Konkrete afgørelser vedr. § 13 fra ÅB 2006 I

Konkrete afgørelser vedr. § 13 fra ÅB 2006 I

Resumé

Fra ÅB 2002

Ifølge offererstatningslovens § 13 kan nævnet ikke behandle en ansøgning, der er indgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde.

I forarbejderne til lovbestemmelsen, betænkning nr. 751/1975, side 38, er anført, at det er fundet hensigtsmæssigt at fastsætte en tidsfrist, inden for hvilken ansøgningen i almindelighed skal være indgivet, for at nævnet kan undgå at behandle alt for gamle krav, og en frist på 2 år er fundet rimelig.

Fristen kan fraviges, hvis der foreligger særlige grunde, og dette kan ifølge betænkningen f.eks. være tilfældet, hvis skadelidte først får kundskab om forbrydelsen længere tid efter, at forbrydelsen er begået.

Bl.a. fordi nævnet står uden vejledning i lovens forarbejder, er nævnet meget tilbageholdende med at afvise en ansøgning med henvisning til lovens § 13.

I (N.j.nr. 06-520-01541) var ansøger ved et overfald i februar 2000 blevet stukket med kniv flere steder på kroppen, herunder i brystet, hvorved den højre lunge klappede sammen.

Ansøger var under straffesagens behandling i byretten repræsenteret af en bistandsadvokat, der fremsatte krav om erstatning.

Ved dommens afsigelse den 14-06-2000 udskød byretten erstatningskravet til civilt søgsmål.

Byrettens dom blev af skadevolder anket til landsretten.

Der var ikke beskikket bistansavokat for ansøger i forbindelse med landsrettens behandling af straffesagen, hvor ansøger ikke gentog kravet om erstatning.

Landsretten afsagde dom i sagen den 05-12-2000, hvor byrettens dom stadfæstedes.

I august 2005 kontaktede ansøger politiet for at søge om erstatning efter offererstatningsloven.

Nævnet afslog ansøgningen under henvisning til 2-års fristen i offererstatningslovens § 13.

Ansøger gjorde over for nævnet gældende, at der var grundlag for at dispensere fra overskridelsen af lovens 2-års frist, idet politiet ikke havde ydet ansøger tilstrækkelig vejledning om offererstatningsloven.

Nævnet bemærkede, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at dispensere fra fristen.

Nævnet lagde herved vægt på, at ansøger havde været repræsenteret af en bistandsadvokat under straffesagens behandling i byretten.

I sådanne situationer kan manglende vejledning fra politiet om offerer-statningsloven som udgangspunkt ikke medføre, at der dispenseres fra fristen i § 13.

Endvidere lagde nævnet vægt på, at ansøgeren i perioden fra byrettens domsafsigelse i juni 2000 og frem til august 2005 hverken havde rettet henvendelse til bistandsadvokaten eller politiet for at få sagens status oplyst.

Ansøger, der var påført alvorlig personskade, kunne ikke anses for at have været uvidende om sit erstatningskrav.