Godkendelse af 3 tilfælde af aflåsning af døren til patientens stue

Godkendelse af 3 tilfælde af aflåsning af døren til patientens stue

Resumé

En 26-årig kvinde havde i ca. 5 år været indlagt i forskellige psykiatriske afdelinger, blandt andet efter en dom til behandling, og var aktuelt indlagt på Sikringsafdelingen.

Hun havde under indlæggelsen foretaget mange selvbeskadigende handlinger og flere gange havde hun forsøgt at tage kvælertag på såvel plejepersonale som læger.

Hun havde som følge heraf haft mange bæltefikseringer, herunder med remme, for at forhindre selvbeskadigende adfærd.

Lægerne vurderede, at selvbeskadigelserne blev udløst, når patienten som følge af for mange udefrakommende impulser og stimuli opbyggede en indre spænding, som fik afløb i selvbeskadigende handlinger, ligesom de havde erfaret, at patienten lettere kunne kontrollere sig selv, når dagligdagen var lagt i faste rammer.

I en periode på 9 dage havde patienten været bæltefikseret, herunder med hånd- og fodremme på grund af farlighed.

I denne periode havde hun dog også været selvbeskadigende.

I forbindelse med, at hun var faldet så meget til ro, at hun kunne løsnes fra bæltet traf lægen beslutning om, at hun skulle skærmes på sin stue ved aflåsning af stuedøren, og at hun kun skulle være i fællesskab med andre 2 gange dagligt af ½ times varighed, samt i forbindelse med måltiderne.

Dagen efter slugte patienten 3 batterier fra sin walkman og anmodede om aftenen om at komme tilbage i bæltet, hvorfor døraflåsningen ophørte. 6 dage senere blev patienten igen løsnet fra bæltet og skærmet på stuen med døraflåsning.

Yderligere 8 dage senere blev tvangsfiksering igen nødvendig, da patienten truede med at smadre sig selv.

Tvangsfikseringen ophørte efter ca. 3 timer, hvorefter der igen blev iværksat døraflåsning.

Denne varede i 12 dage, indtil patienten igen blev tvangsfikseret, efter at hun havde forsøgt at brække begge knæ ved at hoppe ned med knæene først.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkendte i lighed med det lokale nævn døraflåsningerne.

Som begrundelse for godkendelse af den første døraflåsning blev det anført, at nævnet fandt, at døraflåsningen blev anvendt i behandlingsøjemed med henblik på at etablere nødvendige faste rammer i behandlingen af patienten og med henblik på at skærme hende mod for mange stimuli.

Nævnet fandt, at der i den konkrete situation ikke fandtes andre mindre indgribende alternativer til aflåsningen, hvorfor princippet om mindst indgribende foranstaltning var opfyldt.

Nævnet godkendte endvidere udstrækningen af tvangsindgrebet, og lagde blandt andet vægt på, at personalet flere gange dagligt tilså patienten.