Klage over tvangsbehandling (motivationstid)

Klage over tvangsbehandling (motivationstid)

Resumé

En 60-årig mand blev tvangsindlagt den 25. august 2005 på psykiatrisk afdeling, idet han var manisk med paranoide vrangforestillinger.

Ved indlæggelsen fik patienten ordineret behandling med antipsykotisk medicin i form af tablet Cisordinol 10 mg 2 gange om dagen samt injektion Cisordinol 10 mg om dagen.

Patienten blev løbende under indlæggelsen motiveret for den ordinerede antipsykotiske behandling, som han vedvarende modsatte sig.

Den 29. august 2005 flygtede patienten fra afdelingen, og den 4. september 2005 blev han bragt tilbage.

Den 7. september 2005 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Cisordinol 20 mg dagligt.

Patienten klagede blandt andet over beslutningen om tvangsbehandling til det lokale nævn, der godkendte beslutningen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at der var grundlag for tvangsbehandling, men at behandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning for så vidt angår motivationstiden, idet patienten i perioden fra indlæggelsen den 25. august 2005 til beslutningen om tvangsbehandling blev truffet den 7. september 2005 var væk fra afdelingen i en sammenhængende periode på 6 dage, således at han efter tilbagekomsten til afdelingen alene igennem 4 dage blev søgt motiveret for antipsykotisk behandling med tablet Cisordinol.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyste, at det er nævnets praksis, at en patient som udgangspunkt bør motiveres 1-2 uger før en tvangsbehandling kan iværksættes.

Nævnet har dog i nogle tilfælde godkendt en motivationstid på under én uge i tilfælde, hvor patienten enten har været væsentligt aggressiv, og der har været nærliggende fare for at patienten ville skade sig selv eller i tilfælde, hvor patienten har været væsentligt forpint af sin tilstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn vurderede, at patienten efter at han var blevet bragt tilbage til afdelingen ikke fremtrådte væsentlig aggressiv eller væsentlig forpint.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævns lagde endvidere vægt på, at overlægen, på det tidspunkt hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet, vurderede, at der ikke umiddelbart var fare for, at patienten ville lide skade på legeme eller helbred, idet beslutningen om tvangsbehandling blev tillagt opsættende virkning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt herefter, at en motivationstid på 4 dage i patientens tilfælde ikke var tilstrækkelig.