Klage over observation af psykiatriske patienter på lukket modtageafdeling
Statutory Text (3 Articles)
Klage over observation af psykiatriske patienter på lukket modtageafdeling
Resumé
En 25-årig mand henvendte sig på psykiatrisk skadestue på grund af angst og forfølgelsestanker.
Han ønskede på daværende tidspunkt ikke at blive indlagt, men fik udleveret noget nervemedicin.
Den følgende dag henvendte patienten sig igen på psykiatrisk skadestue, idet han fortsat følte sig forfulgt.
Den undersøgende læge fandt på baggrund af sin undersøgelse, at patienten var psykotisk, hvorfor han blev indlagt på den åbne observationsafdeling.
I løbet af aftenen blev patienten tiltagende angst og urolig, hvorfor han lod sig frivilligt overflytte til den lukkede psykiatriske modtageafdeling.
Herefter blev patienten umiddelbart meget lettet ved udsigten til at overnatte på den lukkede modtageafdeling, og han faldt fuldstændig til ro i løbet af et par timer.
Kl. 0.30 meddelte patienten, at han gik til ro.
Ca. kl. 1 blev patienten tilset af en plejer, der konstaterede, at patienten lå fuld påklædt på sengen og sov.
Ved det næste tilsyn kl. cirka 5.50 fandt plejeren patienten hængende livløs i en natskjorte på badeværelset.
Der blev blandt andet klaget over, at personalet ikke på tilstrækkelig vis observerede ham.
Nævnet fandt grundlag for at kritisere den administrerende overlæge og den administrerende sygeplejerske for deres instruktioner om observation af patienter på den lukkede modtageafdeling.
Nævnet lagde herved vægt på, at den lukkede modtageafdeling efter det oplyste havde regler om ekstra omhyggelig observation af patienter med risiko for selvmord, hvor der også var mulighed for at tilkalde fast vagt med henblik på kontinuerlig observation af patienten, men der var ikke instruktioner, hverken om hyppighed eller intensitet af observationen af patienterne i afdelingen, medmindre en læge specifikt havde ordineret dette.
Det var nævnets opfattelse, at der enten eksplicit eller implicit i en akut modtageafdeling i hvert fald bør være regler for observationen af især nyindlagte patienter, der tydeligvis er så angste eller forpinte, at kontakten til dem må betragtes som usikker.
Nævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en lukket psykiatrisk modtageafdeling, som ofte kommer ud for perioder med øget uro og lignende, hvor afdelingens opmærksomhed let koncentreres om enkelte patienter, og hvor observationen af patienter i afdelingen som helhed kan mindskes.