Klage over at der alene blev anvendt pulsoxymetri til undersøgelse for søvnapnøe i 2002

Klage over at der alene blev anvendt pulsoxymetri til undersøgelse for søvnapnøe i 2002

Resumé

En 54-årig mand blev den 22. januar 2002 undersøgt hos en speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme, da han gennem flere år havde lidt af kraftig snorken.

Patienten sov dog roligt, ikke udsædvanligt længe, og der var ingen dagtræthed.

Patienten havde dog tendens til vejrtrækningsstop under søvn (apnøe).

På undersøgelsestidspunktet vejede patienten 105 kg, og højden var 179 cm.

Patienten røg 30 cigaretter dagligt og drak 1-2 glas vin dagligt.

Speciallægen fandt, at drøbelen (uvula) var lang og bred, og at ganesejlet var slapt.

Speciallægen fandt således, at patienten led af snorken og muligvis søvnapnøe.

Der blev anbefalet vægtreduktion og reduceret cigaretforbrug samt ophør med daglig vin.

Den 25. februar 2002 blev patienten undersøgt hos speciallægen for eventuel søvnapnøesyndrom, idet der blev foretaget et såkaldt pulsoxymetri.

Denne viste normale forhold (desaturationsindex på 4), hvorfor der ikke blev fundet mistanke om søvnapnøesyndrom.

Samme dag blev patienten af speciallægen opereret for snorken, idet der ved laseroperation (LA-UPPP) blev skåret af drøbelen og lidt af de bløde ganebuer.

Ved konsultation den 11. marts 2002 var patienten velbefindende og oplyste, at hans snorken var reduceret.

Den 21. marts 2002 oplyste patientens hustru, at patienten var tilfreds med resultatet, og at han var ophørt med at snorke.

I maj 2002 vendte problemet imidlertid ifølge klagen tilbage med fuld styrke.

Den 2. juni 2004 konsulterede patienten en anden speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme.

Patienten oplyste, at han de senere år havde lidt af talrige tilfælde af apnøe under søvn samt voldsom dagtræthed.

Ved undersøgelsen vejede han 115 kg.

Ved sin undersøgelse fandt speciallægen, at den tidligere operation som tilsigtet havde resulteret i en velspændt og glat gane.Patienten blev behandlet for søvnapnøe med CPAP med god effekt.

Der blev klaget over, at den behandlende speciallæge i 2002 ikke konstaterede, at patienten led af søvnapnøe.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere speciallægen.

Nævnet lagde vægt på, at speciallægens udførte diagnostik og behandling i perioden fra januar til februar 2002 på daværende tidspunkt blev betragtet som en anerkendt udredningsmetode, og at let søvnapnø i 2002 blev defineret som begyndende ved et desaturationsindex på 5 og mere.

Ved undersøgelsen hos speciallægen forelå der på daværende tidspunkt ikke grundlag for at fastslå, at patienten led af søvnapnøe.

Nævnet oplyste i øvrigt, at der senere er fremkommet dokumentation for, at pulsoxymetri ikke kan stå alene ved udelukkelse af tilstanden søvnapnøe, idet pulsoxymetri for ofte medfører falske negative resultater, således at patienter, der har søvnapnøe, overses trods et resultat, der viser, at personen ikke har søvnapnøe.

Imidlertid var denne viden ikke fuldt ud accepteret i 2002.

Aktuelt i 2005 betragtes cardio-respiratorisk monitorering (CRM) som en minimumsundersøgelse ved undersøgelse for og mistanke om søvnapnø.