Klage over beslutning om tvangsbehandling med en anden behandlingsform end det, der var motiveret for

Klage over beslutning om tvangsbehandling med en anden behandlingsform end det, der var motiveret for

Resumé

En 38-årig kvinde havde tidligere været tvangsindlagt 4 gange på psykiatrisk afdeling, hvor man under den seneste indlæggelse påbegyndte med antipsykotisk medicin i form af Risperdal, som havde en god effekt på patientens tilstand.

Patienten ophørte dog på egen hånd med medicinen kort tid efter, at hun var blevet udskrevet, hvilket atter forværrede hendes tilstand.

Aktuelt blev patienten tvangsindlagt på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling.

Dagen efter indlæggelsen blev det besluttet, at patienten skulle motiveres for frivillig behandling med antipsykotisk medicin i form af tablet Risperdal 2 mg dagligt.

Den følgende dag havde patienten ingen forståelse for, at hun havde behov for medicin, og hun nægtede pure at modtage dette både i tabletform samt i depotform.

Den behandlende overlæge vurderede, at der ikke var noget formål med at behandle hende i tabletform, idet hendes villighed til at tage den ordinerede medicin havde været dårlig.

Det blev derfor besluttet, at patienten dagligt skulle tilbydes Risperdal depot, hvilket hun dog fortsat nægtede at modtage.

Efter 14 dages motivation nægtede patienten fortsat at modtage Risperdal depot, idet hun mente, at hun intet fejlede.

Der blev herefter truffet beslutning om tvangsbehandling med injektion Risperdal depot 25-50 mg hver 2. uge, hvilket patienten klagede over.

Denne klage blev behandlet en uge senere i Det Psykiatriske Patientklagenævn, som underkendte beslutningen om tvangsbehandling med Risperdal depot.

Samme dag som psykiatrisk afdeling blev bekendt med denne afgørelse, blev der i stedet truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet/mikstur Risperdal 2 mg dagligt, alternativt injektion Serenase 1 mg dagligt.

Der blev klaget over beslutningen om tvangsbehandling.

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering.

Det blev som begrundelse anført, at patienten var sindssyg, at hun var blevet motiveret for frivillig indtagelse i 22 dage, før der blev truffet beslutning om tvangsbehandling, samt at patienten tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Nævnet har herved lagt vægt på, at patienten befandt sig i en psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger, og at hun var uden sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt imidlertid, at tvangsbehandlingen i relation til motivationstiden ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyste, at det fremgår af psykiatrilovens § 4, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.

Det var Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at motivationstiden i forbindelse med tvangsbehandling skulle regnes fra det tidspunkt, hvor patienten er blevet gjort bekendt med, at lægerne anbefalede et konkret behandlingstilbud, og at motivationen for en konkret behandling endvidere skulle foretages løbende.

Ved et konkret behandlingstilbud kunne patienten forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat, behandlingsform og hvilken dosis, som ville finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling.

På baggrund af sagens oplysninger lagde Sundhedsvæsenets Patientklagenævn til grund, at patienten alene gennem 2 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling med tablet Risperdal, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Det var nævnets opfattelse, at patienten ikke var forpint af sin tilstand i en sådan grad, at dette alene ville kunne betinge en motivationstid på 2 dage, ligesom der i sagens akter ikke var holdepunkter for at udsættelse af behandlingen ville indebære fare for hendes liv eller helbred.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyste, at mindste middels princippet indebærer, at tvangsbehandling med injektion som udgangspunkt må betragtes som et mere indgribende middel end peroral behandling.

Det er nævnets praksis, at behandling med depotmedicin som udgangspunkt anses for den mest indgribende behandlingsform, hvorfor der skal være særlige grunde til stede for at vælge denne behandlingsform.

Det var på den baggrund Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at motivationen for frivillig behandling med Risperdal i depotform ikke var tilstrækkelig konkret til, at patienten kunne forholde sig til hvilken behandlingsform, som ville finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt derfor, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede på den baggrund den afgørelse, der var truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn.