Klage over manglende scanning og uforsvarlig udskrivelse
Statutory Text (3 Articles)
Klage over manglende scanning og uforsvarlig udskrivelse
Resumé
En 79-årig kvinde blev indlagt på en kirurgisk afdeling på grund af blødninger fra en udposning i venstre lyskeregion.
Hun var tidligere strålebehandlet for kræft i livmoderen og behandlet for kræft i skeden, ligesom hun havde fået fjernet begge bryster p.g.a. kræft.
Ved indlæggelsen den 24. marts 2004 var blødningen ophørt.
Man fandt behov for ultralydsundersøgelse.
Denne undersøgelse blev foretaget den 30. marts 2004 og viste en lokal proces i hud og underhud.
Der blev foretaget operation den 1. april 2004.
Svulsten blev fjernet, og patienten blev udskrevet til hjemmet den 2. april 2004.
Ved kontrol den 7. april 2004 var der var sivning fra såret, men ikke sikre tegn på infektion.
Der blev givet antibiotikum.
Undersøgelse viste, at svulsten ikke var ondartet.
Ved næste kontrol den 13. april 2004 fandtes der ikke pus i såret.
Den antibiotiske behandling blev fortsat, og der blev iværksat brusebad dagligt ved hjemmesygeplejerske.
I efterforløbet udviklede der sig en rørlignende forbindelse mellem operationsarrets overflade og ned til bunden af et hulrum i operationssåret (fistel).
Den antibiotiske behandling blev afsluttet 29. april 2004, mens skylning blev fortsat indtil den 22. juli 2004, hvor såret var helet helt op.
Det blev klaget over, at patienten først blev skannet på 5. dagen efter indlæggelsen, selv om der var mistanke om recidiv af kræft.
Der blev desuden klaget over, at det var uforsvarligt at udskrive patienten 24 timer efter operationen.
Patienten boede alene, og pårørende eller hjemmepleje var ikke kontaktet.
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere lægerne på kirurgisk afdeling.
Det fremgik af journalen fra indlæggelsen, at det var et 2 måneder gammelt sår, som medførte akut indlæggelse.
Dette var en fredag, og efterfølgende mandag blev der bestilt ultralyd, som blev effektueret dagen efter.
Det fremgik af journalen, at der blev foretaget udskæring af såret og primær sammensyning.
Hele operationen blev foretaget over muskelhindeniveau, og det blev planlagt at sende patienten hjem dagen efter operationen.
Nævnet kunne oplyse, at et operationssår af denne type med suturer ikke har nogen afførings- eller vejrtrækningsmæssige konsekvenser og heller ingen indflydelse på ens førlighed.
Et sår, der er primært sammensyet, vil først udvikle eventuelle komplikationer efter 6-8 dage.
De primære komplikationer med f. ex. blødning optræder allerede indenfor det første døgn, og infektioner kommer først 6-8 dagen.
Der er således ingen grund til at kontrollere såret i dagene her imellem.