Klage over manglende information om, hvilken lidelse patienten blev udredt for

Klage over manglende information om, hvilken lidelse patienten blev udredt for

Resumé

En 21-årig kvinde blev den 5. december 2000 undersøgt af en overlæge i medicinsk ambulatorium på grund af ledsymptomer.

Overlægen noterede, at urinundersøgelser ved egen læge havde vist både blod og protein i urinen, men at hun samtidig havde haft menstruation.

Overlægen konkluderede, at det meget vel kunne ligne en ledreaktion udløst af en anden sygdom, men at det også kunne tyde på sygdom i nyrer eller urinveje.

Der blev ordineret supplerende prøver, og det blev noteret, at der skulle laves nyrebiopsi, hvis der fortsat var markant proteinindhold i urinen.

Overlægen noterede desuden i journalen, at patienten ikke var informeret om dette.

Den 21. december 2000 noterede overlægen på baggrund af de seneste laboratorieundersøgelser, at patienten ved vedvarende blod i urinen skulle have taget nyrebiopsi forudgået af ultralydsundersøgelse af nyrerne.

Den 23. marts 2001 konstaterede overlægen, at patienten stadig havde blod og protein i urinen, hvorfor han ordinerede en røntgenundersøgelse af urinvejene.Den 30. november 2001 var der stadig blod og protein i urinen, og nyrefunktionen var let påvirket.

Den 5. april 2002 noterede overlægen, at der fortsat ikke var nogen umiddelbar årsag til, at patienten havde blod i urinen, og at nyrebiopsi meget vel kunne blive nødvendigt, men at han ikke havde nævnt det for patienten.

Den 22. juli 2002 konkluderede overlægen, at patienten havde en fremadskridende nyresygdom, og i et brev til hende opfordrede han hende til at fortsætte undersøgelserne på samme eller et andet sygehus.

Den 25. september 2002 blev der påvist kronisk betændelsestilstand i nyrerne.

Man forsøgte medicinsk behandling, men uden effekt, og på grund af tiltagende nyresvigt blev der iværksat dialysebehandling.

Februar 2003 fik patienten foretaget nyretransplantation.

Der blev klaget over, at patienten i perioden fra december 2000 til april 2002 ikke modtog tilstrækkelig information om sin sygdom, idet hun alene blev informeret om, at man udredte hende for gigt, og at hun efterfølgende blev bekendt med, at man mistænkte nyresygdom.

Nævnet fandt grundlag for kritik af overlægen i perioden fra den 21. december 2000 til den 5. april 2002 på medicinsk afdeling.

Nævnet fandt dog ikke grundlag for kritisk af overlægen for behandlingen den 5. december 2000 på medicinsk afdeling.

For så vidt angår behandlingen den 5. december 2000 oplyste nævnet, at journalen er lægens arbejdsredskab, hvori lægen kan notere hvilke overvejelser om mulige diagnoser, det kan dreje sig om, samt hvilke undersøgelser, der eventuelt skal iværksættes i forbindelse med udredning af en patient.

Det var således nævnets opfattelse, at en læge ikke er forpligtet til at informere en patient om alle de diagnoser og mulige behandlingstiltag, som lægen har gjort sig overvejelser om, så længe der endnu ventes resultater af forudgående undersøgelser.

For så vidt angår behandlingen i perioden fra den 21. december 2000 til den 5. april 2002 bemærkede nævnet, at det af journalen af den 5. april 2002 fremgik, at overlægen specifikt noterede, at han ikke havde fortalt patienten om muligheden for en nyrebiopsi.

Nævnet bemærkede endvidere, at S-kreatinin på henvisningstidspunktet i december 2000 var 150 µmol/liter, i august 2001 var værdien 157 µmol/liter, i december 2001 var værdien 171 µmol/liter, og ved de følgende undersøgelse var værdien stigende.

Endvidere bemærkede nævnet, at der i december 2001 var en proteinuri på 4,8 g/døgn.

Det var nævnets vurdering, at på baggrund af den på henvisningstidspunktet i december 2000 klart nedsatte nyrefunktion med gradvis forværring burde patienten på et tidligt tidspunkt og senest den 5. april 2002 have været gjort opmærksom på, at en nyrebiopsi var nødvendig for at fastlægge hvilken medicinsk behandling, hun skulle have.