Klage over, at lægen i en lægeerklæring forholdt sig til patientens pensionsberettigelse

Klage over, at lægen i en lægeerklæring forholdt sig til patientens pensionsberettigelse

Resumé

En 35-årig mand blev den 14. februar 2003 undersøgt af en speciallæge i psykiatri med henblik på senere udfærdigelse af lægeerklæring.

Denne erklæring blev udfærdiget den 2. marts 2003 og skulle bruges i en pensionssag

I erklæringen konkluderede speciallægen blandt andet., at patientens tilstand ikke var søgt sufficient behandlet, og at hans personlighedsforstyrrelse som sådan vel næppe var pensionsberettiget.

Der blev klaget over, at speciallægen på ukorrekt vis i lægeerklæringen angav sin vurdering af, om patienten var berettiget til pension, ligesom erklæringen i øvrigt var behæftet med fejl og mangler.

Nævnet fandt grundlag for at kritisere speciallægen, idet lægen i konklusionsafsnittet forholdt sig til patientens pensionsberettigelse, hvilken vurdering ikke tilkom lægen at foretage forbindelse med erklæringens udstedelse.

I den forbindelse oplyste nævnet, at en læge ved udfærdigelse af erklæringer, som han afgav i sin egenskab af læge, skulle udvise omhu og uhildethed og nøje følge de herom givne almindelige og særlige regler.

Videre oplyste nævnet, at det af § 1 i bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 angående almindelige regler for afgivelse af lægeerklæringer blandt andet fulgte, at lægen skulle iagttage, at han ikke afgav erklæringer om forhold, som han ikke havde fornødent lægeligt kendskab til.