticere tilstanden.
Patienten blev indlagt på øre-, næse- halsafdelingen, hvor de planlagte kikkertundersøgelser blev foretaget, ligesom der blev taget en fornyet finnålspunktur af hævelsen på højre side af halsen.
En cytologisk undersøgelse viste, at der var tale om en lymfeknude med øget forekomst af atypiske, hvide blodlegemer (lymfocytter).
Det blev fra patologisk afdeling anbefalet, at der skulle foretages en histologisk undersøgelse af lymfeknuden.
På øre-, næse- halsafdelingen anbefalede man herefter fjernelse af lymfeknuden med henblik på undersøgelse af denne.
Dette skete ved en operation, hvor man fjernede en svulst med en stilket forbindelse til den nedre pol af ørespytkirtlen på højre side.
En mikroskopisk undersøgelse af den fjernede del af ørespytkirtlen viste, at der var tale om en godartet svulst (Warthins tumor).
Der blev klaget over, at patienten modtog unødvendig behandling, idet mistanken om en ondartet lidelse senere blev afkræftet.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den læge på patologisk afdeling, der beskrev vævsprøven.
Nævnet fandt således, at der var grundlag for at vurdere, at der var celler, som kunne mistænkes for at være ondartede (planocellulært karcinom).
Nævnet oplyste i den forbindelse, at der er alment kendte differentialdiagnostiske problemer mellem Warthins tumor og planocellulært karcinom.
Nævnet fandt heller ikke grundlag for at kritisere de læger på øre-, næse- halsafdelingen, der efterfølgende var involveret i behandlingen af patienten.
Nævnet fandt således, at det var relevant at planlægge det ovennævnte undersøgelsesprogram, da en finnålsprøve havde vist mistanke om ondartede celler, som kunne stamme fra planocellulært karcinom.
Nævnet oplyste i denne forbindelse, at man ved knuder, hvor der er mistanke om kræftceller af typen planocellulært karcinom, er nødt til at gå ud fra, at der foreligger en primær svulst med udsæd (metastase) til halsen, indtil andet måtte være påvist.
Man må derfor nødvendigvis gøre sig store anstrengelser for at finde denne primære svulst med henblik på den korrekte behandling.
Kan man ikke finde denne primære svulst, må man foretage en række undersøgelser.
Selv om mistanken om ondartet lidelse afkræftes, er dette ikke ensbetydende med, at undersøgelserne ikke skulle have været gennemført.
Havde man ikke denne strategi, kunne man meget vel komme i den situation, at man overså kræft, eller at man efter at have konstateret, at der var kræft, også måtte konstatere, at behandlingen kunne have været bedre, hvis man havde kendt diagnosen på forhånd.
Det er derfor skønnet berettiget, at et lille antal patienter får foretaget lidt for omfattende indgreb, der stort set er uden langtidsbivirkninger, frem for at en række kræftpatienter ikke behandles optimalt.