Klage over langsommelig behandling i forbindelse med udredning af lungesygdom

Klage over langsommelig behandling i forbindelse med udredning af lungesygdom

Resumé

En 66-årig mand fik den 20. maj 2003 røntgenundersøgt sine lunger.

Der var mistanke om lungeforandringer, hvorfor han blev henvist til yderligere undersøgelser.

Den 5. juni 2003 viste en kikkertundersøgelse mulige forandringer opadtil i højre lunge.

Der blev udtaget vævsprøve og skyllevand, men disse gav ikke grundlag for at stille en diagnose.

Prøverne viste dog, at der ikke var tale om kræftceller.

I perioden fra den 11. juni 2003 til den 20. oktober 2004 blev der foretaget 7 CT-scanninger og 3 kikkertundersøgelser af lungerne, der alle viste normale forhold på venstre lunge, men forandringer på højre lunge.

Undersøgelserne gav mistanke om en betændelsessygdom i lungerne, hvorfor patienten blev sat i behandling med Prednisolon.

I hele behandlingsforløbet blev der løbende taget blodprøver og røntgenundersøgelser af brystkassen, og patienten blev flere gange henvist til et andet sygehus til nærmere undersøgelse og vurdering.

I løbet af 2004 konstaterede man løbende tiltagende lungeforandringer, og at betændelsestilstanden havde bredt sig.

Den 20. oktober 2004 blev der derfor henvist til yderligere undersøgelser.

Den 25. oktober 2004 blev patienten akut indlagt, da han var besvimet i hjemmet.

Ved indlæggelsen havde han lavt iltindhold i blodet, og man forsøgte at behandle tilstanden med ilttilskud, vanddrivende medicin, antibiotika og binyrebarkhormon.

Den 26. oktober 2004 blev patientens tilstand forværret, og han afgik ved døden senere samme dag.

En efterfølgende obduktion viste, at der var en ondartet svulst i højre lunge.

Der blev klaget over, at patienten ikke modtog en tilstrækkelig behandling, idet der var langsommelighed i behandlingen af sygdomsforløbet, og at dette førte til patientens død.

Det blev anført, at der ikke blev stillet en diagnose, at der ikke blev foranlediget en MR-scanning, samt at patienten ikke blev tilstrækkeligt behandlet eller henvist til vurdering hos en anden læge.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere de involverede læger.

Det var nævnets opfattelse, at der under hele behandlingsforløbet blev handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, idet der blev foretaget gentagne undersøgelser og henvisninger til yderligere undersøgelser med henblik på at afklare diagnosen.

Videre var det nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ikke at henvise patienten til MR-scanning, idet dette ikke var standard ved undersøgelser af lungeinfiltrater.

Nævnet oplyste, at den tumor, der ved obduktionen blev konstateret hos patienten, var en meget sjælden tumorform, som kun optrådte i enkelte tilfælde om året i Danmark eller endnu sjældnere.

Tumoren voksede langsomt og var vanskelig at vurdere i vævsprøver.