Klage over tvangsmedicinering med Cisordinol depot

Klage over tvangsmedicinering med Cisordinol depot

Resumé

En 64-årig kvinde blev tvangsindlagt på behandlingsindikation, da hun gennem de seneste måneder havde isoleret sig mere og mere, samt efterhånden ikke tog hverken mad eller drikke til sig af frygt for, at hun ikke kunne tåle det.

Ved indlæggelsen fremtrådte patienten afmagret og udtørret i en sådan grad, at hendes tale var påvirket af det.

Hun kunne dog gå og stå.

Hun afviste medicin, men begyndte at spise og drikke i afdelingen.

Fra indlæggelsens anden dag fik patienten dagligt tilbudt antipsykotisk medicin i form af mikstur Risperdal 2 mg dagligt, hvilket hun vedvarende var afvisende overfor.

Efter 10 dages motivation herfor blev der truffet beslutning om tvangsmedicinering af patienten med mikstur Risperdal 2 mg dagligt, eventuelt stigende til 6 mg dagligt, subsidiært injektion Cisordinol 5 mg dagligt, eventuelt stigende til 10 mg dagligt.

Patienten ønskede ikke at klage over beslutningen om tvangsmedicinering, hvorfor tvangsmedicineringen blev iværksat.

Da patienten ikke ønskede at indtage mikstur Risperdal blev tvangsmedicineringen gennemført som injektioner med Cisordinol.

Efter 5 dages behandling fremgår det af journalen, at patienten blev tilbudt overgang til depotmedicin én gang ugentligt, hvilket hun svarede bekræftende på, kunne være en god ide og at det ville hun gerne.

Det fremgår dog videre af journalen, at hun kun ville tage det under tvang.

Af journalen dagen efter fremgår det, at patienten stadig ikke ville have peroral tvangsbehandling, men ville foretrække Cisordinol som depot frem for daglige injektioner, hvorfor overlægen traf ny supplerende beslut-ning om tvangsmedicinering, således at der mere subsidiært kunne gives injektion Cisordinol depot 50 mg ugentligt til hver 2. uge, eventuelt stigende til 100 mg.

Tvangsmedicineringen blev således videreført som injektioner med Cisordinol depot.

Efter yderligere godt en måneds tvangsmedicinering med Cisordinol depot klagede patienten til det lokale nævn over tvangsmedicineringen.

Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det lokale nævn godkendte be-slutningen om tvangsmedicinering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for tvangsmedicinering var opfyldt.

Nævnet fandt endvidere ud fra en konkret vurdering, at Cisordinol i depotform opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet.

Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at patienten ifølge 2 journalnotater oplyste, at hun - når hun nu skulle have medicin - foretrak depotmedicin én gang ugentligt frem for daglige injektioner, og at hun ikke ønskede medi-cin i form af mikstur, hvilket synspunkt hun endvidere fastholdt overfor formanden for det lokale nævn forud for nævnets behandling af sagen.