Legislator Case Law & Legislation
W20061044425 DK

Behandling med ECT underkendt, patientrådgiveres klagekompetence

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2006 10444 Valid

Behandling med ECT underkendt, patientrådgiveres klagekompetence

KEN#LOKDOK23 2006 10444 Valid

Resumé

En 88-årig mand var over en længere periode blevet tiltagende dement med betydelig forværring i løbet af 2004.

I efteråret 2004 blev patienten indlagt på psykiatrisk afdeling som følge af, at han i den seneste måned op til indlæggelsen havde haft svære raseriudbrud, hvor han havde været ude af sig selv, samt været ude af stand til at genkende sin hustru.

Aktuelt blev patienten den 3. oktober 2004 tvangsindlagt på grund af farlighed på psykiatrisk afdeling.

Han havde forud for indlæggelsen smadret inventaret i boligen, slået ud efter personalet på plejehjemmet, hvor han boede samt slået efter den tilkaldte vagtlæge, ligesom han havde fremtrådt hallucineret og uden at kunne tales til ro.

Under indlæggelsen fremtrådte patienten præget af en svær dementiel tilstand.

Han skulle således hjælpes og guides af personalet i forbindelse med alle gøremål, herunder personlig hygiejne.

Dette skulle ske på en meget præcis og forsigtig måde for at forebygge forvirring med vrede og udadreagerende adfærd fra patientens side.

Han var kun i begrænset omfang i stand til at give udtryk for sine behov, og han reagerede med vredesudbrud, når han ikke blev forstået.

I talrige situationer slog han ud efter personalet ved forsøg på kontakt fra deres side, han kastede med inventar og saftevand, slog medicin ud af hænderne på plejepersonalet, når han fik det tilbudt og var tidvis synshallucineret.

Patienten modtog flere gange beroligende medicin som supplement til den fast ordinerede medicin - herunder antidepressiv behandling med tablet Cipramil samt stemningsstabiliserende behandling med tablet Deprakine, ligesom det flere gange var nødvendigt at give patienten beroligende medicin med tvang.

Den 4. november 2004 blev patienten tilset af en overlæge i gerontopsykiatri, som efter samtale med ham vurderede, at hans tankeindhold var klart depressivt.

Eftersom den hidtidige behandling havde været uden effekt på tilstanden, fandtes det indiceret at tilbyde patienten ECT-behandling.

Det fremgår af journalen den 5. november 2004, at overlægen noterede, at ECT-behandlingen kunne indledes, såfremt patientens familie tilsluttede sig denne behandling.

Overlægen vurderede samtidig, at behandlingen samtidig måtte betragtes som tvangsbehandling, idet patienten (grundet sin svære dementielle tilstand) ikke selv kunne give informeret samtykke.

Den 7. november 2004 fremgår det af journalen, at man besluttede at fastholde beslutningen om tvangsbehandling med ECT trods uenighed i patientens nærmeste familie herom.

Den 8. november 2004 blev behandlingen med ECT indledt.

I perioden fra den 10. til den 22. november 2004 modtog patienten i alt 7 behandlinger med ECT.

Patientens patientrådgiver indgav den 9. november 2004 en klage over tvangsbehandlingen med ECT, herunder at klagen på baggrund af patientens tilstand burde have opsættende virkning.

Det lokale nævn underkendte ved afgørelse af 2. december 2004 beslutningen om tvangsbehandling med ECT.

KEN#LOKDOK23 2006 10444 Valid

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Nævnet lagde herved vægt på, at patienten befandt sig i en psykotisk tilstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt dog, at beslutningen om tvangsbehandling med ECT ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kunne herved oplyse, at det af forarbejderne til Lov om ændring af psykiatriloven (Lov nr. 403 af 26. juni 1998, L 36, 2. samling) fremgår, at Folketinget har forudsat, at tvangsbehandling med ECT ikke må anvendes, med mindre der foreligger en aktuel eller potentiel livstruende tilstand for patienten.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kunne endvidere oplyse, at det af Psykiatrilovens § 21, stk. 1 (Lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998) fremgår, at overlægen til stadighed har ansvaret for, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.

Af kommentaren til Psykiatrilovens § 21, stk.1 fremgår, at dette indebærer, at ” det er overlægen, som i tilfælde af klage skal sandsynliggøre, at tvangsanvendelsen ikke kun har været formelt berettiget, men også nødvendig, hvilket også forekommer korrekt i relation til mindste middels princip.”

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt imidlertid ikke i sagens akter holdepunkt for, at der på tidspunktet for beslutning om tvangsbehandling med ECT forelå en aktuelt eller potentiel livstruende tilstand for patienten.

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn fandt på denne baggrund, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt.

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn fandt endvidere, at klagen burde have været tillagt opsættende virkning.

Overlægen havde i sin anke til Sundhedsvæsnets Patientklagenævn anført, at patientrådgiveren gik ind som part i sagen mod de pårørendes ønske.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kunne herved oplyse, at det af bekendtgørelse om patientrådgivere (BEK nr. 1301 af 14. december 2004) § 3 stk. 1, 1. punktum fremgår, at der skal beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling.

Af bekendtgørelsens § 9 fremgår, at patientrådgiveren så vidt muligt skal handle i samråd med patienten.

Af bekendtgørelsens § 10 stk. 2 fremgår, at patientrådgiveren skal vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling.

Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager.

Det fremgår af den kommenterede Psykiatrilov vedrørende patientrådgiverens opgaver, at patientrådgiveren gennem sine samtaler med patienten skal afklare om denne ønsker, at rådgiveren skal handle på hans vegne og i bekræftende fald gøre dette.

Hvis patienten ikke selv er i stand til at handle eller tage stilling til, hvad der bør gøres, påhviler det patientrådgiveren på egen hånd at varetage patientens interesser bedst muligt.

Af patientvejlederens brev af 15. november 2004 til Det Psykiatriske Patientklagenævn fremgik det, at patientrådgiveren den pågældende dag havde haft en samtale med patienten, hvor de talte om ECT-behandlingen.

Patienten fortalte herunder, at han ikke vidste, om han fik behandling.

Det fremgår videre, at patienten efter et stykke tid sagde, at han ikke kunne lide det.

Patientrådgiveren spurgte ham herefter om, hvad han ikke kunne lide, hvorpå patienten viste patientrådgiveren hånden med kanylen, der blev brugt ved bedøvelsen.

Patienten oplyste endvidere, at han ikke kunne lide det, hvortil han tilføjede, at ”han lukkede øjnene”.

Endelig fremgik det, at samtalen herpå tog flere drejninger, men at patienten direkte adspurgt, om han ønskede at klage over behandlingen, svarede ja to gange.

Det var Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at patientrådgiveren ifølge psykiatriloven har en særlig ret og pligt til at varetage patientens interesser i forbindelse med beslutninger om tvangsbehandling.

Denne ret er så vidtgående, at selv i situationer, hvor patienten ikke selv kan tage vare på sig selv, kan patientrådgiveren selvstændigt beslutte, om det er i patientens interesse, at der rejses en klage over beslutningen om tvang.

Dette gælder også i situationer, hvor de pårørende måtte være imod en klage.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt herefter, at det var tilstrækkelig godtgjort, at patientrådgiveren på baggrund af samtalen med patienten, handlede i overensstemmelse med patientens interesse, og at patientrådgiveren derfor var berettiget til at klage til det lokale nævn.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →