Klage over tvangsfiksering i ca. 2 timer og 15 minutter, hvor patienten sov i ca. 1½ time

Klage over tvangsfiksering i ca. 2 timer og 15 minutter, hvor patienten sov i ca. 1½ time

Resumé

En 36-årig kvinde var indlagt på en psykiatrisk afdeling, idet hun var psykotisk.

Under indlæggelsen havde patienten flere gange udvist selvbeskadigende adfærd.

Hun blev behandlet med antipsykotisk, antidepressiv og stemningsstabiliserende medicin.

Patienten havde klaget over tandsmerter, for hvilke hun havde fået smertestillende medicin i form af tablet Pamol og tablet Ibumetin, senest omkring kl. 18 og igen den efterfølgende nat kl. 2.10.

Patienten angav herefter, at hun ikke kunne sove og sad herefter i dagligstuen og røg flere cigaretter.

Hun blev af personalet flere gange bedt om at gå i seng uden at efterkomme opfordringen, hvorefter hun blev mørk i blikket, devaluerende og verbalt truende overfor personalet.

Patienten truede med at smadre personalet og inventaret, hvorefter hun smed med askebægre og møbler.

Efter tilkald af yderligere personale fra andre afsnit blev patienten herefter ført til sin stue, hvorunder hun sparkede og spyttede efter personalet, som hun truede med at smitte med leverbetændelse.

Der blev herefter kl. 3.15 truffet beslutning om tvangsfiksering.

Patienten accepterede samtidig at tage beroligende medicin i form af injektion Zyprexa 10 mg.

Patienten faldt herefter til ro og faldt en time senere, kl. 4.10, i søvn.

Bæltet blev løsnet knap 1½ time senere, kl. 5.30, hvor patienten i forbindelse med toiletbesøg indgik aftale med personalet om foreløbig at forblive på stuen.

Det lokale Nævn godkendte iværksættelsen af tvangsfikseringen, da denne havde været nødvendig, sådan som situationen udviklede sig.

Nævnet underkendte udstrækningen af tvangsfikseringen, idet nævnet lagde til grund, at patienten faldt i søvn kl. 4.10, og at afdelingen ikke kunne redegøre for, hvorfor bæltefikseringen blev opretholdt indtil kl. 5.30, hvorfor nævnet fandt bæltefikseringen i denne periode for uberettiget.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkendte tvangsfikseringen, idet nævnet fandt, at betingelserne for at tvangsfiksere patienten var opfyldte.

Nævnet har lagt vægt på, at hun på tidspunktet for tvangsfikseringen var både verbalt og fysisk truende overfor personalet, idet hun truede med at smadre personale og inventar, ligesom hun sparkede og spyttede efter personalet og truede med at påføre personalet leverbetændelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkendte - modsat det lokale nævn - udstrækningen af tvangsfikseringen.

Nævnet har lagt vægt på, at det i sygeplejekardex var anført, at patienten faldt til ro, efter at hun blev tvangsfikseret og fik beroligende medicin, men at det ikke var muligt at indgå aftaler med hende på dette tidspunkt.

Det fremgår videre af sygeplejekardex, at hun sov fra kl. 4.10.

Endelig fremgår det, at bæltet blev løsnet kl. 5.30, hvor det blev aftalt, at hun skulle blive i sengen.

Nævnet lagde endvidere lagt vægt på, at det fra afdelingens side blev skønnet mest hensigtsmæssigt at lade patienten sove, da man kunne frygte, at hun igen ville blive opkørt, såfremt hun blev vækket i forbindelse med, at bæltet skulle løsnes.