Klage over afslag på aktindsigt i afdød patients journal og klage over utilstrækkelige oplysninger om patientens sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde

Klage over afslag på aktindsigt i afdød patients journal og klage over utilstrækkelige oplysninger om patientens sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde

Resumé

En 55-årig mand henvendte sig i december 2002 til en speciallæge i psykiatri, da han i mange år havde haft psykiske problemer i form af angst og tvangsritualer samt selvmordstanker.

Den 11. marts 2003 vurderede speciallægen, at diagnosen muligvis var depression.

Patienten var i behandling hos speciallægen frem til midten af april 2003.

Han blev tiltagende dårlig gennem behandlingsforløbet, havde hyppigere selvmordstanker og problemer med at sove.

Han fik antipsykotiske og antidepressive lægemidler samt sovemedicin efter behov.

Den 22. april 2003 udeblev patienten fra konsultation hos speciallægen.

Ved henvendelse hos politiet fik speciallægen oplyst, at patienten havde begået selvmord.

Senere samme dag havde speciallægen en telefonsamtale med patientens mor.

Ved brev af 7. juli 2003 anmodede moderen om aktindsigt i patientens journal hos speciallægen.

Sidstnævnte gav afslag på aktindsigt ved svar af 23. juli 2003.

I samme brev gav speciallægen visse oplysninger om patientens sygdom og behandlingen heraf.

Der blev klaget over, at speciallægen i psykiatri gav afslag på anmodning om aktindsigt i den afdøde patients journal.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere speciallægen i psykiatri.

Henset til moderens skepsis overfor den behandling, patienten havde modtaget af speciallægen, og hendes interesse i at forstå baggrunden for sin søns selvmord, fandt nævnet dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om speciallægen havde givet delvis aktindsigt i patientens journal.

Nævnet oplyste, at helbredsoplysninger vedrørende afdøde patienter som udgangspunkt er omfattet af sundhedspersonens tavshedspligt i forbindelse med videregivelse af oplysningerne til afdødes pårørende i henhold til lov om patienters retsstilling.

Det fremgår dog af lov om patienters retsstilling § 28, stk. 1, at en sundhedsperson kan videregive oplysninger om en afdød patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende, såfremt det må antages ikke at stride mod afdødes ønske og hensynet til afdøde eller andre private interesser ikke taler afgørende herimod.

Nævnet kan oplyse, at det fremgår af Sundhedsministeriets vejledning nr. 155 af 14. september 1998 om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger, at eftersom personkredsen for de efterladte, der efter § 28, stk. 1, i lov om patienters retsstilling kan modtage oplysninger om afdøde, ikke er præcist angivet, beror det på et skøn ud fra den konkrete situation, hvilke personer der i hvert enkelt tilfælde må anses for nærmeste pårørende.

Ved nærmeste pårørende forstås først og fremmest patientens samlevende ægtefælle eller samlever, slægtninge i lige linie, og alt efter de konkrete forhold, søskende.

Nævnet fandt, at moderen utvivlsomt tilhørte personkredsen af patientens nærmeste pårørende, da det fremgik af journalen, at patienten havde hyppig kontakt med sin mor.

Nævnet oplyste endvidere, at bestemmelsen i § 28, stk. 1, er placeret i lovens kapitel 5 vedrørende tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger, hvorfor bestemmelsen giver pårørende en mulighed for at få meddelt de i bestemmelsen angivne helbredsoplysninger.

Denne bestemmelse giver derimod ikke de pårørende en ret til egentlig aktindsigt, og sundhedspersonen har således efter bestemmelsen ikke pligt til at udlevere de pågældende helbredsoplysninger i form af uddrag af journalen.

Nævnet havde gennemgået journalen fra den 19. december 2002 til den 15. april 2002, som speciallægen førte i forbindelse med sin behandling af patienten.

Nævnet fandt på den baggrund, at speciallægen ved sit brev af 23. juli 2003 gav tilstrækkelige oplysninger i henhold til § 28, stk. 1, i lov patienters retsstilling om patientens sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte speciallægens skøn med hensyn til, hvilke oplysninger der kunne videregives i henhold til denne bestemmelse.

For så vidt angik anmodning om aktindsigt oplyste nævnet, at en læge ifølge § 26, stk. 1, i lov om patienters retsstilling kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil.

Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af § 27, stk. 1.

Da det ikke fremgik af patientens journal, at han positivt tilkendegav, at de nærmeste pårørende måtte få adgang til hans journal, fandt nævnet ikke, at patienten havde givet sit samtykke til, at speciallægen i psykiatri kunne videregive oplysninger om ham til hans nærmeste pårørende.

Nævnet oplyste, at en læge dog i henhold til § 26, stk. 2, under visse betingelser uden patientens samtykke kan videregive oplysninger til de nærmeste pårørende til en afdød patient.

Således fremgår det af § 26, stk. 2, nr. 2, at sundhedspersoner uden patientens samtykke kan videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl. til andre formål end behandling, når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre privatpersoner.

Reglen er en såkaldt "værdispringsregel", der indebærer, at de hensyn, der taler for videregivelse til myndigheder, organisationer, private personer med flere, klart skal overstige hensynet til en patients krav på fortrolighed.

Nævnet bemærkede, at bestemmelsen primært tager sigte på de situationer, hvor der er behov for at videregive fortrolige oplysninger om en patient til politi og anklagemyndighed m.v., såfremt der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet som manddrab, seksualforbrydelser, grovere vold mv., herunder vold mod børn, samt til patientens pårørende, hvor patienten har eller havde en alvorlig smittefarlig sygdom eller en alvorlig arveligt betinget sygdom.

Det var nævnets opfattelse, at bestemmelsen også i visse situationer kan finde anvendelse, såfremt en anmodning fra de nærmeste pårørende om aktindsigt i en afdød patients journal beror på en konkret mistanke om, at der er sket fejlbehandling.

Nævnet bemærkede i den anledning, at aktindsigt i en afdød patients journalmateriale i en sådan situation kan være den afgørende forudsætning for de nærmeste pårørende til en afdød patient for at opnå nærmere klarhed over behandlingsforløbet med henblik på eventuelle overvejelser om at klage over behandlingen.

Nævnet fandt på baggrund af ordlyden af anmodning om aktindsigt den 6. juni 2003, at det måtte stå klart for speciallægen, at baggrunden for henvendelsen var en konkret mistanke om, at patienten var blevet fejlbehandlet.

Det var herefter nævnets opfattelse, at betingelserne for videregivelse af helbredsoplysninger i henhold til § 26, stk. 2, nr. 2, var opfyldt.

Denne bestemmelse foreskriver ikke en pligt for sundhedspersoner til at videregive oplysninger, men giver alene mulighed for, at oplysningerne kan videregives, uden at sundhedspersonen herved overtræder sin tavshedspligt.

På denne baggrund fandt Patientklagenævnet ikke grundlag for kritik af, at speciallægen ikke gav aktindsigt i patientens journal.

Henset til moderens skepsis overfor den behandling, patienten havde modtaget af speciallægen, og hendes interesse i at forstå baggrunden for sin søns selvmord, fandt nævnet dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om speciallægen havde givet delvis aktindsigt i patientens journal.

Nævnet fandt således, at hensynet til moderens ønske om aktindsigt oversteg patientens krav på tavshedspligt.

Nævnet fandt dog tillige, at journalen indeholdt oplysninger af meget privat karakter, som ikke burde udleveres, idet disse oplysninger ikke havde betydning for moderens vurdering af, om der var grundlag for at klage over behandlingen, ligesom oplysningerne ikke vil give større indsigt i baggrunden for patientens selvmord.

Nævnet gjorde i forbindelse med afgørelsen speciallægen opmærksom på, hvilke oplysninger i journalen, det efter nævnets opfattelse ville have været hensigtsmæssigt at udlevere.