Klage over at der i forbindelse med fjernelse af polypper på en 4-årig dreng blev glemt en serviet
Statutory Text (3 Articles)
Klage over at der i forbindelse med fjernelse af polypper på en 4-årig dreng blev glemt en serviet
Resumé
En 4-årig dreng fik af en speciallæge fjernet polypper.
Dagen efter bemærkede hans mor en mærkelig lugt ud af drengens mund.
Den følgende dag var drengen lettere medtaget, hvilket han stadig var tre dage senere, hvor hans mor tog kontakt til speciallægen.
Denne fandt ved sin undersøgelse af drengen, at han havde glemt en serviet i operationsfeltet.
Speciallægen forsøgte at fjerne servietten uden at han oplyste om sit fund af servietten.
Da dette ikke lykkedes, blev drengen indlagt, hvor han i fuld narkose fik fjernet servietten af speciallægen.
Der blev klaget over, at drengen ikke modtog en korrekt behandling, idet det ikke blev sikret, at anvendte servietter blev fjernet efter indgrebet.
Endvidere blev der klaget over, at moderen ikke blev informeret om, hvad det var speciallægen forsøgte at fjerne.
Nævnet fandt, at speciallægen handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af drengen, ligesom nævnet fandt, at speciallægen handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin information af moderen.
Nævnet lagde vægt på, at speciallægen ved fjernelse af polypper glemte en serviet i næsen på drengen.
Nævnet fandt, at han burde have sikret sig, at alle servietter var fjernet ved operationens afslutning.
Nævnet lagde videre vægt på, at speciallægen burde have informeret drengens mor om sit fund af en serviet og dermed baggrunden for de procedurer, han udførte i sin konsultation.