Behandling af svær dement patient og information af dennes pårørende

Behandling af svær dement patient og information af dennes pårørende

Resumé

Den 23. juli 2002 blev en 88-årig kvinde, som var svært dement, indlagt på grund af længerevarende diarré af sin praktiserende læge på medicinsk afdeling.

I perioden fra den 23. til den 30. juli 2002 fandt man ingen forklaring på hendes diarré, og hun blev den 30. juli 2002 udskrevet til hjemmet som terminal patient på grund af demens med maksimal hjemmehjælp.

Den 15. august 2002 fandt patientens praktiserende læge, at patienten ikke havde smerter, og at hun ikke skulle have behandling, men alene pleje.

Der blev klaget over, at lægerne ikke foretog korrekt behandling af patienten i perioden fra den 23. til den 30. juli 2002 på medicinsk afdeling, idet de burde have behandlet hende for manglende evne til at synke flydende føde.

Der blev endvidere klaget over, at den praktiserende læge ikke foretog korrekt behandling af patienten den 15. august 2002, idet han burde have behandlet hende for manglende evne til at synke fast og flydende føde.

Der blev endelig klaget over, at patientens pårørende ikke modtog information af lægerne om hendes helbredstilstand i perioden fra den 23. til den 30. juli 2002 på medicinsk afdeling.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere lægerne på medicinsk afdeling for deres behandling, idet nævnet lagde vægt på, at aldrende og demente patienter er velkendte på alle medicinske afdelinger i Danmark, og at der må anlægges et medmenneskeligt/etisk skøn ved fastsættelse af behandlingsniveau i forhold til en person med en sygehistorie som patientens.

Det var relevant, at lægerne ikke gav patienten intensiv terapi, ej heller i form af ernæring med anlæggelse af sonde gennem næsen og ned i mavesækken.

Sondeernæring besværliggøres meget ofte af, at demente patienter selv trækker sonden op.

Nævnet fandt endvidere, at det var en fejl, at patientens søn ikke blev informeret om hendes behandling af den overlæge, der behandlede hende dagen efter indlæggelsen.

Den læge, der behandlede hende den 23. og den 28. juli 2002 var imidlertid afgået ved døden, og det var ikke muligt for nævnet, at finde frem til de læger, der behandlede hende den 23. juli og den 30. juli 2002.

Nævnet kritiserede herefter den overlæge, der havde haft det overordnede ansvar for afdelingens behandling af patienten

Nævnet fandt endelig ikke grundlag for at kritisere den praktiserende lægs behandling, idet lægen korrekt vurderede, at der var tale om en naturlig livsafslutning, hvor den lægelige behandling havde som formål at lindre eventuelle symptomer og undlade at iværksætte behandlingstiltag.