Klage over, at en speciallæge i en lægeerklæring foretog en vurdering af, hvorledes en pensionssag skulle afgøres
Statutory Text (3 Articles)
Klage over, at en speciallæge i en lægeerklæring foretog en vurdering af, hvorledes en pensionssag skulle afgøres
Resumé
En 39-årig mand var af sit forsikringsselskab berettiget til udbetaling af en løbende ydelse, hvis hans erhvervsevne var nedsat med 2/3 eller mere.
Dog må den nedsatte erhvervsevne ikke skyldes sygdom i højre arm og hånd.
I januar 2003 anmodede forsikringsselskabet en speciallæge i ortopædkirurgi om at udarbejde en speciallægeerklæring, hvori de ønskede nærmere angivne forhold belyst.
Blandt andet ønskede forsikringsselskabet en undersøgelse og vurdering af højre albue, arm og håndled samt venstre arm og skulder.
Speciallægen udfærdigede på baggrund af sin undersøgelse en erklæring, hvori han vurderede, at patientens erhvervsevne var mere end 50 %, og han vurderede, at yderligere lægeudredning og behandling burde ophøre.
Ca. 1 år senere fik patienten tilkendt mellemste førtidspension, idet hans erhvervsevne blev anset for nedsat med 2/3 blandt andet på grund af slidgigt i begge albueled.
Patienten klagede over, at lægeerklæringen blev udfærdiget på et utilstrækkeligt grundlag, og at der i lægeerklæringen var anført subjektive og negative bemærkninger.
Nævnet fandt grundlag for at kritisere speciallægen, idet han efter nævnets opfattelse udviste manglende omhu og uhildethed ved sin udfærdigelse af speciallægeerklæringen.
Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at speciallægen anførte sin vurdering af, hvorledes pensionssagen skulle afgøres og af, hvorvidt patienten var berettiget til førtidspension.
Det var nævnets opfattelse, at speciallægen ikke var neutral og upartisk, idet han udtalte sig om forhold, som han i sin egenskab af læge ikke havde fornødent kendskab til, og idet formålet med erklæringen i det konkrete tilfælde var at give forsikringsselskabet et grundlag for at kunne vurdere spørgsmålet om patientens erhvervsevne.
Det forhold, at forsikringsselskabet i sin anmodning specifikt bad om en vurdering af erhvervsevnen, berettigede ikke speciallægen til i erklæringen at foretage en procentuel graduering af denne.