Klage over, at det var uforsvarligt at udskrive en 79-årig patient, og at der burde have været sikret opfølgning ved kontakt til hjemmeplejen

Klage over, at det var uforsvarligt at udskrive en 79-årig patient, og at der burde have været sikret opfølgning ved kontakt til hjemmeplejen

Resumé

En 79-årig mand blev indlagt på kardiologisk afdeling, via sygehusets skadestue efter at være faldet om på toilettet i hjemmet.

Ved undersøgelse i ambulancen fandtes hjertestop (ventrikelflimren), og patienten blev behandlet med stød, hvorefter der kom normal hjerterytme.

Der blev iværksat medikamentel behandling af hjertearytmien.

Man overvejede muligheden for en såkaldt invasiv kardiologisk undersøgelse, men ved samtale mellem patienten, dennes søn og overlæge A, blev man enige om ikke at foretage mere indgribende undersøgelser under hensyntagen til patientens tidligere sygdomme og den nuværende tilstand.

Dagen efter konstaterede læge B i journalen, at hjerteaktionen var regelmæssig svarende til pulsen, og at tilstanden i øvrigt var sådan, at udskrivning var forsvarlig.

Patienten blev herefter udskrevet.

Patientens søn fandt senere samme dag faderen hos en anden beboer i ejendommen, der havde set, at patienten sad udenfor, uden at kunne komme ind i sin lejlighed.

Patienten afgik ved døden ca. tre døgn efter udskrivelsen.

Der blev klaget over at lægerne var uforsvarlige i deres beslutning om at udskrive patienten, og at de burde have sikret opfølgning ved kontakt til hjemmepleje mv.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlæge A, idet nævne fandt, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at fraråde yderligere udredning med henblik på pacemakerbehandling på grund af patientens begrænsede livsudsigter på grund af alder og kroniske lidelser (tidligere slagtilfælde, kronisk nyresygdom, skrumpelever og legemlig svækkelse) og i stedet tilbyde medicinsk behandling, og udskrivelse, når patienten var hjertemæssigt stabil.

Patientklagenævnet fandt endvidere ikke grundlag for at kritisere læge B for hans beslutning om at udskrive patienten.

Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at det var uforsvarligt at udskrive patienten, idet han selv havde et udtalt ønske om at komme hjem, og da han ud fra en almen klinisk vurdering, både vedrørende arytmiproblemet og den almene tilstand, skønnedes stabil.

Det var endvidere nævnets opfattelse, at der i tilfælde, hvor lægen har vurderet, at en patient kan klare sig selv i hjemmet, ikke i henhold til lægeloven er pligt til at informere en sådan patients pårørende, og nævnet fandt således ikke, at der i det konkrete tilfælde havde været pligt til at informere patientens pårørende med henblik på at sikre, at de pårørende kunne være til stede i hjemmet i forbindelse med, at han blev udskrevet.

Der blev afgivet dissens i sagen.