Klage over, at et brud i knæet efter et motorcykeluheld ikke blev opdaget
Statutory Text (3 Articles)
Klage over, at et brud i knæet efter et motorcykeluheld ikke blev opdaget
Resumé
En 45-årig mand blev indbragt til skadestuen efter en motorcykelulykke med skade på venstre håndled og venstre knæregion samt pungen.
En reservelæge foretog undersøgelse af venstre ben, specielt af knæregionen, uden at finde kliniske tegn på knoglebrud eller ledbåndsskade.
Patienten blev informeret om at kontakte skadestuen ved symptomforværring, og fik tid i skadeambulatoriet en uge senere, hvor patienten blev afsluttet.
Efterfølgende viste en MR-undersøgelse af venstre knæled et knoglebrud i knæet i den øverste ende af skinnebenet i god stilling.
Desuden fandtes ledansamling og bristning af det indvendige ledbånd.
Efterfølgende blev der påvist fejlstilling af underbenet som følge af bruddet, for hvilket patienten blev opereret.
Der er klaget over, at patienten ikke blev korrekt behandlet i skadestuen, idet han ikke fik taget røntgenbillede af sit venstre ben, samt at patienten ikke blev korrekt behandlet i skadeambulatoriet, idet han ikke fik lagt en genoptræningsplan, ligesom han blev afsluttet uden yderligere kontroller.
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af behandlingen i skadestuen.
Nævnet lagde herved vægt på, at der ikke var tegn på brud og at knæet blev behandlet som en forstuvning, samt at reservelægen efter at have konfereret med mellemvagten, gav patienten tid i skadeambulatoriet en uge senere.
Da der ikke havde været tegn på brud fandt nævnet endvidere, at det var fagligt korrekt ikke at ordinere røntgenundersøgelse.
Patientklagenævnet fandt derimod grundlag for kritik af behandlingen i skadeambulatoriet.
Nævnet fandt, at der burde have været ordineret røntgenundersøgelse af knæet, idet det fortsat var hævet efter et højenergitraume 7 dage forinden, hvor patienten var kørt ind i en bil med motorcykel med ca. 50 km. i timen.
Der var således efter nævnets opfattelse ikke tale om noget simpelt vridtraume i knæet, men et højenergitraume, og dette burde ved de fortsatte gener have rejst mistanke om, at der kunne foreligge et knænært brud, og derfor burde der være foretaget røntgenundersøgelse.
Efter nævnets opfattelse burde patientens tilstand derfor have været vurderet som diagnostisk uafklaret, og reservelægen burde derfor have lagt en plan for det videre forløb, enten i form af genoptræning og kontrol ved egen læge, eller fortsat ambulant kontrol.