Klage over beslutning om tvangsbehandling med en anden form for præparat (depot), end det, der var motiveret for (tablet)

Klage over beslutning om tvangsbehandling med en anden form for præparat (depot), end det, der var motiveret for (tablet)

Resumé

En 44-årig mand, der 7 gange tidligere havde været indlagt på aktuelle psykiatriske afdeling, blev tvangsindlagt på farlighedsindikation, idet han i voldsomt psykotisk tilstand var kommet i klammeri med sin husvært.

Ved indlæggelsen fremtrådte han urolig, latent aggressiv, usamlet og let antændelig.

Han virkede garderet og havde et flakkende blik og stirrende øjne.

3 dage efter indlæggelsen blev der ordineret behandling med antipsykotisk medicin i form af tablet Risperdal 3 mg 2 gange dagligt.

Dette reagerede patienten aggressivt og udskældende på, og han krævede politiet tilkaldt.

Han ønskede ikke at tage medicin, da han ikke mente, han havde behov herfor.

Han blev herefter løbende motiveret for behandlingen, som han imidlertid vedvarende modsatte sig.

10 dage senere, hvor patienten fortsat modsatte sig antipsykotisk behandling, blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med injektion Risperdal depot 50 mg hver 14. dag.

Patienten klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering, idet nævnet fandt, at patienten var sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, idet udsigten til helbredelse eller en betydelig eller afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet.

Nævnet fandt derudover, at der forud for beslutningen om tvangsbehandling var givet patienten en rimelig betænkningstid, jfr. lovens § 4, idet man siden indlæggelsen havde forsøgt at motivere ham for behandlingen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede Det Psykiatrisk Patientklagenævns afgørelse, idet nævnet fandt, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyste, at det af bekendtgørelse 1404 af 14. december 2004 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 1 stk. 3 fremgik, at afgørelsen om behandlingsform og indhold skulle træffes i overensstemmelse med reglerne i psykiatrilovens § 4 om mindste middels princip.

Af denne bestemmelse fremgik det, at tvang ikke måtte benyttes, før der var gjort, hvad der var muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.

Det var Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at en patient skulle kunne forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat, hvilken dosis og hvilken behandlingsform, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling.

Derfor var det en betingelse, at der blev motiveret for en konkret behandling.

Denne motivation skulle foretages løbende, og tvangsbehandling skulle som udgangspunkt iværksættes med det præparat, som der var motiveret for, medmindre der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde andet.

Patienten var søgt motiveret for behandling med præparatet Risperdal i tabletform gennem 10 dage, inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling.

Beslutningen om tvangsbehandling vedrørte imidlertid Risperdal i depotform.