Klage over urigtige oplysninger i lægeerklæringer samt over, at erklæringerne var udfærdiget på utilstrækkeligt grundlag

Klage over urigtige oplysninger i lægeerklæringer samt over, at erklæringerne var udfærdiget på utilstrækkeligt grundlag

Resumé

I september 2001 ophævede to mindreårige drenges forældre deres samliv.

Ophævelsen var præget af konflikter, hvor forældrene fremsatte beskyldninger mod hinanden om blandt andet manglende forældreevne, bortførsel, trusler, vold, og incest.

Den 17. oktober 2002 blev der truffet afgørelse om, at drengenes far havde ret til samvær med ham.

I slutningen af 2002 skiftede drengene praktiserende læge.

Den 6. januar 2003 skrev den praktiserende læge henvisning på drengene til psykologhjælp under diagnosen ‘incest obs. pro.’ På henvisningstidspunktet havde lægen ikke undersøgt drengene, og henvisningerne blev udfærdiget på baggrund af en samtale med drengenes mor samt henvisninger fra en tidligere læge.

Den 21. januar 2003 blev lægen på baggrund af henvisningerne anmodet om en udtalelse til amtet.

Lægen svarede i sin erklæring, at psykologhenvisningerne var fortsatte henvisninger med samme diagnose som den tidligere læge havde skrevet, og at han havde mistanke om overgreb på drengene.

Der blev klaget over, at det var urigtige oplysninger i lægens erklæringer, samt at erklæringerne var udfærdiget på et utilstrækkeligt grundlag.

Nævnet fandt grundlag for at kritisere lægen og gav indskærpelse om, at han skulle udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Nævnet lagde herved vægt på, at lægen ikke skaffede sig et tilstrækkeligt personligt kendskab til drengens tilstand som grundlag for sin bedømmelse om, at der muligvis forelå et incestuøst forhold til faderen med heraf følgende behov for psykologisk vurdering, intervention eller behandling.

Nævnet oplyste, at lægen ifølge lægelovens § 8, stk. 1 ved sin udfærdigelse af en lægeerklæring var forpligtet til at udvise omhu og uhildethed.

Dette indebar blandt andet, at det skulle fremgå af erklæringen, hvilke oplysninger, der beroede på lægens egen undersøgelse eller iagttagelse, og hvilke oplysninger der var givet af patienten eller tredjemand, samt hvilke oplysninger der beroede på journaler og lignende, jf. § 4 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 212 af 20.juni 1935 om almindelige regler, der skulle iagttages ved afgivelse af lægeerklæringer.

Det fremgik ikke af erklæringerne, at lægen ikke havde foretaget en selvstændig undersøgelse og vurdering drengens psykiske tilstand, og det fremgik ikke, at det primært var moderens informationer, som dannede grundlag for hans vurderinger.