Konkrete afgørelser vedr. plejepersonales tilskadekomst i arbejdstiden ift. § 1, stk. 1 fra ÅB 2006

Konkrete afgørelser vedr. plejepersonales tilskadekomst i arbejdstiden ift. § 1, stk. 1 fra ÅB 2006

Resumé

Fra ÅB 2003

En særlig tilfældegruppe udgør plejepersonale, der kommer til skade, fordi en patient opfører sig voldsomt eller decideret voldeligt.

I disse sager foretages der sjældent politianmeldelse af institutionen, og sagerne anmeldes ofte først til Erstatningsnævnet lang tid efter episoden.

Det betyder, at nævnet i disse sager ofte kun har ansøgerens egen forklaring om episoden som afgørelsesgrundlag.

Selv om nævnet dispenserer fra kravet i offererstatningslovens § 10, om at episoden skal være politianmeldt, jf. nedenfor, kan disse sager derfor ofte være vanskelige at afgøre.

Nævnet forsøger altid at indhente en udtalelse fra institutionens ledelse om det præcise hændelsesforløb i forbindelse med den anmeldte episode.

Er episoden først anmeldt til nævnet et stykke tid efter den fandt sted, kan det dog ofte være vanskeligt at få en udtalelse fra ledelsen eller andre om det præcise hændelsesforløb, idet episoden er mere eller mindre glemt på institutionen, ligesom der ofte kan være sket udskiftninger blandt personalet, der medfører, at ingen kender nærmere til episoden.

Nævnet har desuden i 2003 modtaget en række ansøgninger fra plejepersonale, der ønskede erstatning, efter at de i længere tid havde været udsat for voldsom adfærd fra en patients side.

Medmindre der er tale om en konkret hændelse, der udgør en klar overtrædelse af straffeloven fra patientens side, kan nævnet ikke betale erstatning i disse sager, men må henvise ansøgeren til eventuelt at rette sit krav mod arbejdsgiverens arbejdsskade- eller ansvarsforsikringsselskab.

(N.j.nr. 06-520-00572) Ansøger fik under sit arbejde som social- og sundhedsassistent på et plejehjem tildelt et knytnæveslag i brystkassen af en beboer, der led af Alzheimers sygdom, og som var kendt for at kunne reagere voldsomt.

Beboeren var udlænding og havde på grund af sygdommen ikke noget sprog.

Episoden fandt sted, mens ansøger var i færd med at hjælpe beboeren fra badeværelset til stuen.

Nævnet afslog ansøgers krav om erstatning som følge af episoden, idet nævnet efter de foreliggende omstændigheder ikke fandt, at ansøgers skade var forvoldt ved en forsætlig overtrædelse af straffe-loven, jf. offererstatningslovens § 1, stk. 1.

Ansøger anlagde herefter retssag mod Erstatningsnævnet med påstand om, at nævnet tilpligtedes at anerkende ansøgers tilskadekomst som omfattet af offererstatningsloven.

Københavns Byret fandt det ikke godtgjort, at plejehjemsbeboeren havde haft det til domfældelse i en straffesag fornødne forsæt til at øve vold mod ansøger.

Ansøger ankede byrettens dom til Østre Landsret, der stadfæstede byrettens dom, idet landsretten ikke fandt, at det kunne lægges til grund, at ansøger, hvis reaktion kunne være udtryk for, at han ikke ønskede ansøgers bistand, havde handlet med forsæt til at udøve vold mod ansøger.