Legislator Case Law & Legislation
W20061039625 DK

Klage over at kiropraktor ud fra et røntgenbillede ikke diagnosticerede knogleskørhed

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2006 10396 Valid

Klage over at kiropraktor ud fra et røntgenbillede ikke diagnosticerede knogleskørhed

KEN#LOKDOK23 2006 10396 Valid

Resumé

En 58-årig mand kontaktede den 14. juli 2004 en kiropraktisk klinik på grund af rygsmerter svarende til lænd og lidt højere oppe i ryggen.

Smerterne havde stået på i 14 dage og var af uvis årsag.

Smerterne blev forværret af hoste, kraftig vejrtrækning, løft samt stillingsskift.

Kiropraktoren fandt normal og smertefri bevægelse af nakke og ryghvirvler.

Der var smerter ved sidebøjning til højre og venstre samt ved udstrækning og drejning af brystdelen af rygsøjlen, og ligeledes var der smertebegrænset udstrækning og sidebøjning til højre af lænderyggen.

Ved undersøgelse (palpation) af rygsøjlen var der ømhed og nedsat bevægelse svarende til 4., 8. og 11. brystryghvirvel, 5. lændehvirvel og 1. korsbenshvirvel på højre side.

Ved berøringstryk i bugleje svarende til overgangen mellem bryst- og lændedelen af rygsøjlen gav dette smerteudstråling til brystbenet.

Der blev foretaget en røntgenundersøgelse, og denne viste umiddelbart uregelmæssig aflejring af knoglevæv fortil fra 8. til 11. brysthvirvel.

Der var også let grad af forfald/ nedsat funktion af bindevævet i hvirvelsøjlens ledbånd, ledflader og båndskiver med tendens til forkalkning ved ledbånd og disses tilhæftninger på knoglerne svarende til lænderyggen.

Røntgenoptagelserne var beklageligvis af dårlig kvalitet (undereksponerede).

Patienten modtog efterfølgende behandlinger den 16, 19. og 21. juli 2004 hos kiropraktoren.

Der var let forværring i rygsmerterne på grund af, at patienten havde udført malerarbejde.

Den 23. juli 2004 ved en ny konsultation gik det bedre med brystdelen af ryggen, men ikke i lænden.

Den 26. juli 2004 havde patienten fået en albue ind i brystbenet, og dette forværrede smerterne svarende til brystdelen.

Den 28. juli 2004 blev det fortsat smerter i lændedelen, og patienten blev anbefalet at opsøge egen læge med henblik på smertestillende medicin.

Yderligere behandlinger fandt sted den 30. juli samt den 5. og 10. august 2004.

Den 11. august 2004 meldte patienten afbud til kiropraktor-behandlingen.

Samme dag var patienten hos egen læge på grund af vedvarende rygsmerter.

Lægen fandt ingen neurologiske symptomer og anbefalede i øvrigt, at den kiropraktiske behandling stoppede.

Der blev der aftalt ny konsultation med henblik på yderligere undersøgelser.

Den 13. august 2004 blev patienten indlagt på en ortopædkirurgisk afdeling på grund af uudholdelige rygsmerter.

Røntgenbilleder viste trykbrud svarende til 8. og 9. brysthvirvel, og CT- scanning viste udtalt sammenfald svarende til 11. brysthvirvel og flere mindre sammenfald på andre niveauer i rygsøjlen.

Desuden bar ryggen præg af knogleskørhed.

MR-scanning viste flere trykbrud svarende til 11. brysthvirvel samt 1. og 4. lændehvirvel.

Endelig var der fremfald af båndskiven svarende til områder imellem 1. og 2. lændehvirvel. (diskusprolaps).

Selve knoglestrukturen i området blev beskrevet med kalksvind (halisterese).

Der blev klaget over, at kiropraktoren ud fra røntgenbilledet af ryggen burde have opdaget, at der var tegn på knogleskørhed, og at den oversete knogleskørhed medførte, at der blev givet en behandling, som forårsagede brud i rygsøjlen.

KEN#LOKDOK23 2006 10396 Valid

Nævnet fandt grundlag for at kritisere kiropraktoren.

Nævnet lagde vægt på, at kvaliteten af kiropraktorens røntgenbilleder var så dårlige, at det ikke udgjorde et tilstrækkelig sikkert billeddiagnostisk grundlag, og at kiropraktor derfor burde have foranstaltet en omfotografering, så hun havde opnået røntgenbilleder af diagnostisk kvalitet.

Såfremt et røntgenbillede af diagnostisk kvalitet den 15. juli 2004 havde vist knogleskørhed (osteoporose), så ville kiropraktoren have haft anledning til at henvise patienten til videre lægelig udredning, førend eller i forbindelse med indledning af behandlingen.

Nævnet bemærkede i øvrigt, at der hverken ud fra patientens beskrivelser eller kiropraktorens journaloptegnelser af behandlingsforløbet var forhold, som understøttede, at den behandling, som kiropraktoren gav i perioden 15. juli til 10. august 2004 var medvirkende årsag til de kompressionsfrakturer, som senere blev konstateret.

Såfremt en behandling havde medført et brud, havde patienten sandsynligvis ikke oplevet, at den store forværring af rygsmerterne først optrådte 3 dage efter den sidste behandling hos kiropraktoren.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →