Klage over at læge brød sin tavshedspligt, da denne i forbindelse med anmodninger fra en patients arbejdsgiver i henhold til funktionærlovens § 5, stk. 4 ud over oplysning om det forventede tidsmæssige fravær på grund af sygdom også videregav oplysninger

Klage over at læge brød sin tavshedspligt, da denne i forbindelse med anmodninger fra en patients arbejdsgiver i henhold til funktionærlovens § 5, stk. 4 ud over oplysning om det forventede tidsmæssige fravær på grund af sygdom også videregav oplysninger

Resumé

En 60-årig kvinde havde kronisk leddegigt og gik til undersøgelse og behandling på en reumatologisk klinik.

I brev sendt I foråret 2002 til overlæge As sekretær bad patienten overlægen om en udtalelse til patientens arbejdsgiver med oplysning om varigheden af patientens fravær på grund af sygdom.

Patienten medsendte en kopi af arbejdsgiverens brev.

Cirka en måned senere sendte overlæge A en udtalelse til arbejdsgiveren.

I udtalelsen oplyste overlægen, at patienten havde kronisk leddegigt, der blev behandlet med medicin og fysioterapi.

Overlægen sygemeldte patienten for en måned.

Det blev derudover oplyst, at der var planlagt en statusvurdering i slutningen af april 2002, hvorefter en mere præcis vurdering af varigheden af sygemeldingen kunne gives.

I en e-mail sendt i maj 2002 til overlæge A meddelte patienten, at hendes arbejdsgiver med udgangspunkt i overlæge As første udtalelse havde bedt om en ny erklæring, som angav den forventede varighed af sygemeldingen.

Dagen efter sendte patienten et brev til overlæge As sekretær med kopi af arbejdsgiverens brev til patienten.

I et følgebrev anførte patienten, at arbejdsgiveren kun skulle have oplysning om varigheden af sygemeldingen.

14 dage senere sendte overlæge A en udtalelse til patientens arbejdsgiver.

Overlægen oplyste i erklæringen, at patienten havde kronisk leddegigt, og at sygdommen ikke aktuelt var aktiv, men havde på grund af tidligere aktivitet i sygdommen medført leddestruktion med fejlstilling.

Denne vedvarende nedsættelse af bevægeapparatets funktion blev ikke vurderet til at føre til uarbejdsdygtighed.

Endelig oplyste overlægen, at patienten de senere måneder havde haft tiltagende gangbesvær, og at hun derfor var blevet henvist til en neurologisk afdeling til nærmere undersøgelse.

Der blev klaget over, at overlæge to gange uden patientens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt har videregivet oplysninger om hende til hendes daværende arbejdsgiver, idet nogle af oplysningerne rakte ud over erklæringernes formål om angivelse af sygemeldingens varighed.

Nævnet fandt grundlag for at kritisere overlæge A.

Nævnet lagde vægt på, at patienten ved sin fremsendelse af anmodningerne fra arbejdsgiveren ikke havde givet sit samtykke til, at overlæge A kunne videregive oplysninger udover varigheden af det forventede fravær på sygdom, herunder selve sygdommens art, igangværende behandling og planlagt statusvurdering.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at betingelserne i lov om patienters retsstilling § 26, stk. 2 for videregivelse uden patientens samtykke ikke var opfyldt.

Nævnet oplyste, at det fremgår af funktionærlovens § 5, stk. 4, at en arbejdsgiver under sygdom af mere end 14 dages varighed har ret til - uden udgift for funktionæren - at kræve nærmere oplysninger om varigheden af funktionærens sygdom gennem funktionærens læge eller en af funktionæren valgt specialist.

Opfylder funktionæren ikke denne pligt, uden at der foreligger fyldestgørende begrundelse herfor, er arbejdsgiveren berettiget til at hæve tjenesteforholdet uden varsel.

Patientklagenævnet oplyste i den forbindelse, at det følger af § 23 i lov om patienters retsstilling, at en læge skal iagttage tavshed om, hvad han eller hun under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger.

En læge kan dog i henhold til § 26, stk. 1, videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil.

Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af § 27, stk. 1.

Det fremgår videre af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v., at samtykket skal være konkretiseret, således at det klart og utvetydigt fremgår, hvad det er, der meddeles samtykke til.

Det skal fremgå, hvilke typer af oplysninger, der må videregives, til hvem og til hvilke formål.