Klage over tvangsfiksering med håndremme

Klage over tvangsfiksering med håndremme

Resumé

En 43-årig mand var indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til sin behandlingsdom efter at være ophørt med at indtage den nødvendige antipsykotiske medicin.

Han blev under sin indlæggelse tiltagende vredladen og højtråbende, og han sov ikke om natten og fremkom med vrangforestillinger af forfølgelseskarakter.

Den 12. maj 2004, kl. 21.30 blev han fysisk aggressiv og slog et personalemedlem på armen og i maven, og han blev herefter bæltefikseret.

Da han efter bæltefikseringen endvidere truede med at ville ”smadre personalet”, blev der anlagt to håndremme, hvilket blev godkendt af afdelingens overlæge.

Han modtog herefter beroligende medicin, hvilket førte til, at han faldt så meget til ro, at håndremmene kunne løsnes den 13. maj, kl. 03.00, og bæltet blev løsnet samme dag kl. 11.00.

Det lokale nævn godkendte tvangsfikseringen, og nævnet fandt, at det havde været nødvendigt at anlægge håndremme, da patienten fortsat var urolig efter tvangsfikseringen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for at tvangsfiksere patienten med bælte var opfyldt, da han var til umiddelbar og nærliggende fare for andre.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt dog, at betingelserne for brug af håndremme ikke var opfyldt, idet patientens fysiske opførsel efter anlæggelsen af bælte ikke gav grundlag for yderligere at anlægge håndremme, og at fremsatte trusler mod personalet således ikke gjorde det nødvendigt med anvendelse af håndremme.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt videre ikke grundlag for at antage, at anvendelsen af håndremme var en nødvendighed for at kunne give patienten beroligende medicin efter bæltefikseringen, idet indgivelse af denne måtte kunne ske under en kortvarig fastholdelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyste hertil, at anvendelse af hånd- eller fodremme i forbindelse med en bæltefiksering kun må ske i tilfælde, hvor en fiksering med bælte ikke skønnes tilstrækkelig.