Fysisk fastholdelse i 5 minutter
Statutory Text (3 Articles)
Fysisk fastholdelse i 5 minutter
Resumé
En 56-årig kvinde blev aktuelt tvangsindlagt i psykiatrisk afdeling, og lægerne vurderede, at hun var psykotisk/manisk, hurtigt talende med tankespring og storhedsagtige vrangforestillinger.
Efter 10 dages indlæggelse var patienten urolig og flyttede alle sine ting fra sengestuen og ud i afsnittets skærmede afsnit.
Personalet forsøgte at berolige patienten, men hun var uændret råbende og vredladen og smækkede med dørene.
Personalet forsøgte at skærme hende på stuen, hvorunder hun imidlertid slog ud mod personale med en kuglepen.
Herefter blev hun fastholdt i 5 minutter, hvorunder hun faldt til ro, men hvorunder hun faldt ind over sin seng.
Det lokale nævn godkendte anvendelsen af fysisk magt.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for anvendelse af fysisk magt overfor patienten var opfyldt, da der var en nærliggende fare for, at personalet på afdelingen ville lide skade på legeme eller helbred, og lagde vægt på, at patienten ifølge journalen havde slået ud efter et personalemedlem med en kuglepen og ifølge sygeplejejournalen ramt denne på armen.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at personalet forinden havde forsøgt at tale patienten til ro samt forsøgt at skærme hende på stuen.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at fastholdelsen varede 5 minutter, og at tvangen ophørte straks efter, at hun var faldet til ro.