Klage over behandling af menisklæsion

Klage over behandling af menisklæsion

Resumé

En 21-årig kvinde kom i august 2002 til skade med sit venstre knæ.

Hun blev samme dag undersøgt på skadestuen, hvor man fandt mistanke om en menisklæsion på indersiden af knæet.

En kikkertundersøgelse i oktober 2002 viste en ret stor revne i den på indersiden af knæleddet beliggende menisk, hvor hele den bagerste 2/3 del af menisken var revet løs fra ledkapslen.

Menisken blev fastgjort med 5 små skruer.

Efter indgrebet kom patienten til flere kontroller på ortopædkirurgisk ambulatorium.

I begyndelsen angav hun, at det gik godt, men i december 2002 blev det konstateret, at én af meniskskruerne havde arbejdet sig ud under huden, og i januar 2003 blev denne skrue fjernet operativt.

Efterfølgende havde patienten fortsat gener fra knæet.

Det blev vurderet, at generne hidrørte fra de øvrige meniskskruer, og patienten blev derfor tilbudt endnu en operation med henblik på fjernelse af de øvrige skruer.

Operationen blev udført i april 2003.

Der kunne ved operationen ikke findes nogen rester af skruer, men da menisken fortsat var løs, blev der foretaget fiksering af den.

I september 2003 blev der foretaget en MR-scanning, der viste forandringer, der tydede på, at menisken fortsat ikke var helet.

Patienten blev derfor skrevet op til en ny kikkertoperation.

Operationen fandt sted i december 2003 på et andet hospital.

Der blev fundet en såkaldt knaphulslæsion (bucket-handle læsion), som lå slået ind foran i leddet.

Meniskstykket var betydeligt flosset, og det blev fjernet.

Under hele forløbet var patienten i fysioterapeutisk behandling på sygehuset.

Der blev klaget over, at patienten ikke modtog en korrekt behandling af sin beskadigede menisk.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den afdelingslæge, der stod for behandlingen af patienten.

Nævnet lagde ved sin vurdering vægt på, at afdelingslægen i oktober 2002 foretog et relevant indgreb for at fiksere patientens menisk.

Endvidere lagde nævnet vægt på, at afdelingslægen i januar 2003 relevant foretog fjernelse af én af meniskskruerne, der havde arbejdet sig ud under huden.

Det var ligeledes nævnets opfattelse, at afdelingslægen i april 2003 udførte et relevant indgreb, idet de fortsatte gener fra knæet efter nævnets opfattelse kunne tilskrives, at en af de øvrige meniskskruer var ”vandret” igennem menisken.

Det var i den forbindelse nævnets opfattelse, at det i betragtning af patientens relativt unge alder var relevant, at afdelingslægen ved indgrebet i april 2003 forsøgte at refiksere menisken, idet det fortsat var muligt at opnå heling af meniskskaden og dermed genetablering af normal funktion af knæet.

Nævnet oplyste, at denne fremgangsmåde indebærer en mindre risiko for senere udvikling af slidgigt i forhold til fjernelse af meniskstykket.

Nævnet fandt heller ikke grundlag for at kritisere de fysioterapeuter, der var involveret i behandlingen af patienten.

Nævnet lagde herved vægt på, at fysioterapeuterne løbende havde udført relevante undersøgelser og behandlinger af patienten.

Det var nævnets opfattelse, at det langvarige sygdomsforløb ikke kunne lægges fysioterapeuterne til last, men snarere skyldtes, at ophelingsforløbet på grund af biologiske omstændigheder forløb uheldigt.