Klage over behandling i forbindelse med kræft i maven
Statutory Text (3 Articles)
Klage over behandling i forbindelse med kræft i maven
Resumé
En 80-årig mand blev indlagt, efter at der var blevet påvist en meget stor samt mindre cyster i leveren og flere cyster i begge nyrer.
Den store cyste blev tømt for 2 ½ liter væske, hvor det efter mikroskopisk undersøgelse blev påvist, at det ikke drejede sig om kræftmistænkelige celler.
Der blev foretaget en CT-scanning, der viste cyster i leveren og nyrerne, men ellers ikke noget abnormt, hvorfor patienten blev udskrevet til ambulant kontrol.
Da patienten ikke kunne indtage føde henvendte han sig halvanden måned senere på afdelingen.
En ny ultralydsundersøgelse viste nu yderligere en solid proces i relation til venstre nyre, og der blev ordineret en revurdering af den tidligere CT-scanning, hvor der nu blev fundet en 2 x 3 cm stor proces i relation til venstre nyre.
Der blev klaget over, at patienten ikke modtog en tilstrækkelig undersøgelse og behandling.
Nævnet fandt grundlag for kritik af den overlæge, der primært beskrev CT-scanningen, idet der ved revurdering af CT-scanningen fandtes en solid proces bag nyren, der målte ca. 2 x 3 cm, og som afveg i udseende fra de øvrige cyster.
Nævnet lagde vægt på, at overlægen ikke havde været opmærksom på denne proces og dermed beskrevet den ved primære vurdering af CT-scanningen.
Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af de øvrige læger, der havde deltaget i behandlingen af patienten.
Nævnet lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at der blev foretaget udtømning af cysten, ligesom der blev tilrådet kontrol med ultralydsundersøgelse samt blev bestilt en PET-scanning.